I sidste uge skrev jeg på Twitter til Nanna Inie, en af forskerne bag den ”sexismealgoritme”, som i starten af august blev flittigt omtalt i de danske medier, blandt andet på Kontrast. Jeg skrev for at spørge, hvem jeg skulle kontakte, hvis jeg ville lave et interview om algoritmen. Udvekslingen sluttede brat efter få tweets, da jeg pludselig ikke længere kunne se Inies profil.
Sexismealgoritmen kan spore flere former for sexisme, herunder såkaldt ”neosexisme”, et begreb, forskerne har hentet fra sociologien. Neosexisme defineres kort fortalt som udsagn, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af uligestilling. Sådanne udsagn er problematiske (og sexistiske), da ”det ændrer debatten, når man er nødt til at bevise, at vi ikke har ligestilling, selvom diskussionen ikke burde gå på, hvorvidt vi har det eller ej”, som en anden af de i alt tre forskere bag algoritmen, Leon Derczynski, udtrykker det i et interview med Berlingske.
Neosexisme er særligt udbredt i Danmark, påpeger forskerne, hvilket er årsagen til, at de har taget begrebet op af værktøjskassen.
”Grunden til, at vi har fundet det nødvendigt at anvende begrebet, er, at vi ved gennemgangen af de mange debattråde på de sociale medier har set, at der er mange mennesker, der i debatten her i Danmark, insisterer på, at der er ligestilling, og for eksempel forsøger at ændre debatten, ved at kræve dokumentation for påstande, der er almindeligt accepteret som en realitet,” siger Derczynski.
I engelsksprogede lande er en mere dominerende og nedsættende form for sexisme den hyppigst forekommende, men her i Frejas sal er det altså neosexismen, der præger billedet på de sociale medier. Danskerne, givetvis primært de danske mænd, er først og fremmest sexistiske derved, at de stiller fokusflyttende spørgsmål, for eksempel det af forskerne fremhævede: ”Kan I pege på forskning, der viser, at barsel er grunden til, at mødre går glip af forfremmelser?”
Det er her, algoritmen kan vise sig nyttig. Den kan opspore neosexistiske kommentarer og gøre en moderator opmærksom på dem, så han eller hun kan reagere på dem. En tilføjelse, der får algoritmen til selv at slette de neosexistiske kommentarer, kan formentlig hurtigt udvikles. Sker det, kan techgiganter og andre med behov for sexismefri kommentarspor sende algoritmen på arbejde som en anden robotplæneklipper, der klarer det hele selv og efterlader haven pæn og mælkebøttefri.
Mens jeg stadig kunne skrive med Inie på Twitter, gjorde hun mig opmærksom på, at der næppe var grundlag for dialog, eftersom jeg på min hjemmeside havde skrevet kritisk om algoritmen. Jeg påpegede, at et interview ikke er en dialog, hvilket ikke er en uvæsentlig detalje. Et interview er ikke en samtale, hvor to parter søger enighed. Det er heller ikke en samtale, hvor parterne forsøger at overbevise hinanden om, at de har ret.
Et interview er i det hele taget ikke en ligeværdig samtale. Det har tværtimod en klar rollefordeling, hvor den interviewede og dennes udsagn er i centrum. Det hjalp dog ikke. Kort efter forsvandt Inie fra Twitter, og jeg tænkte, at det ville kunne opfattes som anmassende, hvis jeg havde reageret på det ved at kontakte hende på anden vis, hvilket jeg derfor undlod at gøre.
En af de ting, jeg gerne ville have spurgt forskerne om, er, hvad man nærmere skal forstå ved ”påstande, der er almindeligt accepteret som en realitet”. Hvem afgør, hvad det er, og hvordan afgør de det? Det er almindeligt accepteret som en realitet, at der findes to køn, og at kun det ene kan føde børn. Det ville man kunne finde ved at spørge befolkningen. Betyder det, at LGBT+-aktivister, der hævder noget andet, udøver neosexisme, og at deres kommentarer skal fjernes fra sociale medier? Det gør det næppe, men hvis ikke ”almindeligt accepteret som en realitet” defineres ved, hvordan de fleste opfatter virkeligheden, hvordan defineres det så?
Et muligt svar på det spørgsmål kom i sidste uge i en ny guide til dækning af MeToo og sexisme, som Dansk Journalistforbund står bag. Guiden lægger op til, at medierne skal afholde sig fra at bruge kilder, der sætter spørgsmålstegn ved eksistensen af sexisme og behovet for MeToo-bevægelsen. Har man ikke forstået, at MeToo er nødvendigt og vigtigt, bør man ikke komme til orde i de danske medier. På den måde sikres det, at dækningen bliver mere ”nuanceret”, lyder det.
”Vi er nødt til at anerkende, at der er et problem, og ikke blive ved den her diskussion om, om der er et problem,” siger en af guidens to forfattere, Lotte Rosdahl, til fagbladet Journalisten. ”Jeg efterlyser en mere nuanceret debat. Det handler om at gå ned ad konflikttrappen ved at give mindre plads til ekstremerne, der ikke kan forsones,” tilføjer hun.
Guiden baserer sig blandt andet på citater fra ”Retningslinjer til dækning af kønnet vold”, en guide, Lotte Rosdahl tidligere har udarbejdet i samarbejde med Everyday Sexism Project Danmark. Andre kilder er Dansk Kvindesamfund og KVINFO. Det gør det svært at tro, at det er organisationer som dem, guiden opfordrer medierne til at se bort fra. Selv om feminismen befinder sig i det ene ekstrem af kønsdebatten, er det næppe de feministiske stemmer, medierne skal sortere fra.
Guiden rummer en løsning på sexismealgoritmens udfordring i forhold til, hvad der er ”almindeligt accepteret som en realitet”. Det er muligt, de fleste danskere lige nu mener, at der findes to køn, og at kun det ene kan føde børn, men på sigt kan denne opfattelse ændres ved at følge råd som dem, guiden anviser. Ekskluderer medierne kilder, der sætter spørgsmålstegn ved transaktivisternes opfattelse af virkeligheden, vil denne nyde større og større udbredelse, indtil den til sidst vil være ”almindeligt accepteret som en realitet”. Sandheden er ikke hugget i sten. Den kan formes af mediernes valg og fravalg. Hvem der får lov til at ytre sig. Hvad de får lov til at sige.
Lagt sammen kan sexismealgoritmen og guiden skabe en fremtid uden forkerte opfattelser af køn og ligestilling. Sexismealgoritmen kan fjerne kommentarer, der sætter spørgsmålstegn ved feministiske udsagn på sociale medier, og guiden kan hjælpe medierne til at fravælge ikke-feministiske stemmer i deres dækning af emnerne. Tilsammen kan de to værktøjer udgøre et forsvarsværn, der skærmer befolkningen fra ikke-feministisk tænkning om køn og ligestilling, så kun de feministiske idéer, begreber og opfattelser står tilbage og kan udvikle sig til almindeligt accepterede sandheder.
I denne orwellske virkelighed giver det fin mening, at Inie afbrød udvekslingen med mig om interviewet. Jeg har udtrykt skepsis over for sexismealgoritmen, herunder skrevet, at den er politik forklædt som videnskab. Med det mener jeg, at algoritmen 1) i praksis definerer alle ikke-feministiske udsagn som sexisme og 2) gør det let for techgiganter og andre at fjerne disse udsagn. Det, ITU-forskerne har bygget, er en maskine, der kan forhindre deres ideologiske modstandere i at komme til at orde på sociale medier. Pakket ind i pæne ord om bekæmpelse af sexisme.
Fordi jeg mener det, skal jeg ikke gives taletid. Det er guidens visdom. Jeg har en ”ekstrem” opfattelse, og debatten bliver mere ”nuanceret”, hvis medierne undlader at give plads til folk som mig, der modsætter sig de etablerede sandheder. Samtidig ville mange af mine spørgsmål uden tvivl have været neosexistiske. Overhovedet at sætte spørgsmålstegn ved behovet for sexismealgoritmen er neosexisme. Hvad er så ikke spørgsmål om de værdier og opfattelser, algoritmen baserer sig på?
Inie gjorde derfor det rigtige, og hendes afvisning er et eksempel til efterfølgelse: Gør kun det, der tjener Sandheden. Citer kun den, der tjener Sandheden. Tal kun med den, der tjener Sandheden. Udvis skepsis over for konvertitter. Ekskludér dissidenter.
*
Kontrast har tilbudt Nanna Inie en replik til Tobias Petersens indlæg, men hun har ikke ønsket at kommentere.
