Rygterne om udlændingedebattens død har længe svirret, men de seneste uger har vist, at det næppe har noget på sig. Man skal nærmere forestille sig udlændingedebatten som en debatmæssig vulkan, der kan ligge passiv hen et stykke tid, men som vi ved indeholder vældige og uforudsigelige kræfter, der pludselig kan komme i udbrud.

I de seneste par uger har der været bevægelse i vulkanen – ikke noget rigtigt voldsomt eller faretruende, men stadig tegn på, at vulkanen så absolut stadig er aktiv.

Sagen om Iman Hassanis historiebog til gymnasiet ribbede op i vældigt betændte sager omkring danske muslimers syn på terrorangrebet mod Krudttønden, og senest har en regeringsnedsat kommission med fokus på minoritetskvinder foreslået at forbyde det muslimske tørklæde i grundskolen, dvs. 0.-9. klasse.

Udlændingedebat er tilbage på dagsordenen, og Kontrast skal selvfølgelig være med på løjerne.

På baggrund af de aktuelle debatter stiller denne klumme to spørgsmål: Hvad er egentlig integration? Og hvorfor er det en god ide at forbyde tørklæder i skolen?

En mislykket proces
Man kan starte med en undren: Hvad nu, hvis det, vi normalt forstår som vellykket integration, ikke rigtig gavner det danske samfund? Hvad nu, hvis vellykket integration graver grøfterne dybere?

Hvis man har fulgt den danske udlændingedebat gennem længere tid, så vil man vide, at begrebet integration er det foretrukne ord til at beskrive målet med den proces, som særligt kulturfremmede udlændinge fra Mellemøsten og omegn skal gennemgå i deres møde med det danske samfund.

Som et modbegreb til integration har assimilation af og til været spillet på banen, men som ofte har det begreb mødt en hård modstand uden for de mest værdipolitisk højreorienterede kredse. Assimilation fremstilles parodisk og fjollet som noget, der har at gøre med frikadeller og juletræer, og skydes derpå ned. Det er set adskillige gange.

Problemet med konsensus omkring ordet integration er dog, at det er svært at definere, præcist hvad integration er, hvis ikke det er direkte assimilering ind i dansk kultur. Integration som ord antyder forskellige dele, der passes sammen som et spil Tetris, men analogien er svær rigtigt at forklare, når det kommer til samfundsforhold. Derfor har det oftest betydet noget i retning af at tage en uddannelse og blive selvforsørgende. Når udlændinge eller efterkommere så langt, så er der angiveligt sket en vellykket integration.

Så hvad hvis den form for integration ikke fører noget godt sted hen? Det er der desværre tegn på, at den ikke gør.

Man kan starte med den beskrivelse, professor Hoffmann giver i Weekendavisen under titlen ”Den lange march”. Heri beskriver Hoffmann, hvordan veluddannede muslimer på en måde kopierer venstrefløjens idé om at indtage den værdidefinerende rolle i samfundet gennem en lang karrieremæssig march gennem de danske institutioner i det offentlige, i medierne og andre steder, hvor man er deltager i samfundets idé- og værdidebat. 

Problemet er ikke i sig selv, at muslimer får gode uddannelser og tilhørende job. Problemet er, hvis det er rigtigt, at der eksisterer en form for kollektiv mission eller idé om, at disse jobs skal bruges til at normalisere muslimske værdier i det danske samfund. Hvis det er integration, så er det næppe noget, et flertal af danskerne ønsker sig.

Hoffmanns artikel kan kobles til en artikel her på Kontrast, hvor integrationseksperten Henrik Kokborg forklarer, at han i sine arbejdsmæssige oplevelser med integration ser tegn på, at veluddannede unge muslimer, særligt kvinder, er en stærk kraft for religiøs social kontrol og er drivkræfter i en kamp for at holde unge danskere med muslimsk baggrund i deres ”rette” miljøer, i stedet for at de får en mere dansk identitet.

Helt centralt i denne debat står dog hele affæren om Iman Hassanis historiebog. Her har vi en tilsyneladende velintegreret muslimsk kvinde, der skriver en bog, der desværre afslører, at vellykket integration godt kan skjule tankesæt eller kulturforskelle, der i virkeligheden er ganske store. Særligt den fejlbehæftede og vage omtale af Omar Hamid El-Husseins motiver og handlinger har rejst en skarp kritik fra både borgerligt og historiefagligt hold. 

Den mest graverende del af sagen var dog, at den åbenbarede en kollektiv og defensiv muslimsk identitet hos en del andre veluddannede danskere med muslimsk baggrund. Her stod man tilsyneladende sammen, på en måde hvor identitet kommer før smålige sager, som hvorvidt bogen var fagligt korrekt eller ej.

Overordnet er der altså noget, der tyder på, at den proces, vi hidtil har kaldt integration, ikke rigtigt lykkedes med at udviske den grundlæggende ”os og dem”-stemning, der stort set altid har været på begge sider af det etnisk-religiøse og kulturelle skel mellem danskere og muslimske medborgere med afstamning i de såkaldte MENAP-lande. 

Som lære af den seneste debat bør de borgerlige partier og også socialdemokraterne igen hive assimilation frem som det politiske endemål for udlændingepolitikken. Et godt første skridt kunne være med tørklæderne i grundskolen.

Derfor tørklædeforbud
Der er flere grunde til, at det er en god idé at forbyde det religiøse tørklæde i skolen og sådan set også på ungdomsuddannelserne.

For det første er det en væsentlig dansk værdi, og nok også en årsag til vores relativt konfliktløse samfund, at vi har et pragmatisk og udramatisk forhold til religion. Det er ikke noget, der kan få mange danskere op af stolen. Vi må derfor have som mål, at muslimske danskere skal have et mere afslappet forhold til religion, end nogle kræfter i de muslimske miljøer måske ønsker sig. Det er en selvstændig årsag til konflikt, at vi har medborgere, der kommer anstigende med meget stejle holdninger til religiøse forhold midt i en sekulariseret og pragmatisk dansk kultur. 

Derfor kunne det være et godt sted at starte at skabe en kultur, hvor tørklædet er en beklædningsgenstand, der kan tages af og på alt efter konteksten. Man går måske med det privat, men i skolen går man uden. På den måde signalerer man, at religion er underordnet offentlige og fælles anliggender som undervisning.

Et anden grund er, at tørklædet i sig selv er en markør for ”os og dem”-tænkning. Tørklædet signalerer, at bæreren møder sin omverden som repræsentant for religion og kultur, og ikke bare som klassekammerat eller et andet ungt menneske. Tørklædet signalerer for eksempel. til danske kammerater, at der er grænser for, hvor tætte de kan blive på hinanden, og jo særligt til drenge, at de skal holde sig væk. Der er ikke noget at komme efter. 

Det er muligt, at de sociale forhindringer ikke fjernes af en mere pragmatisk brug af tørklædet. Men det giver trods alt børn og unge mennesker en større chance for at opfatte hinanden som ens dele af et større klasse- og skolefællesskab.

En tredje årsag er, at tørklædet er en oplagt ting at slå ned på for stærke elever med ønske om at kontrollere andres religiøse forhold. Vælger en dansk pige af muslimsk afstamning at gå uden tørklæde, så er der gode chancer for, at det kan blive påtalt af andre fra efterkommermiljøet. På gymnasier med store andele af muslimske elever kan denne kontrol være både udbredt og stærk.

Af de årsager må man håbe, at kommissionens forslag om at forbyde tørklædet i grundskolen faktisk bliver til noget. Danmark har brug for, at vi kommer videre fra det dødvande der hedder integration, og at vi bliver endnu mere ambitiøse med det projekt, der handler om, at vi ikke vil være et land med flere folk. Forfatteren Birgithe Kosovic har både i Politiken og på Kontrast forklaret, hvorfor det ikke er et sted, vi ønsker at ende.