Det begyndte så godt. Danmarks Radios Julehjertets hemmelighed kunne være blevet en nyklassiker blandt julekalendere. Den er en dansk juleversion af Downton Abbey, der udspiller sig på en herregård i sidste halvdel af 1800-tallet, og her burde være potentiale for julemagi.
Men julekalenderen skandaløst nutidsorienteret og desværre endnu en skuffelse fra DR.
I serien følger man stuepigen Karen, der på sit 13. år som alle andre voksne mister evnen til at se nisser. Men hun vil ikke miste sin nisseven Rumle, og de to laver farlig magi, der nedkalder en forbandelse over gården. Men ud over det forudsigelige venskabsplot, er der også en interessant klassetematik på spil.
Karen begynder som stuepige i selvsamme herskabelige stuer, hvor også hendes mor før hende havde tjent. Hendes storebror Rasmus er dog fra starten kritisk over for, at Karen blot skal følge i moderens fodspor i stedet for at tage en uddannelse. Samtidig er han selv forelsket i herskabets datter Marie Louise.
I 1800-tallet kunne man blive sendt ud at tjene som barn. Nogle kom aldrig tilbage. Uddannelse var kun for de mere velbeslåede, og man kunne ikke gifte sig uden for sin egen klasse. DR viser på den måde, at fortiden var grum.
Derfor kunne jeg godt leve med, at Karens familie er lidt for moderne med forældrenes overskudsagtige opdragelse og storebroderens klassebevidsthed, selvom begge dele åbenlyst er anakronismer. Senere gik det dog for alvor galt for serien.
Nutiden korrekser fortiden
For vores tidsånd overtager på et tidspunkt herskabsdatteren Marie Louise. Hun beslutter sig for, at hun ikke vil giftes med den rige greve, selvom familie trues af bankerot og har brug for hans penge. Hun stikker i stedet af med sin fars penge og overlader sin familie til at sejle i egen sø.
Det er serien, der tager afstand fra fortidens moral. Altså den moral, hvor man indgik fornuftige ægteskaber, ja kort sagt gjorde sin pligt. Det er nutiden pinedød nødvendigt at korrekse fortiden for dette umoderne verdenssyn.
Særligt tydelig bliver nutidenslogikken i dagens afsnit. Den siger, at ingen er bedre end andre, så her er den igen gal med fortiden. Heldigvis bliver der rettet op på dette også: Herskabet bliver smidt ud fra Lindestrupgård, som den forsmåede greve hævngerrigt har overtaget. Her tilbyder Karens familie at huse dem i en gestus, der udsletter forskellen mellem høj og lav.
I løbet af serien har storebroderen gentaget: "De er ikke bedre end os", og man fristes til at svare: "Vi har fattet det."
Det er sådan set Karens skyld, at begge familier nu kastets i økonomisk ruin. Karen hjalp i et tidligere afsnit Marie Louise med at stjæle pengene og flygte ud fra den logik, at ingen skal fødes til en bestemt skæbne. Mærkeligt bliver Karens forældre ikke vrede over, at de måske nu ender på fattiggården, fordi Karen har ruineret den familie, der lønner dem. De er stolte over deres lille "social justice warrior", for det er altid godt at stå fast på det, man tror på.
“Hun kommer til at udrette noget stort,” siger broderen, hvis livsgrundlag lige er blevet fjernet fra ham.
Gretha Thunberg i et forklæde
Karen er Gretha Thunberg i forklæde og kyse. Ikke at hun er rabiat, men hun er i lighed med Thunberg kaldet til social retfærdighed frem for sine pligter som barn. Ja selv frem for at redde julen.
Det bringer mig til den harske kritik af DR’s børne-TV, som jeg har næret i mit mavesure borgerlige indre i længere tid. Hvorfor er det helt umuligt for dem at lave historieformidling, der faktisk formidler historie? Hver gang DR laver en ny satsning og bruger de penge, som historisk drama retteligt bør koste, går det galt. Og det er vel at mærke altid det samme, der går galt, nemlig at fortiden bruges som meningsløse kulisser for nutidige tematikker.
Således kom megasatsningen 1864 til blandt andet at handle om diskrimination af nutidens indvandrere, og Julehjertets hemmelighed har det budskab, at målet for et børneliv må være at gøre en forskel.
Det er et grundlæggende problematisk budskab, som nutidens børn i forvejen bliver stopfodret med, lige fra skolens undervisning i verdensmål, til medierne, til nu også julekalenderen: Alle skal være som Gretha Thunberg eller som minimum have en ambition om at blive som hende.
Realisme havde været stærkere
Denne DR-serie forsømmer at give børn det, de til gengæld har fortjent: Helt basal julemagi formidlet på en måde, der også giver historisk bevidsthed.
I de første afsnit var det forfriskende at se en verden, der både er smukkere og grimmere end vores egen. Smukkere, fordi 1800 tallets æstetik simpelthen er mere elegant. Karen er bedårende med sine blå øjne under den hvide kyse, og de herskabelige saloner er indrettet i romantisk empire-stil.
Men fortiden er også grimmere, fordi der var udpræget fattigdom. Det fik DR også formidlet. Det havde været langt stærkere, hvis serien var blevet i dette nogenlunde realistiske spor. Det sidste kunne man opnå ved at lade den forbudte kærlighed forblive uforløst. Det havde været tro mod perioden, og nutidens børn kunne lære noget, som de faktisk kan bruge: at det også har en værdi at ofre sine egne behov for dem, man elsker.
Det kræver virkeligheden nemlig af os nogle gange.
