Et nyt hashtag har sat Twitter og omegn i brand. Snart hører vi nok ikke om andet. Det hedder #textmewhenyougethome. ”Skriv lige, når du er hjemme/fremme”, ville vi sige på dansk. Hashtagget og de dertilhørende analyser følger i kølvandet på #metoo og har spredt sig alle steder. 

Det var mordet på den 33-årige kvinde Sarah Everard i London, der fik fænomenet til at eksplodere. Sarah Everard forsvandt i begyndelsen af marts. Hendes lig blev fundet for nyligt.

Det er en tragedie, men der er ingen sag, der er for tragisk til at blive brugt politisk, og vi ville ikke leve i den tid, vi gør, hvis ikke dette kvindemord straks blev indforskrevet til woke-ismens kulturkamp.

Til Politiken udtaler køns- og diskriminationsforsker Mira Skadegård fra Aalborg Universitet, at det nye hashtag blot er en reaktion på virkeligheden: 

”Det er et faktum, at der findes et højt niveau af vold mod kvinder. Kvinder ved, at de er mere udsatte.”

Hvorvidt det er et faktum, vender vi tilbage til. Uanset om Mira Skadegård faktisk rammer virkeligheden, må man konstatere, at hun helt har fanget ånden i den aktuelle #textmewhenyougethome-kampagne. 

Selve ordlyden ”text me when you get home” stammer fra en bog af forfatteren Kayleen Schaefer af samme navn. Jeg har ikke læst den, men jeg forstår, at den tematiserer tætte venskaber mellem kvinder – bl.a. som et alternativ til ægteskabet – og som et redskab til female empowerment. 

Altså efter alt at dømme en bog, som i sit udgangspunkt fastlåser sin analyse i en elitefeministisk drengene-mod-pigerne retorik, hvor det kvindelige venskab bliver et slags læskur i en grum patriarkalsk virkelighed, hvor old boys-netværk lader de gode jobs rotere mellem gutterne, mens de brovtende bramfrit taler om, hvem de har sendt dick picks til i den forgangne uge.

Tryghed er et fundamentalt krav

Som aktuelt fænomen stammer hashtagget fra den britiske influencer Lucy Mountain, der identificerer sig som personlig træner. Hun skrev bl.a.: 

”Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal sige dette, thi mine ord formår ej at udtrykke det, som mange kvinder føler netop nu… Jeg føler en dyb forbindelsesfornemmelse mellem mig selv og andre kvinder i denne uge…” 

Hvorfor gør du det, spørger man sig uvægerligt. Jo fordi: 

”Vi har alle delt vores live locations. Vi har alle skiftet sko. Vi har alle holdt nøglerne mellem vores fingre. Vi har alle foretaget telefonopkald, ægte og fingerede…” Alle kvinder deler altså denne fornemmelse af utryghed i byen. Det føler Lucy Mountain netop i denne uge.

Er det er problem, at kvinder føler sig utrygge i nattelivet? Jeg tror, det er rigtigt. Og ja, det er naturligvis et problem. Derfor er det afgørende, at vi straffer vold, trusler og chikane hårdt. Tryghed er et fundamentalt menneskeligt krav, og det er netop det krav, der ligger bag de lov-og-orden-dagsordener, som ikke mindst borgerlige har slået sig op på.

Men det er her, vi skal holde tungen lige i munden. Pointen med #textmewhenyougethome er ikke at yde ilddækning for lov-og-orden-politik. Slet ikke! Nej, #textmewhenyougethome handler om noget helt andet. Derfor fortsætter Lucy Mountain da også:

”Det farlige er, at disse ting ikke engang føles som ´specielle sikkerhedsforanstaltninger’. De er bogstaveligt talt internaliserede adfærdsmønstre og handlinger, som vi har samlet op, siden vi var småpiger. Fordi ’ sådan er er det bare’.”

De mest udsatte i nattelivet

Her er problemet ikke længere usikkerheden, men at denne usikkerhed angiveligt er indpodet i alle piger, fra de er små. Den er blevet second nature. Og den sætter grænser for os. Den normerer vores opførsel. Friheden fra angsten forudsætter derfor friheden fra normerne. Det er ikke angsten, men virkeligheden, der er anstødsstenen.

Hvis ikke den køns- og normkritiske dagsorden er tydelig nok her, skæres pointen afslutningsvist ud i pap:

”Stop med at chikanere kvinder. Stop med at victim-blame kvinder. Stop med at bebyrde kvinder med vægten af andre mænds handlinger. En kvinde skulle have haft lov til at spadsere hjem.”

Hvem er dette ”stop” henvendt til? Naturligvis til mænd i al almindelighed. Den indignerede opfordring indsætter mænd i rollen som skabninger, der udskammer voldsofre og altid placerer ansvaret hos offer frem for gerningsmand.

Ja, den er jo ikke god! Men vent lidt. Er det virkelig sådan, det er? 

Kære med-mænd: Hvem kender I, der siger: ”Det var godt, hun blev tævet, hun viste jo ankel!” Mit gæt er ingen. Medmindre I kommer i salafistiske miljøer – og det skulle I så måske lade være med.

Hvem bebyrder kvinder med vægten af andre mænds handlinger? Hvem siger ”Gid vi ikke havde så mange henrivende ungmøer på gaden, de ægger mændene og gør dem voldelige!” 

Mit gæt igen: Det er der ingen, der siger. 

Og hvem mener ikke, at kvinder skal kunne gå hjem i fred? Ingen! Og er det overhovedet rigtigt, at de ikke kan gå hjem i fred. 

Er det virkelig, sådan som køns- og diskriminationsforsker Mira Skadegård hævder, ”et faktum”, at kvinder er mere udsatte. Ikke ifølge statistikken.

I justitsministeriets rapport Udsathed for vold og andre former for kriminalitet. Offerundersøgelserne 2005-2019 konkluderes det, at mænd i denne årrække har været i mellem en sjettedel og dobbelt så høj risiko for at blive udsat for vold end kvinder. Det er desuden en ret væsentlig pointe, at afstanden mellem mænd og kvinder her netop er størst i ungdommen. 

Og endelig kan man helt nøgternt konstatere, at det særligt er i nattelivet og i det offentlige rum – der, hvor det ifølge Mira Skadegård er et faktum, at kvinder er mest udsatte – at unge mænd faktisk er de allermest udsatte. 

Det mest risikable, du kan være i nattelivet, er en ung mand!

Men alt det er køns- og normkritikken ligeglad med. Her skaber ordet, hvad det nævner. Også når ordet lyver. 

Det centrale greb er nemlig at omskrive virkeligheden så den passer med teoriens anklageskrift. Herefter kan virkeligheden uden videre dømmes og fordømmes som endnu et eksempel på patriarkatet i al dets vælde.