Det hedder Copenhagen Pride, men hvor meget er der egentlig at være stolt af? Det tilbagevendende arrangement Copenhagen Pride fejrer de homoseksuelle, transseksuelle m.fl, som angiveligt bliver diskrimineret, og ved at føre sig frem i Københavns gader kæmper for ligebehandling.
De homoseksuelle, transseksuelle m.fl. forveksler dog ligestilling med særstilling. Deres årlige demonstration kan nemlig ikke kaldes andet end særbehandling samt en tvangsindlæggelse af andre i en egoistisk demonstration af denne gruppes seksualitet. En seksualitet, som disse mennesker naturligvis er i deres bedste ret til at have, men som efter min beskedne mening burde være deres private anliggende. På samme måde, som det er for alle andre, som LGBTQ+ folk ønsker ligestilling med.
Vi andre tvangsindlægger nemlig ikke andre mennesker til at høre om og betragte vores seksualitets retning eller lyster. Hysteriet omkring det såkaldte Copenhagen Pride bliver større og større år for år. Virksomhederne og de store multinationale selskaber er på det seneste også hoppet med på vognen. De har nemlig opdaget, at der er penge i skidtet.
I disse dage er det derfor så godt som umuligt ikke at blive konfronteret med regnbuefarver. De er alle vegne. I byens gader og stræder, i butikker, i transportmidler, på sportsstederne og i avisernes spalter. Regnbuefarverne er også i den virtuelle verden og på sociale medier, hvor danske og udenlandske virksomheder giver udtryk for deres store kærlighed for LGBTQ+.
Verden synes at være blevet helt skør. Ellers er det svært at forstå, at der hvert år bliver afholdt sådan et arrangement i et land, hvor homoseksuelle, transseksuelle m.fl. i det store og hele ikke bliver diskrimineret. De fleste danskere accepterer og respekterer personer tilhørende LGBTQ+. At der altid vil være nogle, der ikke gør, er blot den undtagelse, der bekræfter reglen. Disse mennesker bliver dog under ingen omstændigheder mere overbeviste ved at afholde flere og større parader.
Det er ikke rimeligt, at hele samfundet skal tvangsindlægges og tvangsfodres med LGBTQ+ og oven i købet skal være med til at finansiere hele seancen. Tiden er kommet til, at folkene bag LGBTQ+ også udviser deres samfundssind og glemmer sig selv for en stund. Den eneste måde at gøre det på, er at droppe deres årlige parade og f.eks. give plads til andre befolkningsgrupper, som også fortjener lidt opmærksomhed.
Hvad med f.eks. blinde, fysisk handicappede, muslimer eller gamle mennesker, som med sikkerhed også vil kunne sige, at de indimellem føler sig diskriminerede?
Folket bag LGBTQ+ kunne så passende fortsætte deres kamp i lande, hvor accept af homoseksualitet eller transseksualitet ikke er den samme selvfølge, som det er i Danmark. De kunne f.eks. arrangere en parade i de såkaldte LGBT-fri byer i Polen, hjælpe deres brødre og søstre i Rusland, arrangere parader dér, eller blot samarbejde med russiske homo- og transseksuelle om deres kamp for deres seksualitet.
Det vil med sikkerhed begejstre de virksomheder og multinationale selskaber, som støtter ”kampen” og samtidig har aktiviteter i Rusland. Hvorvidt det vil give flere penge på kontoen, er en helt anden sag, men det er sikkert idealistiske grunde, der er drivkraften for disse virksomheder.
At udtale sig negativt om LGBTQ+ og andre følsomme emner og ikke følge strømmen, er ikke populært i dagens Danmark, hvor et kritisk synspunkt straks udløser en dæmonisering af skribenten. Kritikerne skal dog være opmærksomme på, at undertegnede rent faktisk er en af de få danske journalister, som allerede i 2008 satte fokus på den dengang åbenlyse diskriminering af transseksuelle.
Det skete dengang ved et interview og artikel i Frederiksborg Amts Avis om den transseksuelle Solveig Lerche. Solveig fik dengang ifølge den daværende lovgivning lov til at skifte sit fornavn fra Niels til Solveig, men ikke måtte skifte personnummer. Det bragte Solveig i en del ubehagelige situationer, eksempelvis ved folketingsvalg, rejser osv., hvor oplysningerne i passet ikke passede sammen med Solveigs udseende.
Dengang var der noget at kæmpe for. I dag er det en anden tid. LGBTQ+ burde nedlægge sig selv og blive det, bevægelsen stræber efter. Nemlig at opføre sig som alle andre.
