Konservative har et problem. Det mener i hvert fald nærværende medies redaktør Mikkel Andersson, der forleden skrev: ”Hvis man mener, at aftenlandets undergang kan skimtes i skumringen, og at denne er uløseligt knyttet til kristendommens nedtur som vor civilisations centrale lim, hvad er planen så egentlig?” 

Ja, hvad er planen? Før vi går ned i spørgsmålets kerne, er det måske værd at gøre en bemærkning. For her har vi jo en mand, der ved at granske hjerter og nyrer. Derfor ved han også, at de kristne slet ikke er sådan helt rigtig kristne. De er i hvert fald ikke, sådan som Andersson nu mener, at helt rigtige kristne nødvendigvis må være.

Sådan rigtig ægte sand kristendom
Det er, forstår jeg, noget med ”et altgennemtrængende socialt og moralsk kodeks, der regulerede og påvirkede menneskets både ydre og indre liv i kraft af såvel egne overbevisninger som social kontrol fra både medborgere og alle samfundets autoriteter”. Man skulle sikkert også sove med hænderne over dynen! Og hvis man altså ikke tror på denne måde, så er ens tro falmet. I 1600-tallet, må vi med redaktøren erkende, vidste man åbenbart en hel del om kristendommen, som vi ikke ved i dag. 

Måske skal man ikke tage ordet på ordet. Måske er det i dag bare en slags fromhed. Noget med Oxford-møder, hørbukser og quinoa-bøffer. Og hvis man så har levet sådan og er så heldig en dag at blive kørt over af en sporvogn, ja så kommer man i himmelen, hvor der er endnu flere Oxford-møder, quinoa-bøffer og hørbukser. I himlen kører alle Tesla. Hvad ved jeg? Denne sande kristendom kender jeg kun i glimt, men jeg ville så gerne vide mere.

Andersson har imidlertid en pointe et sted. Han skriver nemlig, at troen i dag ikke er givet, men et aktivt tilvalg. Sådan tror jeg, at det er – selv for den, der har overtaget troen i sin barndom som en selvfølgelighed. Vores selvfølgelighed får vi nemlig ikke lov til at beholde uantastet. Måske er det godt, det er i hvert fald et vilkår.

Mærkeligt nok mener den gode redaktør ikke, at hans egen manglende tro skyldes hans eget valg. Nej, nej, så sandelig ikke. 

Det er ifølge Mikkel troen selv, der er aldeles utroværdig. Mere præcist er det troens helt centrale påstand – nemlig at Gud blev menneske i menneskets historie – der slet ikke er overbevisende. Der må Han sgu finde på noget bedre. For Andersson skal overbevises. Ellers er han slet ikke med på den. Han vil som den vantro Thomas selv stikke fingrene gennem sårene i Kristus’ hænder for nu at se, om han virkelig er den korsfæstede Herre. ”Hvor var du for neandertalerne?” 

Men vantro er nu også et valg. Dette at kræve, at Åbenbaring skal stå skoleret for denne eller hin scientistiske reduktionisme, er et bevidst valg. Nu kan man måske undskylde Andersson med, at vi i dag får denne vantro i dåbsgave. Det er jo endog en art pointe i indlægget, og desværre en sand en af slagsen. 

Men selvom kulturen altså poder barnet på den golde forstandstro elmetræer, så vælger man selv at blive ved sin vantro. I hvert fald, når man er så heldig at være født i et land, hvor Evangeliet har lydt og fortsat lyder søndag efter søndag. 

De fleste bliver vel ved vantroen. Og mange vil vel gerne kalde denne vantro fornuft. Det lyder så sikkert. Whatever gets you through the night, som man siger. Vantroen viser sig meget hurtigt at være en tro. Det er som teologen Olesen Larsen sagde et sted: Denne verdens Gud eller denne verden som gud.

Vantro konservatisme
Jeg er vel også selv ud i snart sagt alle ting en tvivler. Og nok også en goldt grublende en af slagsen. Aldeles handlingslammet. Jeg har ikke engang en plan.

Men en af de sentenser, jeg holder mest af at citere, når jeg går rundt og disputerer med mine potteplanter, kommer fra Peter Berger. Ud over at være en af de helt store kanoner inden for religionssociologien var han også lutheraner. Troende ifølge ham selv. Men om han nu ville leve op til redaktørens høje standarder for, hvad sådan ægte sand kristentro er, ved jeg ikke.

Jeg bryder mig vældigt godt om dobbeltheden i Bergers position. Der er ikke noget mindre imponerende, end når en troende beslutter sig for at blive præst. Gudbevares, jeg sætter endog meget stor pris på teologer sådan i al almindelighed. Men det er altså cirka lige så overraskende, som når en hest napper en gulerod. 

Men at skulle fastholde en personlig tro, mens du samtidig holder religion ud i strakt arm som et forskningsobjekt, det kræver noget andet. Du dissekerer frøen, men du er også frøen. Måske er det mit sidefag i religionsvidenskab, der gør, at jeg forstår den sødmefulde smerte i dette livsbekræftende intellektuelle selvplageri.

Men ak, jeg forglemmer mig selv. Det var jo sentensen, det skulle handle om! Peter Berger var også konservativ. Eller det blev han i hvert fald, da verden gik af lave. Det er sådan, de fleste bliver konservative. Vi er få, for hvem det er en medfødt skavank. De fleste af os er så kedelige, at vores navne skrives i glemmebogen kort efter undfangelsen. 

Men Berger sagde altså, at der fandtes to slags konservative. De, der var konservative på grund af deres tro, og de, der var det på grund af deres vantro. Det er klogt sagt. 

Jeg har altid opfattet mig som tilhørende den sidste gruppe. Også dette må udgøre et problem, for da får jeg og andre ligeledes sindede vanskeligt ved at indfri fordringen om at diske op med en art teokratisk totalløsning, som jeg forstår, at det er vores opgave.

Mennersker uden arme
Er konservative stemmer som Marie Høgh – en af dem, Andersson fremhæver –  virkelig en art teokrater, der opfatter Vestens undergang som nært forestående, fordi de ønsker mere dannelse og kristendom i folkeskolen? Er de konservative såsom Kasper Støvring og Mikael Jalving – og til dels mig selv – der har fundet en vis inspiration hos forskellige katolske skribenter, en slags teokrater? Og handler debatten om kristendommen alene om dette med at ”frelse Vesten”, som det hedder i klummen.

Nej, der ligger en basal kortslutning i Anderssons kritik af den konservative sensibilitet for kristendommens betydning. 

Kristendommens positive kulturelle, politiske og sociologiske betydning for Vesten er netop ikke trossætninger, men fakta. Eller i hvert fald punkter, der gør krav på at være fakta og kan diskuteres som sådan. Når man peger på kristendommens betydning historisk og aktuelt, taler man ikke inde fra troen, men udefra. Man kan som sagt afvise den historiske analyse, men det gør redaktøren vist ikke. 

Han nægter bare at drage konsekvenser af den. 

Den historiske og sociologiske analyses sandhedsværdi er ikke betinget af, at man også har en plan. Bevares, det ville være dejligt med en plan. Særligt, hvis det er en god en af slagsen. 

Men jeg kan jo godt, når jeg går rundt i byen, se på en mand, om han har mistet både arme og ben, uden at jeg af den grund har den fjerneste anelse om, hvordan jeg skal sy dem på – endsige hvordan den stakkels mand dog nu skal komme omkring. Ingen anelse. Og måske har han selv savet dem af? Aner det ikke! 

Jeg kan dog sige så meget, at jeg tror, det ville have været bedre, hvis ikke han havde været dem foruden.

Eller foreslår redaktøren mon, at man, hvis man ikke besidder en sådan viden i, hvordan lemmer påsys, simpelthen benægter, at denne mand er uden arme og uden ben? Sådan er det jo med kristendommen i Anderssons klumme: Hvis vi ikke ved, hvordan vi får den tilbage, så er der ingen grund til at begræde, hvis den viger.

I virkeligheden er spørgsmålet ikke, hvad planen er. Det kan vi jo altid finde ud af. Indtil det altså under alle omstændigheder er for sent. Nej, det egentlige her er modspørgsmålet, man må stille til Mikkel Andersson: ”Hvis ikke kristendommen, hvad fa’en så?”