Jeg har haft alvorlige overvejelser, om jeg i nærværende indlæg skulle forsøge at polere min retorik, da jeg ofte får at vide, at den – ligesom Trumps og Støjbergs – står i vejen for det i bund og grund fornuftige budskab, jeg gerne vil formidle. Men jeg er nu nået frem til, at alt det fokus på retorik og ordvalg mere er en taktisk afledningsmanøvre, der handler om at beklikke den, man er uenig med, end det er noget som helst andet. Derfor har jeg tænkt mig – nok engang – at gøre brug af min indtil videre grundlovssikrede ytringsfrihed og sige det akkurat sådan, som jeg oplever det. Og sådan som jeg mener, det faktisk er. Uden nervøse omsvøb.
MeToo og identitetspolitikken
Identitetspolitik er, som det vist også er ved at gå op for flere og flere, vor tids nye sort. Marx’ og Maos klassekamp er skiftet ud med intersektionalismens kulturelle anerkendelseskampe. Fællesnævneren – der i sidste instans skriver sig tilbage til filosoffen Freidrich Hegel – er således fuldkommen den samme. Nemlig at samfundets indretning opfattes som resultatet af en rasende, uforsonlig magtstrid, hvor det gælder om med alle midler – gentager: med alle midler – at få udslettet modstanderen, inden denne når at udslette én selv. Hvad enten modstanderen så hedder kapitalisme eller den hvide heteroseksuelle midaldrende mand. I stedet for – med Hegels antipode, Immanuel Kant – at tro på, at borgernes forskellige interesser kan bøjes fornuftigt ind mod hinanden i en civiliseret sameksistens, hvor både fællesskabet, den individuelle frihed og retten til forskellighed respekteres. Diktatur er navnet på den første samfundsform. Demokrati er navnet på den anden. For demokrati betyder nu engang ikke at tale pænt, men at tale frit.
Men hvordan passer #MeToo egentlig ind i alt det her? Det er der sikkert en del, der spørger sig selv om, ikke mindst efter bevægelsen blev kickstartet igen i Danmark her i efteråret. Og det er med god grund, for MeToo’s tilhørsforhold til den identitetspolitiske bevægelse bliver ofte tilsløret. Især mange borgerlige har ment, at man godt kunne udskille MeToo-bevægelsen fra den civilisationstruende identitetspolitiske venstreekstremisme. Af samme grund er #MeToo blevet set som grundlæggende positiv i sit anlæg, mens identitetspolitikken er blevet set som noget fortrinsvis negativt, der under dække af arbejdet for mangfoldighed marcherer direkte mod ensretning og totalitarisme. Berlingskes ene chefredaktør, Mette Østergaard, men også andre, har stået for den opfattelse.
Det er imidlertid en kæmpestor fejl, mener jeg. MeToo er ikke adskilt fra, men er en del af identitetspolitikken og det nye social justice-oprør, der vil vælte det moderne borgerligt liberale samfund omkuld og erstatte det med et ensrettet totalitært regime baseret på en overordnet rød statsideologi og en overordnet rød statsretorik. Det bliver man altså nødt til at forstå. Hvad mere er: MeToo er selve katalysatoren for dette oprør.
Radikalfeminismens diktatur
Man skal huske på, hvor identitetspolitikken stammer fra, hvad der er dens filosofiske og idéhistoriske udgangspunkt. Det er netop det, man kalder for fjerdebølgefeminismen eller ultrafeminismen. En særlig udgave af feminismen, udviklet af bl.a. amerikaneren Judith Butler, hvor forskellene mellem mennesker og deres gruppeidentiteter understreges snarere end nedtones. Ikke alene forskellen mellem mænd og kvinder fremhæves, men også forskellen mellem farvede og hvide, hetero- og trans- eller homoseksuelle osv.
Det påstås herefter – i kølvandet på den hegelianske og marxistiske tankegang – at det borgerligt liberale samfunds grundstruktur er og bliver gennemsyret af en sexisme og racisme og chauvinisme, som man bare ikke har kunnet få øje på før, fordi man på universalistisk vis har været optaget af at opfatte mennesker som basalt set fælles om at være mennesker. (Ikke, i parentes bemærket, i den forstand, at alle individer blev betragtet som ens. Men i den forstand, at forskellene mellem de forskellige kollektive og sociale grupperinger i dette samfund ikke ses som det eneste, der definerer os).
Derfor må, sådan lyder aktivisttankegangen, nogle først fjernes eller gøres tavse, før andre føler, de kan være der – jævnfør også Butlers forsøg på at dreje begrebet ytringsfrihed i retning af hadtale, eller ’sårende tale’, som hun kalder det. Migrerende totalitarisme, har jeg kaldt dette fænomen. Hertil kan man føje: på rullende præmisser. Fordi præmisserne hele tiden ændres, så de giver det ønskede resultat og de ønskede svar.
Det er lige præcis dén filosofi, MeToo fra starten af læner sig tungt op ad, for ikke at sige inkarnerer. Humlen i MeToo er jo, at der har hersket en social ulighed mellem mænd og kvinder, som vi i den civiliserede del af verden efterhånden troede var, om ikke just helt væk, så dog i det mindste kraftigt reduceret. Det er den ikke, ifølge MeToo-aktivisterne. Ikke hvis man kigger ordentligt efter. Og der skal virkelig kigges efter. Der skal nærmest bruges lup eller mikroskop for at se dem, undertrykkelsesmekanismerne. For det handler her om de mindste bittesmå krænkelser og fornærmelser. De er der, lyder argumentet. Og de skal i dén grad løftes frem i lyset. Ligesom der skal drages de voldsomste strukturelle konsekvenser af dem.
Heraf følger den fuldstændigt ukontrollable spredning af diffuse anklager i øst og vest mod diverse – ikke sjældent offentligt kendte – mænd. Hvoraf en del har ført til folkedomstolsfældelser, for ikke at sige karaktermord, og kun nogle ganske få – gentager: kun nogle ganske få – til egentlige domfældelser. I flere tilfælde endda højst tvivlsomme sådanne – jævnfør fx den svenske forfatter Katarina Frostensons nyligt udkomne bog F, der sætter spørgsmålstegn ved dommen over hendes mand Jean-Claude Arnault, den såkaldte ’Kulturprofil’, der gav anledning til de dybe konflikter i Det Svenske Akademi i 2017 og 18.
Er dette blot en uheldig sideeffekt af MeToo, som nogle har villet foreslå? Nej, det er ej. Det er selve essensen af MeToo, at civilisationens universalistiske grundprincip om respekt for naturretten, dvs. for alle menneskers ret til frihed inden for lovens rammer og – ikke mindst – til fair og uvildig rettergang i stridsspørgsmål, undermineres i den påståede sociale retfærdigheds navn. Med andre ord: særret sættes over ligeret. Proletariatets diktatur udskiftes med radikalfeminismens diktatur – sådan som det de facto er sket i flere europæiske lande og i stor udstrækning også i EU. Universalisme udskiftes med partikularisme og primitiv stammetænkning. Som kvinde er du primært kvinde. Og hvis du ikke selv varetager dine kønsinteresser benhårdt og sætter dig i førersædet sammen med dine tvangsindlagte medsøstre – eller sammen med de kastrerede mænd, der har bøjet sig for overmagten – sætter mændene dig om på bagsædet og kører rundt med dig, som de vil. Du styrer – eller du bliver styret. Anden mulighed findes ikke. Ifølge deres samfundsforståelse, hvor det man plejede at kalde ’midten’ slet og ret er afskaffet.
De borgerliges tornerosesøvn
Med MeToo kommer altså den intersektionalistiske radikalfeminisme med dens afsæt i hegeliansk, marxistisk og foucaultsk magtkritik og interessekamp til Europa. Det er den rambuk eller den trojanske hest – som Henrik Dahl har talt om – der baner vejen for, at den identitetspolitiske migrerende totalitarisme i bredere forstand kan krydse Atlanten og sætte sit fede aftryk på Europa. Uden MeToo er det helt utænkeligt, at identitetspolitikken ville være kommet hertil. I hvert fald er det utænkeligt, at den ville have fået den indflydelse og det bemærkelsesværdige gennemslag, den har. Et gennemslag, vi ikke bare har set komme til udtryk i de seneste episoder fra Kunstakademiet i København, hvor det ikke handler om køn, men om race. Men et gennemslag, der også kommer til udtryk, når eksempelvis en lektor fra et dansk universitet direkte går ud i medierne og forsvarer de indiskutable ulovligheder, der er foregået på akademiet.
For samtlige våben gælder i den post- eller neomarxistiske anerkendelseskamp og kamp for at revolutionere samfundet i dybden og skabe en totalitær stat – hvad enten det drejer sig om kvinderne over for mændene eller de farvede over for de hvide. Alle påstande om alt muligt, som ikke skal dokumenteres eller efterprøves ordentligt, gælder. Ændring af præmisserne undervejs, så de giver det ønskede resultat, gælder. Indgreb i de humanistiske og civilisatoriske rettigheder – så som ejendomsretten, ytringsfrihedsretten eller retten til at blive betragtet som uskyldig, indtil det modsatte er bevist – gælder. Præcis som de gjorde det i den oprindelige marxistiske klassekamp.
MeToo er dermed selve den lunte, der får det identitetspolitiske krudt til også at eksplodere hos os, og ikke en biting ved bevægelsen. Bemærk, at før MeToo rystede de fleste europæere – venstre- såvel som højreorienterede – på hovedet over det, der i USA i 1980’erne og 90’erne gik under navnet ’politisk korrekthed’. For ikke at sige: grinede over hele femøren ad dens absurditeter. Siden har piben fået en anden lyd, i takt med at fænomenet har skiftet navn til identitetspolitik, og MeToo er kommet til med hele dens totalitaristiske, selvretfærdige og magtfuldkomne wokeness.
Det har ført til, at en flanke på størrelse med skibet Estonias bovport har åbnet sig for den politiske korrektheds ødelæggende indtrængen tilmed hos os. Og lige nu er vi så at sige alle ved at drukne i dens slam. Mens smilet på læben stivner mere og mere.
Hvem har vi at takke for, at det er gået så galt? Ud over aktivisterne selv har vi alle dem, som naivt er vedblevet med at støtte op om MeToo i troen på, at denne bevægelse enten kunne skilles fra den identitetspolitiske bevægelse eller opdeles i en god og en dårlig del. Og i troen på, at dialogsøgende imødekommenhed – fx i forhold til indførelsen af en retsligt dybt diskutabel samtykkelov – kunne modvirke polarisering. For man går pr. definition ikke i clinch med sin modstander, hvis man er aktivist. Man censurerer vedkommende. Man lukker munden på ham eller hende. Man deplatformer vedkommende, som det hedder. Al denne snak om splittende retorik er således rent taktisk spilfægteri. Og kun få ser det. Desværre. Selv den ellers altid årvågne politiske kommentator Hans Engell ser det ikke. Også han tror – ligesom andre borgerlige – på, at imødekommenhed og læggen sig, om ikke fladt, så dog halvvejs, ned er vejen frem.
Men imødekommenhed og selvundskyldende, afbøjende efterplapren kan ikke standse dette. Det kunne det ikke i efteråret 2017, hvor MeToo-bevægelsen blev skudt i gang i forbindelse med New York Times’ artikler om filmproduceren Harvey Weinstein. Og det kan det ikke nu, hvor alle mulige mænd væltes ned fra deres piedestaler – fra Morten Østergaard til Frank Jensen. MeToo er ikke blot identitetspolitikkens lunte og vehikel. Den er dens moder og dens uskyldigt udseende skønt altødelæggende kraft. En revolutionisme i fåreklæder, som jeg har kaldt det. Lige så uskyldig og lige så ødelæggende som den berømte kjole fra en kendt tv-værtindes show, der for nogle måneder siden var medvirkende til at sætte kønskampbølgen i gang påny i Danmark. En kjole, som nu er både præmieret – sammen med ejeren – og købt af Nationalmuseet. For at det ikke skal være løgn.
Der går dermed en lige linje fra MeToo til aktionen på Kunstakademiet i København og andre demokratiske skændsler udført i identitetspolitikkens navn. Og strategien fra Det Kongelige Danske Kunstakademis rektor, der netop viste imødekommenhed ud over alle tænkelige grænser over for aktivisterne, understregede med al tydelighed – eller burde understrege – at denne strategi ikke holder. Som det er tilfældet med andre typer af terrorisme, opmuntrer det tværtimod de nye tyranner. Polariseringen er således ene og alene – jeg gentager: ene og alene – deres værk. Fordi de netop, hvad enten det er kvinde- eller race- eller transaktivister, systematisk tænker i konflikt og interessemodsætning, fremfor i fordragelig sameksistens.
Igen: fordragelig sameksistens handler ikke om kun at måtte bruge et bestemt sprog, altså om at tale ’pænt’ – eller rettere: tale sådan som nogle synes, vi skal tale. Det handler om, at vi alle sammen skal kunne være her. Det skal vi ikke, ifølge aktivisterne. Det her er kun starten, hører vi dem atter og atter proklamere, hver eneste gang de har fået en ny sejr hevet i land. Der findes angiveligt utallige andre buster og kulturarvsstykker, som man mener også trænger til at blive smadret i renhedens og ensretningens navn. Så ingen generation efter én selv kan få mulighed for med egne øjne og tanker at tage stilling til dem. Ligesom der angiveligt findes et utal andre mænd, som også skal ned med nakken og underkaste sig ultrafeminismens identitetspolitiske hegemoni. Eller – som vi har set i bl.a. England på det seneste – medsøstre, der skal ned med nakken, fordi de ikke vil marchere i tilstrækkelig takt. Sådan ser aktivisternes angiveligt ikke-splittende virksomhed nemlig ud bag facaden.
På den yderste dag
Siden MeToo kom til verden, er det kun gået én vej. Mod det totale forlis, den totale opløsning af den åbne, civiliserede, meritokratiske samfundsmodel, som er udformet i Vesten gennem de seneste par hundrede år, men som Vesten ikke har patent på. Først og fremmest, vil jeg hævde, fordi borgerlige og centrumvenstre-orienterede – ikke mindst kvinder – er hoppet med på bevægelsen.
Det er dem - eller jer rettere – der i sidste ende er grunden til, at det i dag er lykkedes de nye venstrerevolutionære identitetskrigere på alle fronter og af alle afstøbninger at noget nær omkalfatre samfundet, så det kan være svært at kende det igen. Alle dem, der har støttet MeToo, har også været med til at bane vejen for det, der lige nu sker på Kunstakademiet og andre steder. Ikke folk som Støjberg og undertegnede. Vi – såvel som andre – kæmper tværtimod for, at det åbne samfund, hvor der stadig er plads til alle – herunder vores politiske modstandere – kan vedblive med at eksistere. Og et samfund, fremfor alt, hvor demokratiets hovedhjørnesten, de civile frihedsrettigheder, er intakt.
Hvad har I egentlig tænkt jer? Tror I virkelig, at I ikke også vil blive ramt af kuglerne – eller hammeren – på den yderste dag? Tror I virkelig, at I ikke også, alle I borgerlige MeToo-sympatisører, på et tidspunkt vil blive udrenset? Som en ærlig MeToo’er skrev på et tidspunkt i den svenske avis Expressen: ”En feministisk revolution kan aldrig være ledet af liberale. For når det virkelige arbejde begynder, efter revolutionen, vil opinionen være vendt rundt.” Underforstået: være vendt mod de liberale selv. Så er det ligesom skåret ud i pap.
Når det sker, hvad vil I da gøre? Stadig sidde i cellen og tale om splittelse, mens folk som Inger Støjberg og undertegnede forsøger at forsvare det rum, I kan være i. Eventuelt med hjælp fra et par verbale traktorer?
Man håber det ikke. Man håber, at I inden da vil komme til … ja, fornuft. Frem for, som det sker nu, at bidrage til den kollektive mazistiske hjernevask.
Og hvis nogen synes, det udtryk er slemt, må man jo bare sige: Det er vel ikke værre end ’toksisk maskulinitet’?
Læs også Borgerlig mand: Man bliver ikke venstrefløjens nyttige idiot, fordi man er imod overgreb, hvor en læser svarer på indlægget her og får svar retur fra Marianne Stidsen.
