De fire år med Trump og ikke mindst de sidste ugers dramatiske begivenheder efter Trumps nederlag har vist tre forskellige reaktioner i den borgerlige lejr: En liberal, konservativ og højreorienteret.
Den liberale fløj fordømmer entydigt Trump som en art præ-fascist. Som jeg har forklaret her, argumenterer de liberale på en måde, man kan kalde legalistisk og moralistisk. De fokuserer udelukkende på demokratiske processer og fordømmer Trump og hans støtter som dårlige demokrater. Dermed gør de debatten fattigere og mere selvretfærdig.
Men vigtigst gør de debatten dummere. De afviser muligheden for, at den politik, Trump byggede på, kunne have gode elementer. Konservative som jeg selv anerkender netop de fire år under Trump som udtryk for en delvis positiv nationalkonservativ politik med fokus på grænsekontrol, hjemtagelse af arbejdspladser og ophør med aktivistisk udenrigspolitik.
Konservative må imidlertid bryde med Trump efter valget, for man kan ikke støtte en præsident, der afviser at give magten videre. For det synspunkt er jeg blevet angrebet af den mere yderligtgående højrefløj. Her forsvarer man stadig Trump og holder fast i den dubiøse teori om det stjålne valg. Det er i sine værste excesser en konspirationsteori, man ikke bør nære.
I stedet må man på konservativ grund minde om nogle af de dybeste og mest bevaringsværdige dele af vestlig og kristen kultur: Den personlige ansvarlighed. Når man fejler, fx taber et valg, erkender man sit nederlag, tager skylden på sig, undersøger, hvad man gjorde galt, og hvad man kan gøre bedre for at vinde opbakning næste gang. Man smøger ærmerne op og kaster sig ind i kampen.
At konspirere eller på anden vis se sig selv som et offer er i længden uværdigt og ændrer ikke noget til det bedre.
Coronakrisen afdækker også splittelsen
Bekymrende tendenser begynder man også at se på højrefløjen i forbindelse med coronakrisen. Forleden var der nye protester mod regeringens nedlukning af samfundet, der ikke blot udviklede sig voldeligt med klammeri med politiet, men også til ophængning af en dukke med dødstrusler mod statsminister Mette Frederiksen.
Det er muligt, disse optøjer er drevet frem af de sædvanlige voldsparate venstreradikale og indvandrere, men det er tydeligt, at højreorienterede også var med i den brogede skare. Den slags bør højrefløjen holde sig langt væk fra, og det gælder også konspirationer om et statsligt, hvis ikke verdensomspændende – ”Kill Bill Gates” – forsøg på kontrol og dominans, ligesom det gælder anti-vaxxer-bevægelsen, den totale nedvurdering af coronavirussen og andre dumheder.
Blandt liberale, især i segmentet omkring CEPOS og Nye Borgerlige, fremføres der også en hård kritik mod regeringen. Det er helt legitimt og påkrævet, for nedlukningen har enorme både økonomiske og psykiske omkostninger, og Danmark ligger kun på en global 23. plads i håndteringen af epidemien.
Alligevel er det ikke en position, jeg vil indtage. Den konservative position bygger derimod på, at der nok er begået fejl, men overordnet har regeringens beslutninger været rigtige. Faktisk burde hammeren være faldet endnu hårdere – med en hård samfunds- og grænsenedlukning fra dag ét – så vi tidligere kunne komme i gang med dansen som i New Zealand.
Det er nu kommet frem, at regeringen ikke har baseret sine beslutninger på eksperternes råd. Heldigvis! For så undgik vi at ende i det katastrofale svenske Tegnell-teknokrati. Det, vi ser herhjemme, er politikkens primat, endda på illiberalt grundlag, og med befolkningens store opbakning.
Den borgerlige splittelse er også blevet tydeligere i indvandringspolitikken med fronten mellem en liberal Ellemann- (og nu også Løkke-) og en konservativ Støjberg-position. Den debat, og den krise, er vigtigere end den, der angår Trump og coronaen. Den slipper vi næppe af med i min egen levetid.
Alene af den grund må den borgerlige lejr lære at stå sammen. Også her gælder Benjamin Franklins dystre ord: We must all hang together, or we shall all hang separately.
