Debat

12.06.22

De værdigt trængende og de uværdigt trængende

Kristian Ditlev Jensen: Det er faktisk ikke så synd for alle, som det er synd for. Men pladderhumanisme i forhold til fattigdom har desværre gjort det upopulært at skelne mellem dem, som er værdigt trængende, og dem, som ikke er det. Du skal klare dig selv, hvis du kan.

For nogle år tilbage medvirkede jeg i Debatten på DR, hvor emnet var fattigdom og velfærdssystemet. Og jeg blev temmelig chokeret. Det, der chokerede mig, var dog – besynderligt nok – at alle andre i studiet blev chokerede. Det blev de, da jeg begyndte at tale om begrebet ”værdigt trængende”. Det er nemlig åbenbart blevet tabu.

For hvad i alverden bildte jeg mig egentlig ind? Alle trængende, måtte man forstå, er da værdigt trængende! Enhver person i nød, enhver person med finansielle behov, enhver person, som økonomisk og materielt må leve under en eller anden tilfældig fattigdomsstandard, eller bare et ønske, de selv har opstillet, er det synd for. Og det er da ikke uværdigt at være offer!?

Logikken var bydende. Enhver person, der ikke kan skelne imellem en udgift til smøger og en udgift til bleer, er værdigt trængende. Ethvert hashvrag er værdigt trængende. Alle – alle overhovedet – som vil have noget, uden at yde noget som helst, er værdigt trængende. Sådan er dét. Og hvad i Himmelens navn bildte jeg mig så ind sådan at stå der med min mærkelige miniaturedisk og skelne imellem værdige og ikke-værdige trængende, som en eller anden skrankepave i Lilliput-format?

Min synd var, at jeg havde skelnet. Jeg havde skelnet imellem dem, der forlanger, og som har en god, og ægte, grund til det, og så de, der forlanger, uden overhovedet at have en god, og ægte, grund til det. Det er nemlig min erfaring. Og modsat de fleste andre i tv-studiet, var det ikke bare noget, jeg stod og drømte om eller fandt på.

For mig var det virkelighed. Jeg er nemlig vokset op iblandt dem – de fattige, de udstødte, dem, Victor Hugo kaldte for de elendige – og faktisk elendige af begge slags. For i min opvækst mødte jeg fattige arbejdere, som kæmpede for at overleve, jeg er sågar søn af sådan nogle mennesker, men jeg mødte jeg også dem, man, sådan lidt for sjov, kunne fristes til at kalde for fattige ikke-arbejdere. De dovne, de uopdragne, de vrangvillige.

Men først skal jeg nok sige, at jeg naturligvis anerkender, at man kan være ramt af fattigdom. Der findes mange mennesker i det danske samfund, som har det svært. Man kan være arbejdsløs – og det vil i min bog sige, at man har evne, lyst og vilje til at arbejde, men at man simpelthen ikke kan finde noget fornuftigt at lave. Da jeg var barn, var der for eksempel en stor arbejdsløshed. Og det var ikke usædvanligt i mine forældres omgangskreds, at jeg hørte om folk, der var arbejdsløse. De ”ledige” hørte jeg først om, da jeg kom i kontakt med middelklassen. 

Og de langtidsledige mødte jeg vist først, da der kom akademikere med grader i besynderlige, uddøde sprog ind i billedet. I min opvækst var man arbejdsløs, hvis man ikke kunne få ”en plads”. Det var et arbejde, man fik ved at henvende sig via et personligt fremmøde i håb om at kunne få lov at stable, skubbe, skurre, løfte, trække eller flytte et eller andet. Men selv det, kunne man være uheldig ikke at kunne finde. Og så er det jo fair nok, at man får en håndsrækning, og for min skyld gerne en ordentlig én – lige indtil det lykkes.

Der er også andre mennesker, som er sat ud af arbejdsmarkedet på måder, som vi ikke bare bør anerkende, men faktisk respektere – også meget mere, end vi gør i dag. Da jeg var barn, fik en af naboerne i fattigdomsghettoens betonblok sat et ben af. Så var hans tid som ufaglært arbejder med fysisk belastende opgaver overstået på en eftermiddag. Min egen mor endte sine dage som meget alvorligt og kronisk psykisk syg. Derfor var hun ude af stand til at forsørge sig selv, og da hendes fuldkommen indlysende sag til sidst – efter flere års kamp imod et system, der dybest set er gearet til svindlere –  blev afsluttet med en førtidspension, som jo faktisk havde et mere retvisende navn, da det hed en invalidepension, og som i dag måske burde hedde en sygepension, ja, så var det reelt en stor lettelse. 

Det er ikke sjovt at være psykisk syg, og så samtidig skulle være yderligere bekymret. På samme måde kan man i dag møde det bizarre fænomen, at kræftpatienter igen og igen skal i arbejdsprøvning. Det er perverst. Når man har en alvorlig kræftdiagnose, så bør man fredes, indtil man er kræftfri. Og er diagnosen kronisk, og alvorligt invaliderende – og læger kan sagtens se forskel – så kan man lige så godt få en permanent pension, så der er ro omkring én i den sidste tid.

De to grupper – arbejdere, som ikke kan finde beskæftigelse, og så invalide mennesker, og invalid vil i denne sammenhæng sige økonomisk invalide mennesker, altså mennesker, vi ikke kan regne med kan forsørge sig selv – er værdigt trængende. For de er enten ude af stand til at forsørge sig selv på grund af ydre faktorer så som samfundsøkonomiens konjunkturer, eller også er de ude af stand til at forsørge sig selv, på grund af indre, eksistentielle faktorer. De er syge, eller de er handicappede.

Men alle disse forhold skal man se op imod to andre grupper. Dels findes der også de socialt udsatte, og dels findes der de decideret asociale. 

De første er dem, der er lettest at håndtere, rent moralsk. For man kan faktisk godt være så socialt udsat, at man ikke kan forsørge sig selv. Vi har mennesker i samfundet, som ender med at gå i stykker. Jeg plejer at sige, at de er faret vild eller blevet nedbrudt. Det sker dog, er det min erfaring, sjældent i ét hug. Man bliver jo ikke uhelbredeligt alkoholiseret, narkoman, kriminel eller samspilsramt på ét splitsekund, for selv om mange socialt udsatte faktisk har dårlige kort på hånden til at begynde med, hvis de for eksempel er vokset op med psykisk syge forældre eller blandt misbrugere eller med vold eller seksuelle overgreb i hjemmet, så er det langt fra sikkert, at det udmønter sig i den elendighed, som alle andre mennesker i samfundet må betale for. 

Mennesker, som ender i denne kategori, har ikke haft ressourcer til at redde sig selv fra deres måske allerede beseglede skæbne, og de har heller ikke fået den fornødne hjælp undervejs. Måske har de selv stået i vejen for hjælpen – det findes, og det kan faktisk godt netop være en del af den sociale skade, at man er blevet, i en eller anden forstand, vrangvillig. Man skal ikke underkende, hvad ødelæggende overgreb kan gøre ved mennesker. Hvis man får bank igennem en hel barndom eller bliver udsat for seksuelle overgreb, så bliver man ikke nødvendigvis selv voldelig eller overgrebsmand, som mange tror. Man bliver lige så ofte helt ekstremt selvdestruktiv.

Den anden kategori, dem, jeg kalder de asociale, er mennesker, som helt bevidst ikke ønsker at deltage i de forpligtelser, man har som borger i et moderne samfund. De gider ikke arbejde. De gider ikke passe på sig selv. De gider ikke passe deres egne børn. De gider ikke passe deres egen familie. Det må andre klare for dem.

I dag ser mange det slet ikke, har jeg indtryk af. Men jeg har faktisk ofte set det i min omgangskreds. Mange af mine mandlige venner har gennem tiderne forelsket sig i kvinder, som ikke kunne forsørge sig selv, mest fordi de bare ikke gad, men som omvendt heller ikke kunne finde ud af det, som min farmor ville have kaldt at føre hus.

De tror, at en hjemmegående er en dame, som har født et par børn, som hendes mand afleverer i børnehaven. Og derefter har hun resten af dagen fri. Hun skal ikke gøre rent, hun skal ikke passe børn, hun skal ikke lave mad, bage brød, hygge om familien, passe have, stå for familiens omdømme eller arbejde med velgørenhed – alt sammen opgaver, som en borgerlig ”home maker” egentlig bør stå for, mand eller kvinde, hvis man vælger at bero på sin ægtefælles eller samlevers indtægt. Og så beder man i øvrigt ikke samtidig om bistandshjælp, vel?

Omvendt har jeg også kendt en del kvinder, der har bakset med mænd, som ikke kunne forsørge sig selv. Du kender typen. Med en barnlig teenage-kasket og hoodie på, selv om de er over 30 år gamle. Granvoksne mænd, der bruger hele dagen på at spille konsolspil. Voksne mænd, der ikke rigtig har fået taget en ungdomsuddannelse, som ikke rigtig ved med sådan en læreplads, og som ikke kan nosse sig sammen til at stå op om morgenen for at lede efter arbejde. For det er jo dét, man skal som arbejdsløs. 

Jeg glemmer aldrig, da jeg hørte noget af det klogeste, jeg endnu har hørt om arbejdsløshed blandt værdigt trængende. Det var milliardæren Christian Stadil, som sagde det, i Go’ morgen Danmark, var det vist: ”Hvis man ikke har et arbejde, så er det ens job at finde et arbejde.” Det blæste mig lidt omkuld. For det er jo slet ikke det, man ser. Arbejdsløse sidder på café og venindesnakker om formiddagen. Arbejdsløse nyder naturen eller slasker omkring derhjemme med en chai latte og ser daytime television. Arbejdsløse beklager sig i telefonen i timer til vennerne. Men de er ikke ”på kontoret” – altså i fuld vigør for at finde arbejde og få løst deres problemer. 

I årevis undrede det mig meget, at jeg aldrig selv har været arbejdsløs i mere end allerhøjest et par uger. Jeg tænkte dengang, at jeg nok havde været heldig. Men det stod hurtigt klart, når mine venner blev arbejdsløse, at det slet ikke handlede om held. For når jeg hører om en i min omgangskreds, der ikke har noget at lave, så bliver jeg nærmest panisk angst. Mit blik flakker rundt i hele lokalet. Jeg kan bedst beskrive det, som en dyb frygt for at gå til grunde. For at dø af sult. For at miste al værdighed. For at ende på gaden. For at folk spytter på mig og taler grimt til mig og ser ned på mig. 

Og derfor kaster jeg mig over mine stakkels venner – og så kommer idéerne og forslagene: Men hvad med at høre din onkel, om han ikke har brug for nogen – han har da sit eget byggefirma? Hvad med at læse videre? Hvad med at tage et kursus og blive klogere? Hvad med at spørge nede i Netto, i SuperBrugsen, i butikken med helsekost, som du er så interesseret i? Hvad med at networke og mødes med folk? Hvad med at ringe rundt, til alle du kender, alle, og høre, om de ikke kan bruge en som dig? Hvad med at lave dit eget firma? Hvad med at købe en varevogn og begynde at køre rundt med netop din ekspertise? 

Jeg har allerede skabt adskillige virksomheder og jobs og karriereforløb hjemme hos mine venner ved spisebordet. Jeg var bange på deres vegne, bange! Men det var de ikke. Og derfor verfede de bare tingene af bordet. Nej, en varevogn koster jo også penge. Og Niller har nok ikke noget job til mig. Og jeg er jo uddannet ægyptolog, så jeg kan jo ikke bare søge beskæftigelse i Danske Bank.

Jeg tror først, at jeg helt forstod mekanismen, da Asger Aamund i en udsendelse på tv prøvede at hjælpe flygtninge i gang på det danske arbejdsmarked. Jeg var måske lidt gammeldags. Måske var jeg lidt naiv. Men jeg må indrømme, at jeg altid har troet at arbejdsløshed fungerede på følgende måde: Når man bliver arbejdsløs, så melder man sig arbejdsløs. Og så går jobcentret i gang med at lede efter et passende job til én. Det får man så tilbudt. Og hvis man ikke vil have det, så smækker de – naturligvis – pengekassen i. Helt i. Så har man nul kroner at leve for.

Det foregår overhovedet ikke sådan. I Asger Aamund-udsendelsen kunne man se det. En flygtning blev tilbudt et job på et hotel. Men deres mad var ikke halal, så det gad han ikke. Det næste job lå lidt for langt væk. Det gad han heller ikke. Han insisterede på, at han ville være i hospitality, for det havde han været før et sted i Mellemøsten. Men da han blev tilbudt det tredje job, takkede han nej, fordi det danske hotel serverede alkohol. Han skulle godt nok anrette morgenbuffeten, men han kunne åbenbart slet ikke være i samme rum som et stof, hans egen religion forbød ham at drikke.

Jeg tror aldrig, jeg har været så forarget. Men det blev langt værre. For blot et par år senere kunne jeg læse i min avis, man i hele Københavns Kommune ikke havde lukket pengekassen for én eneste jobsøgende – i årevis. Ikke en. Hvilket er det samme som at sige, at man simpelthen bare kan afvise at arbejde. Man kan bare lade være. Sige, at man ikke gider. Og eller kan altid bare sige, at man har ondt i ryggen. Det har jeg fra en læge. Ingen kan afvise rygsmerter. De kan skyldes 100.000 forskellige ting. Og hvis de er uforklarlige, er de så meget desto mere uhyggelige. Hvis man insisterer i årevis, ender man på en førtidspension. Bare spørger i ghettoen.

Der findes et jødisk ordsprog – som i øvrigt oprindeligt er på jiddisch – som hedder: ”For en orm, der lever i peberrod, er hele verden peberrod.” Det findes også i en anden variant: ”For en orm, der ligger i peberrod, er der ikke noget sødere end peberrod.

Jeg tænker altid på det ordsprog, når jeg tænker på min barndom. For børn kender ikke andre kontekster end deres egen. Og som Freud engang var inde på, så er det først, når man bliver voksen, at man får en dårlig barndom. For først da kan man sammenligne den med noget andet. Med andres barndom. Med andres målestok. Indtil da er en meter bare en meter. Men man aner ikke, hvad en centimeter eller en kilometer er. Da jeg var barn, var der utroligt langt, når vi skulle besøge min farmor og farfar. Det var den længste rejse, man kunne forestille sig. Eller som jeg kunne forestille mig. Det var først som voksen, at jeg fandt ud af, at hele turen tog under en times tid med rutebilen. 

Og lidt på samme måde kan en mønsterbryder – det er jeg selv, fordi jeg har bevæget mig igennem indtil flere klasser og sociokulturelle segmenter igennem mit liv – først rigtig se elendigheden, når vedkommende har vandret igennem samfundets porøse hinder og vægge, som vand bevæger sig i osmose. 

Da DR engang skulle lave en dokumentar, eller det, man sommetider kalder socialporno, om folk på nedarvet overførselsindkomst – hvor forældre og sommetider også bedsteforældre, foruden onkler og tanter – var på bistandshjælp, førtidspension og så videre, kaldte de serien for Blok på bistand. Og det er der, jeg er vokset op. Ikke i et miljø, som kan minde om det. Ikke i samme slags blokke. Men i den blok, den specifikke blok, som DR valgte, da man skulle problematisere – og udstille – Danmarks fattige. De fleste, som har set den, vil kunne huske Jimmy, der manglede alle sine tænder. Og hans i grunden ret søde forestilling om, at den eneste grund, overhovedet, til, at han som midaldrende aldrig havde haft et arbejde, var hans dårlige tandsæt.

For mig er fattigdom virkelighed. Det er noget, man kan blive ramt af. Og det er noget, man kan gå til grunde i. Og efter jeg er blevet præst, er jeg blevet endnu mere overbevist om, at man faktisk er naiv, hvis man tror noget andet. For der er – og der har altid været – et hav af elendige mennesker i alle samfund. Også i de indbildske, socialdemokratiske stater, hvis største blinde punkt er, at de har løst al fattigdom ved at lave et velfærdssamfund. Det har de ikke. Der er stadig mennesker, som banker på præstens dør. Nogle gange bare for at få noget at spise.

Når man er socialkonservativ, sådan som jeg er, handler samfundet om balance. Men det handler også om merit og om social bevægelighed. For en socialist eller en socialdemokrat er lighed altid løsningen. For borgerlige er lighedsfascismen et blindt punkt. For hvis man ikke kan se, at løsningen netop er skævheden, så ved man for lidt om samfundet.

Jeg har selv vandret igennem klasser og brancher og kulturer. Og den bevægelighed forudsætter indgange. Jeg havde aldrig fundet vej til Forfatterskolen, hvis jeg ikke havde lært mig selv at skrive som ulønnet, siden dårligt lønnet, freelancer i årevis. Og på mange måder var det egentlig fagforeningen – og alle ”kollegerne” – som stod i vejen for, at jeg kunne komme ind i de mere faste avisjobs, jeg gerne ville have, da jeg var freelancer. For man kunne kun få et fuldtidsjob med alle benefits, sådan som fagforeningen foreskrev, eller skod. Der var ingen mellemløsninger.

Jeg tror, at den sande måde at få folk i arbejde på er at tilbyde dem arbejde. Og hvis de takker nej, så er de ikke værdigt trængende. Så er de uværdigt trængende. Og så må de klare sig selv. Men de værdigt trængende skal altid have hjælp. Altid. 

For mig er det interessante faktisk, at man – med sit pladderhumanistiske følefranseri i forhold til fattige, alle fattige – overhovedet ikke skelner imellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende. Det gør man, fordi man ikke nænner, at ting skal gå ud over folk, som det er synd for. Men det er faktisk ikke synd for alle, som det er synd for. Det er sommetider selvforskyldt, at man har det dårligt.

Jeg synes, at førtidspensionssystemet er det bedste eksempel. Da min egen mors sagsbehandler bad om en førtidspensionering af min mor – som var fuldkommen åbenlyst ude af stand til at arbejde, fordi hun var en alvorligt syg person – så tog processen op mod et par år. Jeg tror, at de fleste, som havde mødt hende, ville have kunnet afgøre hele problemstillingen på halvandet minut. Hun var, selv uden et arbejde, nærmest ude af stand til at klare sig selv og få en hverdag til at hænge sammen. Alligevel skulle hun trækkes igennem en ydmygende ventetid og et hav af undersøgelser og dokumentationer af dit og dat. Hvorfor? Fordi så mange mennesker snyder med den slags. Fordi et hav af dovne mennesker og udspekulerede mennesker udnytter systemet. 

Det gør de, fordi de kan. Og de kan, fordi hele venstrefløjen ikke tør skelne. Imellem dovne indvandrere og engagerede indvandrere. Imellem syge og raske. Imellem hjælpeløst socialt udsatte og mennesker, der ikke gider stå op. 

Imellem de værdigt trængende og de uværdigt trængende.

Mange mennesker ser rødt, når man tager den her diskussion. For hvad bilder man sig egentlig ind. At sidde og dømme andre mennesker – og deres behov. Men du kan jo bare forestille dig, at det er en tigger. Herhjemme er en ”tigger” en person, som sælger Hus Forbi. En typisk rask og rørig person, som har så meget gåpåmod, at de kan arbejde i nogle timer hver dag som ”sælgere”, fordi de tigger om penge – i stedet for at få et eller andet mindre, men rigtigt job, som de, efter alt at dømme, ville kunne bestride. 

Forleden var jeg i Paris. Der så jeg en helt anden slags tigger. Han manglede begge sine arme. Og hvis han havde siddet i Danmark på gaden ude foran Brugsen, ved siden af ham med aviserne, så ved jeg godt, hvem jeg havde givet en tyver.

På den måde viser problemet sig egentlig ret tydeligt. Der mangler simpelthen skæve, dårligt lønnede småjobs i Danmark. Der mangler tjanser og midlertidige beskæftigelser, som man kan få uden så mange dikkedarer. For det har man brug for. Som en vej ud af sin situation. For hvis man i dagens Danmark kunne få et lille job som avissælger – rigtig avissælger af rigtige aviser som for eksempel Berlingske eller Jyllands-Posten – og for eksempel ad den vej få fem kroner for hver solgt avis, så ville man næppe have behov for at sælge Hus Forbi. Og så slap man i øvrigt også for at være fattig. For man ville jo have et arbejde. Et lille job, et begynderarbejder, men et arbejde, et rigtigt arbejde. Og den slags giver mod på tilværelsen.

Ronald Reagan sagde det så flot. Og så enkelt. Fattigdom bekæmper man ved at ændre folks tilværelse, så de helt enkelt ikke længere er fattige. Så de ikke længere ses som fattige. Det er nemlig den første begyndelse op ad rangstigen. At man tager de første skridt selv. Reagan sagde:

”The best social programme is a job.”

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter