Venstre er i problemer. Det har læseren nok hørt. Men er det borgerlige Danmark så også i problemer? Det er en overvejelse værd, for svaret er slet ikke så indlysende, som vi ofte gør det til.
Ser man på styrkeforholdet mellem blokkene, peger meningsmålingerne ikke på, at Venstres nedsmeltning har skadet borgerlig blok som sådan. Faktisk er den borgerlige blok gået frem siden sommeren, da regeringen og dens støttepartier stod med over 60 procents opbakning blandt vælgerne. De borgerliges styrke har mere med corona at gøre end med noget, som Ellemann eller Inger Støjberg har sagt eller gjort. Dertil kommer, at den enes død er den andens brød.
Når Det Konservative Folkeparti ifølge flere målinger er blevet det største borgerlige parti, må det forekomme de ellers hårdt prøvede konservative som alt andet end en borgerlig krise. Ja, faktisk lidt af et mirakel. Også udefra fremstår det mirakuløst. I hvert fald, hvis vi med ”mirakuløs” mener ”vanskelig at forklare”.
Den pæne udlægning af de konservatives fremgang er, at den er resultatet af lang tids stille slid med at genrejse partiet, stabilisere kursen og fremstå som et troværdigt alternativ til Venstre. Den knap så pæne udlægning er, at partiets fremgang skyldes, at man på afstand har set Venstre-vikingernes stolte skib synke og har besluttet sig for at sidde helt stille – fuldstændig ubevægelig – i sin egen skrøbelige skude for at skjule dens eventuelle mangler udi sødygtighed.
På den måde har konservatismens fladbundede pram fremstået som en attraktiv redningsflåde for skuffede Venstre-vælgere.
Sandheden ligger et sted midt i mellem. Det Konservative Folkeparti har bestemt nydt godt af at ligge i læ af Venstres sammenbrud og har levet højt på at være mange centrumhøjre-vælgeres sikre andet valg.
På den anden side må man alligevel sige, at det faktisk – og ret stilfærdigt – er lykkedes at manøvrere partiet ind i en position, hvor de i højere grad end et vaklende Venstre har fremstået som garanten for en sikker borgerlig linje. Søren Pape har hverken været den store rorgænger eller en ideologisk rimsmed, men snarere en slags moderne Poul Sørensen, en pragmatisk politiker, som uden at være orienteret efter idéer har en nogenlunde sikker sans for borgerlig politik uden alt for mange dikkedarer.
Venstre vil indtage lederrollen igen
Også de andre partier i borgerlig blok nyder godt af Venstres tilbagegang. Dansk Folkeparti har stoppet blødningen og kaster nu lange blikke efter Støjberg. Liberal Alliance er blevet reddet fra spærregrænsen. Og så er der Lars Løkke, der som en anden vampyr er blevet revitaliseret ved at suge blod fra Jakob Ellemann.
Men det mest markante træk er nu alligevel fremgangen i Nye Borgerlige. Vi skal huske, at partiet kun lige med lodder og trisser hev sig i Folketinget. Man blev ramt af det lidt uheldige faktum, at mange potentielle vælgere i løbet af valgkampen fik en art ideologisk rabies og besluttede sig til at slå følge med de andre gale hunde i Cirkus Paludan. Nu står partiet i enkelte målinger til lige omkring 10 pct.
Deres gennemslagskraft har været så stor, at man ofte har glemt, at der kun sidder fire mand i deres gruppe. Jeg tror ikke, noget parti nogensinde er gået så aggressivt og succesfuldt efter at kapitalisere på et andet partis indre brydninger. Og strategien har virket. Ved at kritisere Venstre fra højre har Vermund & Co. braget igennem med fortællingen om, at netop de var de sande garanter for en solid borgerlig politik.
Det er imidlertid ikke sket ved kritik alene. For partiet har også gennem udspillet Borgerlig renæssance præsenteret sin egen ret substantielle vision for borgerlig politik. En position, der kombinerer en konservativ værdipolitik med et liberalistisk syn på økonomi og samfundsinstitutioner.
Selvom Nye Borgerlige aldrig bliver det store borgerlige folkeparti, er det godt set, at en stor del af de borgerlige vælgere tilslutter sig en sådan linje – i hvert fald temperamentsmæssigt. Nye Borgerlige er i virkeligheden gamle borgerlige, og det er der givetvis en del vælgere, der føler sig tiltrukket af.
Både Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige har succes, fordi de har bygget en fortælling op om sig selv som garanter for borgerlig politik. Den ene implicit og lavmælt, den anden eksplicit og højlydt. At dette er lykkedes dem må i høj grad tilskrives, at Venstre har efterladt store folketomme områder i deres egen migration mod en art borgerlig teknokratisk centrisme.
Men ingen af partierne er i en overskuelig fremtid klar til at påtage sig en lederrolle i det borgerlige samarbejde. Nye Borgerlige er for langt fra midten. De konservative har været for dovne i forhold til idéudvikling, og i sidste ende kører partiet på de samme dampe, som Venstre har forsøgt at holde motoren i gang med.
Venstre derimod er i sin kim og i sin tradition et bredt folkeparti, der spænder over et stort ideologisk og geografisk spektrum. Selvom det er denne splittelse, der nu martrer partiet, er det også denne sammensathed, som gør, at partiet er skikket til engang igen at indtage lederrollen i det borgerlige Danmark.
