Kære Marianne Stidsen

Jeg er så konservativ, at jeg i konkrete tilfælde flere gange oplever at være enig med feminister. Jeg synes, det var på tide, at Frank Jensen måtte trække sig som overborgmester efter sin opførsel. Det har jeg savnet længe før MeToo. Jeg kan virkelig ikke se det negative i at støtte kvinder i at sige fra over for overgreb. Og jeg mener også, at der må være ting, der kan være både professionelt og politisk diskvalificerende, selvom det ikke er ulovligt. Jeg er endda enig så langt, at samfundet består af mange mere eller mindre synlige strukturer, der regulerer vores indbyrdes interaktioner og dermed også har indflydelse på magtfordelingen.

Samtidig deler jeg din frygt for neomarxismen. Den anser alle strukturerne for skadelige, og hvis blot de bliver styrtet i grus, og de helt perfekte strukturer sættes i stedet, påstås det, at der fremstår et smukt og frit menneske. I hvert fald pånær de enkelte antirevolutionære, der må lade livet. De enkelte, der må dø, viser sig dog altid at være en større gruppe. I hver ny generation fremgror der desuden nye, der må ryddes af vejen. Jeg frygter marxismen, fordi den altid har ført ondskab med sig. Ondskaben er en naturlig konsekvens af dens forkerte menneskesyn. Den tror på menneskets iboende godhed og kvalitet. I modsætning til (neo)marxismen ser jeg mennesket som en blanding af godt og ondt. Og en blanding af godt og ondt er i udgangspunktet tættere på ondt end godt. Hvis man kun slår hustruen om fredagen er man ikke 6/7-dele fredelig ægtemand. Jeg ser derfor på strukturerne som nødvendige, selvom de sjældent er perfekte. Nødvendige for at bevare samfundsordenen, sikre friheden og beskytte retsstaten. Som konservativ er jeg med på at justere på strukturerne og genopbygge dem, hvor de måtte være ødelagt. Det kunne fx være seksualetikken, der trænger til en genopbygning efter 68’ernes nedbrydende adfærd.

Det leder mig til mit spørgsmål:

Hvordan udtrykker jeg min holdning bedst? Må jeg nødvendigvis tie stille med min forståelse for opgøret med overgrebene for ikke at blive en nyttig idiot for en neomarxistisk dagsorden? Ikke at blive én, der tror "på, at imødekommenhed og læggen sig, om ikke fladt, så dog halvvejs, ned er vejen frem"?

Indtil nu er mit eneste bud på en løsning at tale og skrive lidt længere om det. Som fx ovenfor.

Med venlig hilsen, Mads Vestergaard Jensen

Marianne Stidsen svarer: Kære Mads Vestergaard Jensen,

Tak for din kommentar og dit spørgsmål!

Jeg deler fuldkommen din afsky for overgreb mod kvinder og dit ønske om, at disse, hvor de end forekommer, skal imødegås på kraftigste vis. Men MeToo – og i det hele taget den radikalfeminisme, der har indtaget det offentlige rum i disse år – er efter min mening ikke måden at gøre det. Tværtimod er det den sikre vej væk fra de idealer, du og jeg tydeligvis deler.

Skal disse idealer fastholdes, må man kræve tre ting:

1) Skal en anklage om seksuel chikane eller seksuelt overgreb tages alvorligt, må og skal den være konkret. Er der fx tale om en arbejdsplads, må man kræve, at vedkommende, der føler sig forulempet, går til de instanser, der i dag findes overalt til håndtering af den slags, og fortæller præcis, hvad der er sket, og præcis hvem der har gjort det, hvor det har fundet sted osv. Anonyme og diffuse anklager, som spredes i hobetal rundt i det offentlige rum, uden at man først har forsøgt at få dem behandlet i det eksisterende system, og uden at man i det hele taget kender deres specifikke indhold og validitet, mener jeg ikke fortjener at blive taget seriøst. De har, som jeg ser det, kun ét formål, nemlig at være med til at destabilisere samfundet og de systemer, der allerede findes til sikring af, at såvel landets love som dekorumkrav overholdes. Kort sagt: De bruges – efter alt at dømme af nogle kyniske, aktivistiske strateger – til at mane problemer frem, som enten ikke findes eller ikke kan kontrolleres og efterprøves. Således at det kan begrunde en total – for ikke at sige totalitær – samfundsomvæltning.

2) Der må være en forældelsesfrist. Det er uforeneligt med et civiliseret samfunds- og menneskesyn, at nogen skal kunne komme 10, 20, 30 år efter og anklage andre for noget, som om det var sket i går. Ofte endda – som vi har set – for noget, der for de fleste mennesker ligger under bagatelgrænsen: en hånd på et lår, et strøg over nakken, en venlig ment kompliment, der efterfølgende bliver opfattet som et overgreb på niveau med en brutal overfaldsvoldtægt. Det er simpelthen ikke en civilisation værdig, hvad enten den anklagede hedder Frank Jensen, Jeppe Kofod eller Morten Østergaard.

3) Ingen bør kunne miste sit arbejde, udskammes eller på anden vis dømmes, uden at der har været en rimelig partshøring – akkurat ligesom i retssystemet. Her er MeToo i særdeleshed afsporet. Siden sagen mod Harvey Weinstein eksploderede, er det blevet kutyme, at anklager (som oftest kvinder) og anklaget (som oftest mænd) har ulige rettigheder. Igen og igen har vi oplevet mænd blive dømt, uden at deres side af sagen er blevet hørt. Dette i sig selv burde være nok til, at enhver tilhænger af demokrati og retssystem – ikke mindst borgerlige – satte foden ned. Men desværre ser vi ofte det modsatte.

Pejlemærker som de tre ovennævnte kan være med til at holde fast i den vigtige bekæmpelse af seksuel chikane, samtidig med at vi holder fast i vores demokratiske retssamfunds grundpræmisser. Det vil sige holder fast i, at der altid må og skal en formel undersøgelse til, før nogen eventuelt kan dømmes. Det handler kort sagt om at tage de reelle problemer dybt alvorligt, men pure afvise at beskæftige sig med problemer, blot fordi nogen – uden rationel argumentation og uden ordentlig dokumentation eller bevisførelse – påstår, at de er det.

Til sidst: Jeg har forståelse for din bekymring for seksualetikken, ikke mindst i en tid, hvor de sociale medier har været med til at skabe nogle groteske og inhumane forestillinger om, hvad seksuallivet indebærer. Men når det er sagt, er jeg samtidig tilhænger af den fjerne, neutrale statsmagt, dvs. den statsmagt, der modsat den førmoderne, nære statsmagt lader det være op til den enkelte, hvordan man vil leve sit liv. Så længe det foregår inden for lovens rammer. Det mener jeg også er det eneste holdbare fundament for et demokratisk samfund, at det er baseret på grundidéen om den enkelte borgers autonomi og evne til at styre sig selv. I modsat fald får man noget, der minder om det, Mette Frederiksen og hendes mindretalsregering i øjeblikket er ved at indføre under dække af coronakrisen, nemlig en autokratisk statsmagt, hvor hele samfundet fra yderst til inderst er gennemsyret af en bestemt ideologi og en bestemt morale. Sådan et samfund ønsker jeg ikke selv at leve i – uanset hvilket politisk fortegn det har. Og sådan et samfund har jeg svært ved at tro, nogen borgerlig – kvinde som mand – oprigtigt ønsker at leve i.

Til gengæld vil jeg gerne kraftigt opfordre til, at uddannelses- og kulturpolitikere af alle partifarver på den lange bane indser nødvendigheden af igen at tænke dannelse – eller mere præcist: karakterdannelse – ind i deres programmer. For det med at blive en autonom samfundsborger, der er i stand til at styre sig selv, kommer jo ikke ud af den blå luft. Det er resultatet af en langsom, gradvis, eksistentiel modning, som vi alle må igennem, og som ikke mindst læsning af litteratur og oplevelsen af kunst kan virke befordrende på. Fordi litteraturen og kunsten netop har den helt særlige egenskab, at den hjælper os til at stille nogle vigtige spørgsmål, som vi så selv må finde svar på.

Venlige hilsener, Marianne Stidsen