”Har du et problem!?” spurgte han, før det første knytnæveslag ramte mig i ansigtet. Slaget faldt før jeg nåede at svare.
”Han skal svare dig! Giv ham en til!” sagde hans kammerat, der blokerede døren på det offentlige toilet i Hillerød, hvor jeg var blevet fanget.
Jeg kiggede på dem ude af stand til at forstå, hvad der foregik.
”Hvad snakker du om?” fik jeg fremmanet som svar på det andet slag.
Det var åbenbart ikke det rigtige svar, for det tredje slag ramte ansigtet igen lige efter.
I total forvirring begyndte jeg at grine. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det.
”Han griner af dig, Mohammed!” sagde kammeraten, der var tydeligt ophidset over min reaktion på hvad der foregik.
Det fjerde slag ramte kæben, og denne gang kunne jeg ikke holde mig oprejst. Det lykkedes mig at gribe fat i kummen af pissoiret, så jeg kunne hive mig op på benene igen. Grinet var forsvundet.
”Hvis du siger det her til politiet, så slår jeg dig ihjel,” sagde Mohammed, der var tilfreds med, at det sidste slag havde sendt mig mod fliserne på det toilettet. De gik ud af døren og efterlod mig, hvor jeg stod.
Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med at blive overfaldet. Jeg forstod aldrig rigtigt, hvad det var, jeg havde gjort.
Men det var ikke sidste gang, og det skulle vise sig at blive langt værre. En frygt for overfald og vold var noget jeg og mine venner måtte vænne os til at leve med, hvis vi som unge teenagere, der endnu ikke var gået ud af folkeskolen, ville feste og have det sjovt i en provinsby, der var plaget af indvandrerproblemer.
I den offentlige debat om problemer med indvandring og integration fremhæves ofte statistikker og grafer. Det er vigtigt for at få et overblik over udfordringerne. Men alt for sjældent fremhæves de levede erfaringer for de unge mennesker, der lever med konsekvenserne af en fejlslået indvandring og integration gennem årene.
Dette er mine oplevelser og erindringer af, hvordan det var at vokse op i en by, som jeg oplevede var plaget af indvandrerproblemer.
