IT-Universitetet meddeler at tre af dets forskere har opnået et ”gennembrud i kampen mod onlinechikane af kvinder”, idet de har udviklet en teknologi til at opspore kvindehad på de sociale medier. Teknologien har allerede vakt en del interesse, ikke mindst på grund af forskernes indførelse af et begreb om en ny form for kvindehad, neosexisme. DR er lutter lovord, mens der lyder kritiske røster fra Berlingske og sågar Politiken.
Projektet udførtes af forskningsassistent Philine Zeinert, postdoc Nanna Inie og lektor Leon Derczynski, og forskningsartiklen ligger på Derczynskis hjemmeside.
Formålet med projektet var ifølge Zeinert og kolleger at besvare forskningsspørgsmålet:
Hvordan kan vi designe en omfattende annoteringsproces, som kan skabe højkvalitetsdata til automatisk detektion af misogyni?
Eller på mere almindeligt dansk: Zeinert og kolleger ønskede at udvikle et computerprogram, der kan opfange kvindehad på de sociale medier.
Nanna Inie udtaler herom, at kvinderne ”ikke har lyst til at se de her kommentarer. Og det er immervæk 50% af den danske befolkning, der potentielt ikke har lyst til at deltage i det her”, og hun tilføjer at ”det er et kæmpe problem for vores demokrati”.
Hvordan ser kvindehad ud med forskerøjne
Først er det værd at gøre sig klart, hvad forskerne forstår ved kvindehad. I første omgang ser det ganske tilforladeligt ud, idet de definerer kvindehad (engelsk: "misogyny") som en undergruppe af hadtale, hvis "hadefulde indhold er rettet mod kvinder".
Den Danske Ordbog definerer had som ”meget stærk følelse af fjendtlighed eller forbitret vrede over for en person som man fx føler sig krænket af”. Det skulle jo være lige ud ad landevejen: Stærk fjendtlighed eller vrede rettet mod kvinder. Der er bare den hage, at forskernes opfattelse af had ligger langt fra dagligsprogets forståelse af had.
Lad os se, hvordan had ser ud i forskerøjne. Zeinert og kolleger opererer med seks former for kvindehad: sexchikane og trusler om vold, nedvurdering, dominans, stereotyper, velmenende sexisme, og så nyskabelsen neosexisme. For at få en fornemmelse af, hvad forskerne forstår ved disse former for had, er vi nødt til at se på deres eksempler:
Sexchikane og trusler om vold: "Hvorfor er særligt kvinder tolerant [sic] ift. islam? Mange kvinder må tilsyneladende have drømme om at blive behandlet som slave eller luder". [Jeg går ud fra at dette er sexchikane. Der er ikke anført eksempler på trusler om vold.].
Nedvurdering: ”Kvinder er fucking korrupte, sådan er det desværre bare.”
Dominans: f.eks. "Kvinder er mindre intelligente end mænd."
Stereotyper: f.eks. "Du hører til i køkkenet eller i vaskekælderen", og "Kvindefoodbold , ??? Hummmmm, gabbbbbb".
Velmenende sexisme: f.eks. ”Tag det som end mand.”
Som det ses, har de ovenstående eksempler på hadtale ikke ret meget at gøre med had forstået som ”stærk fjendtlighed eller vrede” mod kvinder. Den, der kommer nærmest, er vel ”Kvinder er fucking korrupte”. Men at hævde, at kvindefodbold er kedeligt?
Her følger Zeinert og kolleger dog blot den praksis, der f.eks. ligger til grund for Institut for Menneskerettigheders rapport Hadefulde ytringer på Facebook. Had defineres langt bredere end i dagligsproget. Det skal man bare vide som vidensforbruger. Der er gået inflation i begrebet.
Dertil lægger Zeinert og kolleger endnu en kategori, neosexisme, som kun øger inflationen. De giver bl.a. disse eksempler på neosexistiske kommentarer:
"Kan I pege på forskning der viser at barslen er grunden til at mødrene går glip af forfremmelser?"
"Jeg føler ofte folk har behandlet mig bedre og talt pænere til mig fordi jeg var en pige, så jeg har ret svært ved at tage det seriøst når folk mener at kvinder er sååå diskriminerede imod i den vestlige verden."
Her er vi ude i en så radikal omdefinering af ordet had, at det er svært at se berettigelsen af at bruge ordet.
Men nu ved vi i det mindste, hvad forskerne snakker om, og vi ved, at de ønsker den slags tale bekæmpet, fordi den udgør et ”kæmpe problem for vores demokrati”. De har indrettet computerprogrammet således, at det fanger udtalelser af ovenstående karakter, idet de alle opfattes som misogyn, kvindefjendsk, sexistisk hadtale.
Hvordan et problem for vores demokrati?
Argumentet for at hadtale mod kvinder er et demokratisk problem er både enkelt og overbevisende: når en stor del af den kvindelige del af befolkningen skræmmes væk fra den demokratiske samtale på de sociale medier, mangler der nogle stemmer i debatten. DR’s artikel om Zeinert og kollegers undersøgelse gør en del ud af den vinkel og påstår, at Zeinert og kolleger har vist, at ”onlinekvindehad er markant, og at nogle kvinder afholder sig fra at deltage i debatter på nettet”. Det er dog ikke korrekt. Faktisk har de ikke vist nogen af delene, for de har slet ikke undersøgt dem.
Hvad man ved om onlinekvindehad i Danmark, stammer væsentligst fra to rapporter fra Institut for Menneskerettigheder. Den første viste, at kvinder i højere grad end mænd afstår fra at deltage i debatter på Facebook ”på grund af tonen”. Når man nærlæser rapporten, er det svært af finde belæg for, at ”tonen” har noget at gøre med sexistiske kommentarer rettet mod kvinder. Det handler mere om, at kvinder melder sig ud af debatter, som de opfatter som ”afsporede” eller ”unuancerede”.
Det har jeg stor sympati for. Den slags gider jeg heller ikke deltage i, og man kan vel stille det spørgsmål, om det er et tab for demokratiet, at folk melder sig ud af afsporede og unuancerede debatter? Er det ikke nærmere et demokratisk sundhedstegn?
I opfølgningsrapporten fra Institut for Menneskerettigheder findes, at mænd og kvinder bliver udsat for nogenlunde lige meget nedsættende og chikanerende tale (mændene faktisk lidt mere end kvinderne), men at den for kvindernes vedkommende langt oftere end for mændene tager form af sexistiske kommentarer. Igen findes, at kvinder oftere end mænd afholder sig fra debatter på grund af tonen. (Der findes også en rapport fra Amnesty International, men den medtog ikke mænd, og er ret dårligt dokumenteret.)
Alt i alt kan man ikke påstå, at der er solide data for, at kvinder skræmmes væk fra debatter på grund af sexistisk hadtale. Dermed ikke sagt, at nedsættende og/eller sexistisk tale til og mod kvinder er ligegyldig eller ikke værd at beskæftige sig med. Al dårlig opførsel er værd at forsøge at gøre noget ved. Men dårlig debatkultur på de sociale medier er ikke et eksklusivt kvindeproblem.
Her skal det tilføjes, at de former for kvindefjendsk tale, der er undersøgt af Institut for Menneskerettigheder, IKKE omfatter den såkaldte neosexisme. Der findes ingen data, der dokumenterer, at kvinder i almindelighed tager anstød af eller afholder sig fra at debattere på grund af neosexistiske ytringer. Og de udgør hen ved to tredjedele af de ytringer, forskernes teknologi identificerer som kvindehad (se nedenfor).
Det er påfaldende, at ingen af forskerne endnu har kunnet præsentere et klart eksempel på en neosexistisk kommentar, der er så anstødelig, at den kunne skræmme nogen fra at deltage i en debat. Leon Derczinski har over for Berlingske uddybet eksemplet på neosexisme, hvor en kommentar efterspørger dokumentation for, at barsel er grunden til, at mødre går glip af forfremmelser. Hertil siger Derczinski:
“Det ændrer debatten, når man er nødt til at bevise, at vi ikke har ligestilling, selvom diskussionen ikke burde gå på, hvorvidt vi har det eller ej.”
Dette er i grunden et radikalt standpunkt. Her siges jo, at folk, der ikke er up to date med den videnskabelige dokumentation angående barselsorlov og karriere og begår den fejl at bede om dokumentation for modpartens synspunkt, bør udelukkes fra samtalen. De burde vide bedre og de burde ikke forstyrre debatten blandt dem, der ved bedre.
Hvorfor en diskussion på de sociale medier ikke bør handle om ting, der er videnskabeligt veldokumenterede, står hen i det uvisse, og man kan i det hele taget undre sig over, hvad der får forskerne til at mene, at de har ret til at definere, hvilke diskussioner der bør og ikke bør forekomme på de sociale medier. Tilsyneladende er Derczinskis adkomst hertil en socialvidenskabelig teori om fordækt sexisme. Problemet med den teori er, at den er uden hold i virkeligheden. Det kommer jeg tilbage til.
Med eller uden menneskelig indgriben?
I flere interviews (her og her) har forskerne understreget, at teknologien ikke må stå alene, men kun skal afmærke kommentarer, som menneskelige moderatorer skal tage stilling til.
I forskningsartiklen lyder dog andre toner. Her fremhæves, at der er et akut behov for teknologier, der kan afløse de menneskelige moderatorer. At være moderator i mange timer om dagen øger risikoen for svær posttraumatisk stresssyndrom og depression, og derfor ”haster det med at udvikle systemer til automatisering af opsporing og moderering af hadtale”. Bemærk ”moderering” i denne sætning. Det kan uden videre oversættes til fjernelse, censur. Det haster altså med at udvikle systemer til automatisk censurering af indholdet på de sociale medier – ifølge Zeinert og kolleger.
Der er således ikke konsistens mellem udmeldingerne i interviews og forskningsartikel på dette punkt. Dertil kommer, at programmet er frit tilgængelig og at forskerne håber, at de store platforme ”vil være ivrige efter at bruge den”. Det forekommer naivt at regne med, at tech-firmaerne, som i forvejen i udstrakt grad baserer deres forretning på at lade computere styre, hvad brugerne ser, skulle lade denne chance for at spare lønudgifter til moderatorer gå deres næse forbi. Og Zeinert og kolleger har ingen mulighed for at forhindre, at deres teknologi anvendes til automatisk sletning af oplag på de sociale medier. Som det ses i ovenstående citat fra deres artikel, er det også tvivlsomt, om de faktisk ville ønske det.
Det sidste understreges af, at to tredjedele af det, teknologien finder, er neosexisme. Med andre ord ville den, hvis der skulle mennesker ind over, medføre en tredobling af arbejdsbyrden for de mennesker, som forskerne gerne vil beskytte mod PTSD og depression. Det hænger slet ikke sammen.
Projektets tal for forekomsten af kvindehadtale
Et computerprogram, som skal lære at identificere sexisme, skal præsenteres for et stort antal sexistiske ytringer, ellers kan det jo ikke lære, hvad det er. Derfor ønskede forskerne fornuftigvis at øge forekomsten af sexistiske ytringer i grundmaterialet, og derfor trak de kun kommentarer ud, der indeholdt nedsættende ord om køn eller ord som ”kvinder” og ”køn”. Det blev til 27.900 kommentarer i alt, som forskerne lod en gruppe bedømmere klassificere. Hvor mange kommentarer forskerne screenede for at få de 27.900, som de underkastede en bedømmelse, oplyser de ikke. Formentlig flere millioner.
Sexchikane fandtes i 50 af de 27.900 kommentarer, dominans i 60, velmenende sexisme i 70, stereotyper i 200, nedvurdering i 300, og neosexisme i 1300.
Disse tal er blevet opfattet, som om de sagde noget om, hvor hyppigt sexistiske kommentarer forekommer på de sociale medier. Men det materiale, forskerne har undersøgt, er jo ikke repræsentativt for kommentarerne på de sociale medier, når forskerne med vilje har sørget for at øge forekomsten af den slags kommentarer i materialet. Det betyder, at materialet er uegnet til at vurdere, hvor hyppigt sexistiske kommentarer forekommer i almindelighed. Det kan allerhøjst give et fingerpeg om, hvilke typer af kommentarer der er hyppigere end andre. Her kan vi se, at langt den hyppigste er den nye type, neosexismen, med 1300, og langt sjældneste er seksuel chikane med 50. Og ……?
Neosexismeteori og moral
Mit sidste kritikpunkt handler udelukkende om den nye kategori af hadtale, som forskerne har indført, neosexistisk hadtale. Ikke fordi de andre er ukontroversielle, hvilket vel fremgår af det, der allerede er sagt, men fordi forskernes begreb om neosexistisk hadtale indeholder nogle specielle problemstillinger.
Begrebet om neosexisme stammer fra senhalvfemsernes USA, hvor sociale aktivister og forskere hæftede sig ved, at kampen mod køns- og racediskrimination formelt set var vundet, men materiel ligestilling ikke havde indfundet sig. Der var en kontrast mellem de lige muligheder, der var indført ved love og forordninger, og folks faktiske, ulige leveforhold i samfundet.
Forsøgene på at forklare diskrepansen udmøntedes i to indflydelsesrige teorier. Den ene fandt forklaringen i, at racisme og kønsdiskrimination stadig satte sig igennem via ubevidste fordomme, som selv egalitært sindede ikke kunne hverken erkende eller gøre noget ved. Idéen dukker stadig op med jævne mellemrum i den danske debat, hvor man forsøger at forklare skæve kønsstatistikker med ubevidst bias mod kvinder.
Den anden forklaring på de vedholdende uligheder mellem kønnene formuleredes i teorien om ”covert sexism”, fordækt sexisme, altså diskriminerende holdninger, som folk godt ved, de har, men som de ikke vil vedstå offentligt. Det er dén, Zeinert og kolleger henviser til som baggrund for deres nye neosexistiske hadtale.
Nu er det jo vanskeligt at måle noget, der er fordækt, og dermed vanskeligt at etablere en relation mellem teori og virkelighed. Ikke desto mindre forsøgte de amerikanske forskere, og påstanden var, at det var lykkedes at udvikle et spørgeskema, der kunne måle fordækte diskriminerende holdninger. Det kaldtes Modern Sexism Scale, og Janet Swim og kolleger publicerede et mindre antal artikler i 1990’erne, hvor de påstod at have vist, at det fungerede.
Ser man nærmere på spørgeskemaet og artiklerne, som jeg har gjort på min blog, er det dog oplagt, at det måler noget helt andet end fordækte diskriminerende holdninger, og at Swim og kolleger påstod noget, de ikke havde belæg for. Det indlysende problem med spørgeskemaet er, at det viser mere fordækt sexisme, desto mere ligestillet et samfund er. Jeg har tidligere skrevet om dette paradoks her på sitet. Spørgeskemaet er åbenlyst fejlbehæftet, og teorien om, at det måler fordækt sexisme, er uden hold i virkeligheden.
Når teorien anvendes, som Zeinert og kolleger gør, til at formulere en algoritme, der finder neosexistiske kommentarer, får algoritmen de samme paradokse egenskaber som spørgeskemaet. Mens det danske samfund bevæger sig imod mere ligestilling, hvor stadigt flere kvinder forhåbentlig vil føle, at de ikke diskrimineres og vil fortælle om det på de sociale medier, vil computerprogrammet udelukke stadig flere kvinder fra den demokratiske samtale – fordi den slags ytringer er uønskede.
Dertil kommer nogle ret specielle moralske komplikationer ved teorien. Folks oplevelser – f. eks. den ovenfor omtalte kvindes, der ikke følte sig uligestillet – frakendes legitimitet, hvis de strider imod teorien. Det plejer ellers at være legitimt i en argumentation at fortælle om egne oplevelser, (og der bliver ikke sparet på de personlige beretninger om negativ diskrimination og sexchikane), men det gælder ikke, når fortællingen handler om ikke at føle sig diskrimineret. Da beslutter forskerne på basis af teorien om fordækt sexisme, at ovennævnte kvinde i virkeligheden har kvindediskriminerende holdninger, hun bare ikke vil ud med. Derfor kan de frakende hendes oplevelse autenticitet, og klassificere hendes ytringen som en sexistisk og dermed moralsk forkastelig handling.
Ud over at det i almindelighed er en balance på en knivsæg at ville basere moral på videnskab, er det helt afgørende forhold her, at teorien om neosexisme er uden hold i virkelighed. Det er dette begrebsapparat, Zeinert og kolleger køber ind på, og refererer til som en autoritativ guldstandard for, hvad der er acceptabelt at sige på de sociale medier.
Der er sådan set ikke noget i vejen med, at Zeinert og kollegers undersøgelse er ideologisk i den forstand, at den ønsker at ændre samfundet i en bestemt retning. Det, der er galt, er, at de ukritisk accepterer en teori om neosexisme, som slet og ret er forkert. Det er en skærpende omstændighed, at den fejlagtige teori dømmer folk, der er uenige i teorien, moralsk, og frakender deres oplevelser legitimitet. Sådan en teori kan lave ulykker, og det er den godt i gang med via Zeinert og kollegers teknologi.
Opdatering: Det fremgik oprindelig af teksten, at den omtalte artikel ikke blev fagfællebedømt. Det er en fejl, oplyser IT-Universitetet. Artiklen er peer-reviewed og præsenteres på konference senere i august.
