Jeg går meget lidt op i housemusik, og derfor ved jeg ikke, hvorfor jeg læste en artikel i Information om emnet. Men det gjorde jeg ikke desto mindre og faldt her en passant over et af de mest fordummende udtryk for identitetspolitisk stammetænkning: forestillingen om “kulturel appropriation” eller – med et mere jævnt ord – kulturtyveri.
Af artiklen fremgik, at "Nu er housemusikken igen tilbage i mainstream med heterosuperstjerner som Dua Lipa, Beyoncé og Drake. Altså er vi vidne til endnu et kapitel i serien: Kendte stjæler kultur fra folk, ingen vil beskytte.” Senere bliver det etableret som en kendsgerning, at Elvis Presley stjal hele hovedstolen i sit virke fra Chuck Berry.
Man kan med rette begræde, at pionerer inden for whatever genre ikke får så megen opmærksomhed som dem, der raffinerer selvsamme genre, hvilket er sket omtrent en million gange inden for malerkunst, musik, litteratur og alt muligt andet. Men kultur er ikke en kage, der kun kan skæres i et bestemt antal stykker, og hvor nogle sidder tilbage med rumlende maver mens andre æder sig fede.
Kultur er en almenmenneskelig kreativ proces, hvor alle bygger ovenpå, syntetiserer og kombinerer det, som tidligere generationer med alle mulige køn, seksualiteter og hudfarver har frembragt. Jo mere man bruger og reproducerer og kombinerer kultur, jo mere er der til alle.
Selvom Sun Records med Elvis utvivlsomt gik efter at lancere en hvid kunstner, der kunne excellere udi det, der dengang blev betegnet som “race music”, så er den blues, som rock’n’roll bygger oven på, en syntese af nordeuropæiske og afrikanske musiktraditioner, der smeltede sammen i det amerikanske syd og blev en distinkt genre. Rock’n’roll blev blev ikke skumfødt i løsrevet perfektion af Chuck Berry, der naturligvis heller ikke “stjal” den fra de sorte og hvide forgængere, der skabte den.
At folk overtager andres kultur og idéer, kaldes i andre sammenhænge for integration, og det går normalt for at være en rigtig god ting, men i den identitetspolitiske optik må man forstå, at det slet ikke hænger sådan sammen.
Her skal man bemærke, at ideen om kulturelt tyveri langtfra er begrænset til musikken. Man ser i ramme alvor hvide med dreadlocks blive udelukket fra at optræde, deltage i fester og andet, fordi frisuren er tyveri fra sorte. Der er utrolig mange andre eksempler med alt fra sombreroer til indianere.
Og konsekvenserne af forestillingen om kulturtyveri er reelt isnende. For hvis Elvis’ åbenlyse inspiration fra sorte kunstnere var “tyveri”, så gælder det vel også den anden vej rundt. Dermed var eksempelvis amerikanske sorte borgerrettighedstænkere som Frederik Douglass, Booker T. Washington og W. E. B. Du Bois for slet ikke at nævne Martin Luther King idéhistoriske røvere, fordi deres tanker i høj grad var inspireret af og byggede oven på tidligere – meget hvide – europæiske filosoffers tænkning?
Skulle de ikke have holdt sig til at bygge oven på afrikanske tænkere og deres idéhistorie, i stedet for at tilegne sig andres? Og hvad med Yahya Hassan, gik han egentlig på tyvetogt i Strunges og Knausgaards forfatterskaber?
Fortsæt selv listen efter behag, og bemærk, hvordan man uundgåeligt ender et sted, hvor kultur og race bliver uadskillige størrelser. Og hvor kulturen i praksis bliver uundgåeligt koblet til genetik.
