I Tjekkoslovakiet under kommunismen havde vi en talemåde, vi flittigt benyttede under de kommunistiske myndigheders talrige forsøg på at opdrage os som bevidste socialistiske mennesker. Vi kunne ikke hele tiden sige, at det var landets kommunistiske parti, der stod bag disse forsøg, da vi i så fald ikke ville bestille andet.
Hver gang vi så en eller anden form for socialistisk eller kommunistisk propaganda, plejede vi derfor blot tørt at konstatere: “Bolsjevik”. Et enkelt ord, som afklarede det hele. Det var ikke blot praktisk, kort og rammende, det kunne også bruges i situationer, hvor man måske ikke kunne tale helt åbent.
Ordet “bolsjevik” blev således flittigt benyttet, da vi som skoleelever blev tvangsfodret med film, som skildrede den barske, men alligevel retfærdige sovjetiske soldat under 2. verdenskrig og den heroiske sovjetiske arbejder, der slår alle rekorder i arbejdseffektivitet på sin arbejdsplads. Typisk et stålværk.
Eller da vi i timerne skulle læse værker af sovjetiske forfattere, som mere eller mindre skildrede de samme helte som filmene. Eller i det offentlige rum, hvor vi blev bombarderet med bannere, som proklamerede “Med Sovjetunionen til evige tider”. Et enkelt ord udtrykte i sådanne situationer en klar konstatering: “Bolsjevik”, og pointen var underforstået: Det her er ideologisk propaganda, og der er ingen grund til at spilde mere tid på det.
I 1989 efter Murens fald og de politiske omvæltninger i de gamle østbloklande troede de fleste, at “Bolsjevik” var væk og aldrig ville vende tilbage. At ideologisk indoktrinering nu var et afsluttet kapitel i Europa. Men vi tog fejl. “Bolsjevik” er begyndt at vise sig igen. Denne gang dog ikke i øst, men i vest. Et stigende antal sager taler nemlig sit tydelige sprog.
Hvordan kan man ellers karakterisere, at Rolling Stones opgiver en af bandets store hits, sangen Brown Sugar, for ikke at blive beskyldt for sexisme og promovering af slaveri. Gruppens medlemmer, heriblandt bandets guitarist Keith Richards, som i løbet af sit liv har klaret en del større udfordringer, har måttet bøje sig for kritikken. Over for BBC konstaterer Keith Richards dog, at kritikerne af sangen “ikke forstår, at den tværtimod handler om det forfærdelige ved slaveri”. Bandet vil ikke desto mindre ikke længere spille sangen live.
Sangens tekst og dens mening kan utvivlsomt tolkes på mange måder, men ligefrem som slaveri-promoverende eller sexistisk, har jeg svært ved at se. Derudover kan forbud af tidligere tiders kunstneriske udtryk ende med at blive et kæmpemæssigt og uoverskueligt arbejde, hvis vi nu skal gennemtjekke musik, litteratur og andre kunstværker for mulige spor af sexisme, manglende respekt for andre osv.
Et andet eksempel på “Bolsjeviks” nye adresse i vest er den kommende Superman-tegneserie. Her er den nye generation af Superman, den seje mand, ikke blot blevet biseksuel og beskytter flygtninge og migranter, han er endda bekymret for klimakrisen.
Superman bliver naturligvis ikke ringere af at være biseksuel. At han pludselig bliver biseksuel, i samme periode som der er et overdrevent fokus på seksualitet i de neoliberale kredse, lugter dog af et forsøg på at opdrage og til at få læserne til at tage “de rette værdier” til sig.
Eller hvad med den kinesiske komponist Bright Sheng, som blev nødt til at aflyse et seminar på University of Michigan og måtte frygte for sit job, efter at de studerende anklagede ham for racisme. Årsagen var, at han i sin undervisning viste filmen Othello fra 1965, hvor hovedpersonen optræder med blackface, ansigtet farvet sort.
Rækken af lignende historier er efterhånden lang og vidner om, at ideologisk propaganda, vi i sin tid oplevede i Østeuropa, er ved at dukke op i Vesten. Denne gang har den en en smule mere progressiv og smart form, men er i sin grundsubstans det samme. Formålet er at opdrage os, og især de unge, i en ideologi, man betragter som det korrekte syn på verden. I Sovjetunionen og den tidligere østblok opdragede man mennesker i overensstemmelse med socialistiske værdier, i Vesten i dag i overensstemmelse med de identitetspolitiske værdier.
Ideologisk propaganda, ensretning og samme syn på verden er, uanset hvad det handler om, skadelig og resulterer i et totalitært samfund. På den måde er “Bolsjevik” tilbage, og vi skal passe på, at han ikke bliver en fast del af vort samfund igen.
