De kan komme med alle deres mainstreammedier og fællesskabsregler, deres reklamebudgetter og voldsparate pøbel, deres fokusgrupper og dåseakademikere, deres kunststøtte og lange vej gennem institutionerne, deres holdningsbearbejdelse og deplatforming – jeg tror på ordet! Man kan ellers godt komme i tvivl, når den vestlige verdens største firmaer og institutioner tilsyneladende samarbejder om at ensrette en forbløffende føjelig offentlighed. Men jeg tror, at ærlig snak i sidste ende vil trodse den rå magt.
Det gør jeg sjældent så lidenskabeligt, som når jeg hører komikeren Greg Gutfeld gøre nar ad alle sine politisk korrekte konkurrenter (se Gutfelds show på Fox News 2. juli, de første otte minutter). Man kan stille alle de propagandister op, det skal være, uden alligevel at kunne dæmme op for ordets magt. Og når den liberale kulturelite har fået anbragt sig i en position, hvor en retorik som Gutfelds overhovedet kan komme på tale, ser jeg ingen mulig fremtid for den. Alle verdens dollars kan ikke købe dig gode argumenter, og de kan heller ikke købe dig latteren over på din side.
Moralen er, at evnen til at få ret i en diskussion ikke er en ting, man kan beherske teknisk. Den kraft, som Habermas så rammende har kaldt “det bedre arguments tvangløse tvang”, kan ikke måles i kvantitative kategorier. Dette kan virke helt ubegribeligt for fladbundede objektivister, der insisterer på at tælle sig frem til magtfordelingen i et hvilket som helst anliggende: Hvor mange penge? Hvor mange platforme? Hvor mange eftersnakkere, og hvor meget taletid? Alt synes at ligne mekaniske kræfter, hvis effekt på en eller anden måde kan regnes ud.
For eksempel blev jeg engang til en familiefest præsenteret for den kommunikationsteoretiske visdom, at billeder påvirker folk mere end ord, fordi de rent kvantitativt indeholder mere “information”. Jeg sad og overvejede et modargument baseret på det eksempel, at Yasser Arafats død ikke krævede billeddokumentation for at ryste masserne – men en kvik 12-årig kom mig i forkøbet: “Vil det sige, at hvis jeg får at vide, at min mor er død, vil jeg være ligeglad, hvis det bare bliver sagt til mig?” Det ser ud til, at man i jagten på en slags naturlove for kommunikation kan glemme de simpleste fænomener: semantisk indhold, sandhedsværdi, en verden uden for sproget.
Gutfelds retoriske sejr over statskomikerne minder mig om, hvad man måske kan udtrykke således, at sandheden kun behøver at blive hvisket for at slå igennem. At man som debattør er i mindretal, kan i vidt omfang opvejes, hvis man står med en bedre sag end modparten. Den politiske kommentator Ben Shapiro synes at have været styret af netop den tanke, da han for nylig udtrykte en vis optimismet omkring sin kommende konkurrencesituation i forhold til Disney-koncernen. Historien er, at Disney støtter transideologisk indoktrinering af børn, og at Shapiros konservative himmelstormermedie, The Daily Wire, derfor vil investere 100 millioner dollars i alternativ børneunderholdning.
De 100 millioner rækker naturligvis ikke langt i konkurrence med Disneys gigantiske reklamebudget, men hertil bemærkede Shapiro, at Disney-koncernens reklamer i virkeligheden vil virke til støtte for The Daily Wire. Argumentet er, at jo mere Disney promoverer sin queer ideologi over for forbrugerne, jo mere vil disse flygte over til en mere traditionalistisk udbyder af børnekultur. Heri ligger en tanke, som går tabt, hvis man kun beskæftiger sig med kvantiteten af information, opmærksomhed og synlighed: Nogle synspunkter vinder rigtignok ved mere taletid – men andre taber, i nogle tilfælde fordi de trives allerbedst i et elitært-bureaukratisk halvmørke.
Apropos The Daily Wire har platformen netop afholdt sit årlige show til fejring af sin nu syvårige historie som en eksplosiv og utidssvarende succes. Showet fandt sted i Nashville, og det kan (i hvert fald så længe popmaoister som Neil Young ikke får held til at lukke det ned) høres på Spotify. I den anledning annoncerede de faste værter på The Daily Wire – Ben Shapiro, Michael Knowles, Andrew Klavan, Candace Owens og Matt Walsh – firmaets åbning af en helt ny platform, The Daily Wire Plus, der blandt andet skal tage konkurrencen op med både Disney og Hollywood. En yderligere nyhed var, at den gammelkendte Dennis Prager, hvis videoer med ‘The Prager University’ længe er blevet flittigt censureret på YouTube, fremover skal levere materiale direkte til The Daily Wire Plus. Men dagens med garanti største nyhed var, at også den herostratisk dæmoniserede canadiske psykolog Jordan Peterson bliver en del af holdet.
Jordan Peterson har længe været storleverandør af lysglimt i den åndelige formørkelse, der ellers synes at have sænket sig over Vestens intellektuelle i almindelighed. Men Peterson er også en af de få kendte samtidskritikere, der har tilstrækkelig spekulativ dybde til at give et kvalificeret bud på, hvad der kan være gået galt i Vestens nyere idéhistorie. Dette anede man for eksempel, da Peterson engang under et interview begav sig ud i at foretage en videnskabsteoretisk sondring mellem ‘fakta’ og ‘værdier’.
Hvorefter han sukkende, med et tomt udtryk i øjnene, konstaterede, at det var det sidste, der skulle have været humanioras emneområde. Men også under sin optræden ved det larmende Daily Wire-show forleden formåede Peterson i forbifarten at smide nogle for mig aldeles uforglemmelige guldkorn fra sig. Disse guldkorn vedrører netop det tema, jeg har anslået ovenfor: grænserne for et teknokratisk syn på kommunikation.
Der består et åbenlyst slægtskab imellem to moderne overdrivelser: på den ene side den positivistiske grundantagelse, at alt, herunder også sociale og kommunikative relationer, skal konciperes i tingslige begreber. På den anden side den typisk venstreintellektuelle idé, at alle relationer skal opfattes som styret af magt. Begge tankegange er reduktionistiske på en måde, der truer med at gøre dem selvgendrivende, hvis man begynder at bore i, hvordan de selv skal opfattes. Det er værd at tænke lidt over den selvrefleksivitet, der ligger i, at det, man siger om mennesker i almindelighed, også må gælde en selv.
Således kan jeg godt gyse, når jeg overvejer, hvad den påstand, at alt handler om magt, mon afslører om moralen hos den, der fremsætter den – for eksempel om personens syn på sandhed som et mål i sig selv og legitimiteten af løgn og manipulation i en højere sags tjeneste. Alligevel har jeg dog aldrig udtrykt det så knivskarpt, som Jordan Peterson gjorde i Nashville: “... it's all about power. And every time I hear that now, I think: That is not a sociological observation! That's a confession on your part!” (Udtalelsen falder 2 timer og 2 minutter inde i showet.)
Så cheer up! Man behøver ikke at blive hængende i kunstcaféen eller på lærerværelset, hvor alle siger og undlader at sige det samme. Der findes masser af mennesker, der både kan og tør tænke, og hvem ved: Måske har både Vesten og den intellektuelle samvittighed en fremtid på den anden side af tidens hekseri.
