Hvis man vil have politisk opbakning til en sag i dagens Danmark, bliver man nødt til at slå på, at det er synd for nogen, især på venstrefløjen. Højrefløjen, og her tænker jeg mest på Venstre, kan tilsyneladende bedst motiveres for forandring med den fremherskende købmandslogik: Kan det betale sig at støtte sagen, enten ved flere tjente eller sparede kroner i statskassen? Det byder mig egentlig imod, men når nu det forholder sig sådan, så lad os bare anlægge det perspektiv på spørgsmålet om familieliv, børnepasning og arbejdsmarked.
Generelt ses fravær fra arbejdsmarkedet for at yde omsorg for ens egne børn som en underskudsforretning. Som en byrde og et hul i CV'et, man skal forsøge at slippe for, både når det gælder deltidsarbejde og fuldtidsengagement i familien. Blandt andet fordi det oftest er kvinderne, der vælger det, ses de engagerede mødre som urentable for velfærdsstaten.
I 2013 viste analysen Kvinders økonomiske bidrag til velfærdsstaten fx, at kvinder i gennemsnit giver et underskud på 1,6 mio. kr. i løbet af et liv, mens mænd skaber et overskud på 600.000 kr. Det blev problematiseret af økonomiprofessor Nina Smith, som stod bag undersøgelsen, idet hun pegede på, at det er en fejlinvestering, når samfundet bekoster lange uddannelser på kvinder, som så ender med at prioritere børnene frem for at forfølge karrieren.
Set fra det perspektiv ville det være økonomisk uklogt at lade forældre beholde flere af deres egne penge eller få et skattefinansieret tilskud for at passe deres egne børn. Men her medtager man ikke de afledte omkostninger af det nuværende system, og man negligerer værdien af den indsats, man yder, når man passer sine egne børn eller er den primære ansvarshavende i et hjem og for eksempel arbejder på halv tid.
Et eksperiment uden kontrolgruppe
Det udgør mindst et fuldtidsjob at sikre, at børnene har en rolig hverdag, hvor deres behov er i centrum. Hvor man har tid og overskud til at skabe et hjem, tale med og opdrage sine børn - og i det hele taget har en voksen derhjemme til alt det, det kræver at have børn og drive en husholdning.
Arbejdet er underkendt, men det er oplagt, at manglen på netop denne stabilitet i flertallet af børnefamilierne har en masse afledte omkostninger. Det er svært at føre endegyldigt bevis for sammenhængen med de udbredte psykiske helbredsproblemer blandt børn og forældre. Som nu afdøde debattør og psykolog Ole Schouenborg skrev i sin debatbog Velfærdsyngel i 2001, så er institutionaliseringen af barndommen et eksperiment uden kontrolgruppe. Ingen ved, hvordan samfundet havde set ud, hvis det ikke var gået sådan, men man kan have sine anelser. Mine anelser står naturligvis for min egen regning, og det er klart, at de problemer, jeg ser have en sammenhæng med institutionaliseringen og børnefamiliernes dårlige vilkår, også bunder i andre forhold. Men jeg tror ikke, der er tvivl om, at udnyttelsen af begge forældres arbejdskraft og børn, der er reguleret ud af familien på fuld tid, er en af rodårsagerne. Familien som dannende, opdragende og reproduktivt fællesskab er på afgørende vis blevet svækket.
Et andet regnestykke
Og nu kommer vi til bundlinjen. For hvad koster det, når angst er et stort problem blandt børn? Når hvert syvende barn i dagens Danmark får en psykiatrisk diagnose? Når så mange børn oplever skilsmisser, der ofte er præget af konflikter? Når vold begået af børn i folkeskolen er et problem i heftig stigning? Børns Vilkår advarer om, at især børn fra hjem med karriereorienterede forældre omsorgsvigtes følelsesmæssigt i alt for stort omfang. Antallet af unge med selvskadende adfærd er alarmerende højt. Desuden er stress i stigning generelt, men især blandt kvinder under 40 år. En række pensionskasser har i løbet af det sidste par år meldt om en stigning i denne gruppe, når det kommer til langtidssygemeldinger og, mere tragisk, tilkendte erstatninger for tabt arbejdsevne på grund af invaliderende stress. Hvad mon alt det løber op i? Velfærdssamfundet ender jo med at betale regningen gennem behandlersystemet, men også i form af både børn, unge og voksne, der ikke magter at deltage i samfundslivet på en produktiv måde, endsige forsørge sig selv.
Mit bud er, at manglen på stabilt, voksent, ansvarligt nærvær i hjemmet og børnenes liv, er meget dyrt for samfundet. Balancen er tippet, så børnene tilbringer flere vågne timer ude end hjemme, og dermed går den sikre forankring i hjemmet og familien tabt. Den stress, det skaber, når man som forældre bliver reguleret væk fra at tage ansvaret på sig og indrette en hverdag i børnetempo er også alvorlig for nogle, især for en hel del mødre. Dertil kommer, at mange par har svært ved at holde sammen efter års slid i en hverdag uden overskud og ro.
Vil man have ”robuste” og ”resiliente” børn, unge og voksne, må man anerkende de nære relationers afgørende betydning for menneskers trivsel. Man må investere i familien og muligheden for at tage ansvar for den. Det vil helt sikkert give et positivt afkast.
