I denne søde højtid skal ikke alt handle om mundbind, sms’er og rigsretssager. Nej, her på Kontrast taler vi nemlig kristendom og borgerlighed. En debat om noget af det væsentligste i vores kultur, der imidlertid sjældent får lov til at udfolde sig som andet end lidt overfladekradseri. 

Derfor er jeg gevaldig begejstret for, at mit indlæg fra forleden, hvor jeg problematiserede det realistiske i en del borgerliges ønske om at genrejse kristendommen, har ledt til både skarpe og sjove genmæler. Både i diverse kommentartråde under indlægget og i vores spalter, hvor den gode Christian Egander Skov opponerede. Hans indlæg opsummerer det meste af kritikken, så det fokuserer jeg på her. 

Egander hævder, at jeg skulle vide, at “de kristne slet ikke er sådan helt rigtig kristne”, og derudover, at jeg skulle sige et eller andet om den “sande kristendom”. Begge dele er stråmænd. Jeg taler intetsteds om “ægte” eller “sande” kristne. 

Naturligvis kan jeg ikke anvise, hvilken religiøs tilgang er rigtigst, eftersom jeg ikke tror på nogen af religionerne. Af samme grund vil jeg lige så lidt belære kristne om, hvorvidt katolicismen eller protestantismen er den rette lære, som jeg vil erklære shia-islam for mere sand end sunni-islam. 

Derfor siger jeg heller ikke, at man i 1600-tallet vidste en “hel del om kristendommen, som vi ikke ved i dag”. Derimod siger jeg, at man dengang praktiserede kristendommen på en anden og mere inderlig måde, end det store flertal gør i dag. Selve min pointe er, at kristendommen har haft en “afgørende og positiv betydning for udviklingen af den vestlige kultur og civilisation, vi i dag lever i”, som jeg indledningsvis skrev. Fordi nogle religiøse praksisser skaber bedre samfund end andre. 

Her er det min påstand, at nutidens kristne ikke er kristne på den måde (om nogen) som dem, der, jf. Max Weber og Joseph Henrich, lagde fundamentet for den vestlige civilisation og kulturs succes i en lang række henseender. 

Det mener jeg både er en banal konstatering og i øvrigt relativt indlysende. Hvis Egander er uenig, så er det naturligvis fint, og i så fald er der antageligvis slet ikke noget problem, og han kan bare kan læne sig tilbage, læse lidt Chesterton, betrygget over at den hellige grav er velforvaret, og i øvrigt nyde evangeliets fortsatte sejrsgang i Vesten. Held og lykke med det.

Jeg bliver også nødt til at tage fat i en påstand, jeg finder i særklasse underlig. At jeg skulle opfatte Egander og flere af dem, jeg nævner i indlægget som “en art teokrater”, fordi de ønsker mere kristendom i folkeskolen eller har fundet inspiration hos katolske tænkere. Jeg ved oprigtigt ikke hvorfra, den påstand kommer. Jeg anklager ingen for teokrati, og i indlægget fremhæver jeg eksplicit Ross Douthat som en, jeg selv opfatter som glimrende.  Skulle det være for diffust, tilføjer jeg gerne her også: original, interessant og altid læseværdig. Jeg forstår ikke, hvordan en så skarp læser som Egander formår at ane anklager om teokrati i teksten. 

Egander skriver endvidere, at min manglende tro skyldes et valg. Jeg vil hævde, at den skyldes et manglende tilvalg af en religion. Fair nok, et manglende tilvalg kan man jo også kalde et fravalg, så det skal ikke skille os ad.

Men i så fald har vi åbenlyst begge fravalgt et utal af religioner, jeg blot en enkelt mere end Egander. Og hvis ikke Egander har forkastet islam, asatro eller buddhisme på grund af “denne eller hin scientistiske reduktionisme”, som han kalder det, ved jeg ikke helt, hvorfor han så skråsikkert kan forkaste religioner, som milliarder af andre på tilsvarende vis opfatter som åbenbarede og ubestrideligt sande.

Eller jo, jeg har faktisk et gæt. Og det er, at Egander vil sige, at kristendommen er overleveret gennem utallige generationer og har dybe rødder i historien, og vi lever i et land, hvor evangeliet bliver forkyndt, og derfor burde det være særlig meningsgivende for mig på denne plet på kloden. Problemet er, at vi her er tilbage ved mit centrale argument. Sådan var det engang, men ikke længere. Kristendommen er ikke længere en del af min og mange andres givne virkelighed.

Hvis man blot, som Egander skriver, vil stille sig tilfreds med at se på den manglende kristentro i Danmark, som på en mand, der ikke har arme eller ben, og konstatere, at det ville være bedre, hvis lemmerne ikke manglede, er det jo fint. Og jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret et stykke af vejen, nu det er selve det spørgsmål, mit indlæg kredser om. For måske ville kristendommen faktisk være en afgørende modvægt til nogle af de forfaldstendenser, man ser i Vesten.

Jeg er helt med på, at man fint kan mene, det er en form for moralsk brist eller et svigt, at jeg og mange andre ikke bekender sig til kristendommen, fordi vi har rig mulighed for at blive overbevist om dens sandhed, nu vi lever i et land, hvor den forkyndes. Ja, vi bor jo alle tæt på en kirke, hvor det glade budskab bliver forkyndt af en SF’er, der bijobber som præst. Og måske bliver juleevangeliet endda nævnt under spaghetti- eller U2-gudstjenestene ind imellem Benny Andersen-citaterne.

Men altså, det ser jo ikke rigtig ud til at virke, vel?

Selv i de markant mere religiøse lande som i Østeuropa ser kristendommen støt og roligt ud til at være på retur. Så kan Egander og co. stampe hidsigt i gulvet, mens de erklærer, at det sandelig er for dårligt, at man på den måde svigter religionen, men eftersom den forargelse ikke rigtig gør indtryk på mig og næppe heller de fleste andre, eller får nogen til at blive mere troende, hvad så?

Så når Egander spørger “Hvis ikke kristendommen, hvad fa’en så?”, er mit svar: Det aner jeg simpelthen ikke. Jeg har slet ikke nogen god civilreligion at sætte i stedet, og selvom jeg er glad for videnskab, tvivler jeg på, at et medlemskab af Facebook-gruppen “I fucking love science!” er en erstatning. 

Men hvis man mener, at kristendommen er svaret, så er spørgsmålet, som jeg lægger op til, “hvordan så?” Hvis man vil komme fra A til B, er det praktisk at have en plan eller et kort, og hvis man – også som kristen – ender samme sted som mig og dermed tvivlende på, hvorvidt det er realistisk at genkristne Vesten, fordi det faktisk allerede er for sent, så er det en nødvendig erkendelse? 

Med andre ord har jeg ikke noget svar, men vil gevaldig gerne høre buddene fra dem, der mener, at kristendommen er svaret, når nu stadig færre synes at finde det relevant eller overbevisende.