Debat

16.03.22

Batman må ikke længere være Batman

Jonas M. Hoeck: Hvis du holder af Batman-figuren og finder nydelse i at se nattens ridder sætte skik på Gothams fordærvede gader, skal du ikke se den nye film ‘The Batman’. Den er skrækkeligt gennemsyret af politisk korrekthed.
Foto: Promo-materiale, Warner Bros.
Foto: Promo-materiale, Warner Bros.

Når superhelte har deres plads i vestlig popkultur, skyldes det især kvaliteter ved superheltefiguren eller helten som arketype. Film om superhelte skaber et fiktivt univers (et frirum), hvor undertrykte og mere basale følelser kan få lov at blive forløst uden fordømmelse og akademiske forbehold. Grundlæggende har vi brug for eskapisme for at kunne udholde alt den uretfærdighed og ydmygelse, som vi hver dag må leve med, og dette kan superheltefilm give os.

For eksempel når vi ser Batman give nogle bad guys så mange tæsk, at blod og tænder flyver om ørerne på dem. Men dette fiktive legerum, hvor verden for en gangs skyld er dejlig simpel, og hvor Batman er en sej antihelt, som ikke giver en fuck for skurkenes bevæggrund og triste barndom, er ved at forsvinde. Ligesom så meget andet i den moderne verden har Batman-figuren længe bevæget sig i retningen af realisme og senest socialrealisme.

I instruktør Matt Reeves’ nye film The Batman er forskellen mellem virkelighed og fiktion tæt på at være så opløst, at Batman, i skikkelse af skuespiller Robert Pattinson, ikke længere er Batman. Han er nærmere ved at blive en socialpædagog i et mærkeligt kostume.  

Fra bankekød til dialogkaffe
Filmen starter ellers godt. Vi bliver præsenteret for den velkendte mørke stemning, den højstemte og melankolske musik, den pilrådne storby Gotham og en Batman, som træder ud af skyggerne, når der er mest brug for ham. Og det bedste af det hele er, at han ikke siger noget som helst, men bare går til makronerne og bokser løs på de rædselsslagne småforbrydere, så det knaser i biografens højtalere. 

Disse indledende scener viser sig dog kun at have det formål at fremstå som alt det, som filmen ønsker, at vi skal gå væk fra. Igennem resten af filmen skal den klassiske og til tider ret forvirrede Batman nemlig på en pædagogisk dannelsesrejse, hvor han skal lære, at vold skaber mere vold, og at man slet ikke skal jage forbrydere med frygt, da de fleste af dem allerede har haft en hård nok barndom i forvejen. 

Faktisk er filmen en tre timers lang fortælling om en vred og forvirret ung mand, som gemt bag sin sorte maske trasker gennem byen for at finde sig selv og sit eget ståsted. Og alle de mennesker, som han møder, syntes at give psykologiske livsråd og gode krammere. 

Tag eksempelvis Catwoman, som er spillet af Zoë Kravitz. Gennem filmen belærer hun konstant Batman om, at de rige hvide og privilegerede kapitalister er dem, som i virkeligheden har ødelagt byen. Eller den kvindelige sorte borgmester, som med en moderlig hånd om skulderen på Bruce Wayne underviser ham i, hvordan velgørenhed er den største gave, han kan give til byen og dens indbyggere.

Ja, det lyder som et kedeligt forældremøde i børnehaven, og det kunne det næsten lige så godt være. For filmen spiller på logikker og tales i et sprog, som enhver pædagog ville anvende over for dit barn, og man mærker, at det bare er et spørgsmål om tid, før nogen sætter sig på knæ foran Batman og forsigtigt piller masken af ham. 

Filmens morale syntes nemlig at være, at vi slet ikke har brug for den giftige maskuline Batman og hans brutale metoder. I stedet har vi, som filmens gode sorte borgmester siger i en tale, brug for at genoprette troen på det gode demokratiske system. 

Om det skal ske med flere pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere, står lidt uklart, men til slut træder Batman, som gennemgående har arbejdet som politiets forlængede arm, selv i systemets tjeneste og vælger, som en anden hverdagshelt, at gøre det arbejde, som byen ellers burde have brandmænd og falckreddere til at gøre.

Bruce Wayne forsvandt også 
Denne nedbrydelige proces finder naturligvis ikke kun sted på det indre og værdimæssige plan. For Matt Reeves har valgt, at filmen skal være så realistisk som overhovedet muligt. Derfor fratages Batman også alt det, som oprindelig gjorde ham til Batman. 

I denne film er der eksempelvis skruet kraftigt ned på vilde stunts og urealistiske effekter og batvåben. Der er ingen rigtig batmobil, men en tunet oldtimer, der er ingen rigtig batmotorcykel, men en sort Harley-Davidson og ingen batformede kastestjerner. Og, måske mest radikalt, så bor Batman eller hans civile alter ego, Bruce Wayne, ikke længere langt fra den korrupte by i et stort palæ med indbygget batcave. Han bor i en dyr lejlighed midt i byen og med en lille garage, som han kan hygge sig i, når han ikke leger natteravn i byens gader. 

Faktisk virker det, som om man fra skabernes side har valgt næsten at slette den rige Bruce Wayne fra historien, for han optræder stort set ikke. Hvor der før var en dualitet i karakteren, og hvor man kunne se flere forskellige sidehistorier udspille sig, når eksempelvis Bruce Wayne skulle passe et firma, eller når de to forskellige personager var forelsket i to forskellige kvinder, så er den nye Batman altid kun Batman, bare med eller uden kappe. Eller rettere sagt, han er slet ikke Batman, men en trist, teenageragtig emo-fyr, som har for mange penge og bruger dem på en farlig hobby, som han dyrker om natten, og som han skal lære at vokse fra.

Woke med mere woke på 
Hvis du ikke allerede nu forstår, at filmen er super woke, så hør her: De hvide i filmen er onde. Politiet er ondt og korrupt, den hvide borgmester er utro og hænger ud med byens bandeledere, som også alle er hvide, og selv Batmans far er et hvidt korrupt svin, som selv var skyld i, at han og moderen døde. At Batman selv ikke er spillet af en sort skuespiller, er en gåde, men Robert Pattinson kompenserer for denne raceorienterede mangel ved gennemgående at udtrykke en dårlig samvittighed over sin egen hvidhed og privilegier.

Alle sorte i filmen er naturligvis fromme som englebørn og alle meget dygtige og kloge. Borgmesteren er som nævnt sort og ulidelig moralsk og heroisk, politimester Gordon er sort og den eneste gode betjent, som findes i byen, og Catwoman er mulat. 

Det virker, som om filmen er skrevet ud fra et krav om at opfylde alle tidens politisk korrekte ideer og samtidig smadre den klassiske heltefigur og udstille ham som en dum og primitiv neandertaler. Så når alt kommer til alt, skal du altså se den her film, hvis du vil tudes ørene fulde af venstreorienteret identitetspolitik, og hvis du ønsker at se den klassiske Batman blive dekonstrueret, i en sådan grad at hans Batman-dragt i flere scener virker komisk og næsten pinlig.   

Jeg ved godt, at denne film bygger på andet materiale og andre referencer end tidligere film, og at nogle mener, filmen lige præcis skal nedtone alt og gå i en mere realistisk retning, fordi den handler om en ung, uprøvet og mere detektivagtig Batman. Argumentet holder ikke en meter. Christopher Nolans Batman Begins (2005) handlede også om den unge Batman, men gik ikke tilsvarende på kompromis med de nævnte elementer.

Det er svært at forestille sig, at man kan trække Batman-konceptet i en endnu mere (social)realistisk og politisk korrekt retning, men Hollywood er jo kendt for at overraske, så gad vide, om den næste film bliver endnu mere woke, og vi snart får den sorte Batman.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter