Ivan Illich (1926–2002) og hans bøger udfordrer både moderne teknokrati, statslig magt og institutionel afhængighed. Han var præst, filosof, historiker og teknologikritiker – men først og fremmest kritisk over for det han så som systemernes ekspropriation af menneskelige erfaringer og relationer. Det gør ham svær at placere i moderne idéhistorie.

Han lader sig ikke uden videre rubricere som konservativ, liberal eller venstreorienteret. Alligevel taler hans værker direkte ind i nogle spændingsfelter i vores samfund – ikke mindst i spørgsmålet borgernes frihed og ansvar overfor stat og myndigheder.

Den præmoderne kristne med et systemkritisk blik
Illich var præget af sin katolske baggrund og sit teologiske virke. Han blev uddannet som præst og arbejdede i Latinamerika, hvor han i 1960’erne grundlagde et undervisningscenter for missionærer i Mexico. Men i stedet for at støtte missionsarbejdet moderniseringsprojekt, begyndte han at kritisere det – ikke mindst fordi det i hans øjne førte til kulturel kolonisering og et forræderi mod menneskelig frihed.

Illichs bøger er skrevet med en kristen etik, der sætter næstekærlighed, ansvar og frihed over institutionel struktur og teknologisk rationalitet. Han så med skepsis på den modernitet, der hævder at befri mennesket, men i stedet koloniserer dets livsverden gennem professionel styring og systemtvang.

Denne grundholdning – en mistro til systemet og en tro på den menneskelige persons ukrænkelighed – placerer ham i en etisk nærhed til klassisk konservativ tænkning. Men kun i værdimæssig forstand. Politisk er hans position langt mere tvetydig.

Fællesskab – uden tradition?
Illich var ingen traditionel konservativ. Han havde ikke noget projekt om at bevare institutioner eller nationale kulturer. Han var snarere optaget af at frigøre menneskelivet fra de former, hvori det var blevet låst fast – også selv når disse former kaldte sig tradition eller autoritet. Det skaber en spænding i forhold til et konservativt grundsyn, hvor fællesskab, arv og kontinuitet ofte tillægges afgørende betydning.

Men Illichs vision for menneskeligt samvær er alligevel tæt beslægtet med konservative idealer: Han idealiserede det nære, overskuelige fællesskab. Den håndværksbaserede viden, den direkte relation, det ansvarlige menneske. For Illich var familien, værkstedet og landsbyen ikke nostalgiske størrelser, men steder for virkeligt liv, hvor frihed og gensidighed kunne folde sig ud.

Hans kritik gik ikke på fællesskabet som sådan – tværtimod. Den gik på de moderne systemer, der efterlignede fællesskaber, men i praksis underminerede dem. Når skolen blev en fabrik for certificering, når hospitalet blev en virksomhed for sygdomsforvaltning, og når staten tog rollen som moralens udøver, da forsvandt den menneskelige frihed og det levede ansvar. Derfor insisterede Illich på, at ægte fællesskaber kun kan opstå, hvor relationer ikke er medieret af kontrolsystemer.

Anti-stat, anti-profession, anti-tvang
Libertære har længe fundet inspiration i Illichs radikale systemkritik – især hans angreb på statens monopol på sundhed og uddannelse. I Deschooling Society (1971) argumenterede han for, at obligatorisk skolegang er en institutionel tvang, der erstatter læring med social disciplinering. Læring, mente han, skal være frivillig, netværksbaseret og udspringe af nysgerrighed – ikke af en statslig læreplan.

I Medical Nemesis (1975) gik han videre og beskrev, hvordan det moderne sundhedssystem producerer mere sygdom end helbredelse – og hvordan mennesker gøres afhængige af professionelle eksperter, som fratager dem retten til at kende og handle i eget liv. Dette begreb – iatrogenese – rammer en kerne i libertær kritik: At staten og dens ekspertapparat fratager individet ejerskab over sig selv.

Illichs teknologikritik var heller ikke teknofobisk. Han skelnede mellem værktøjer, der er konviviale (menneskevenlige, valgbaserede) og dem, der er monopoliserende (tvangsbaserede, afhængighedsskabende). Det er en skelnen, som mange moderne libertære teknologitænkere – fra cypherpunks til decentralister – har taget til sig.

Moral uden ideologi
Men Illich ønskede ikke at erstatte det eksisterende system med et andet – han ville vække menneskers sans for mening, ansvar og frihed. Hans tænkning er ikke systemskabende, men systemopløsende: et forsøg på at fjerne de barrierer, der står i vejen for menneskelig relation, erfaring og erkendelse.

Det gør ham til en svær figur for både konservative og libertære. Han er ikke en, man kan henvise til for at bekræfte sin egen overbevisning – snarere en, der tvinger én til at overveje, om overbevisningen selv er blevet en del af det system, han advarer imod.