Debat

17.02.22

Den positive maskulinisme er vejen frem

Stefan Agger: Maskulinitet er forbundet med en række positive værdier og ikke toksisk i sig selv. Køn betyder noget, men er ikke konstruktivt at bygge kollektive identiteter op på. Lad os se på at opbygge en åben og konstruktiv “maskulinisme”.
Foto: Mads Krabbe
Foto: Mads Krabbe

At det forfærdelige mord på Mia Skadhauge Stevn i Aalborg har sat gang i en debat om køn og især maskulinitet, har de fleste vist opdaget efterhånden. Om den debat er passende oven på sådan en trist og bestialsk anledning, kan man godt diskutere, men det er ikke mit ærinde her. I stedet vil jeg bruge den opblussede kønsdebat som anledning til at sige nogle ord om mænd og maskulinitet, sådan som jeg ser det. 

I tidens offentlige debat er der mange, både kvinder og mænd, som giver sig selv betegnelsen feminist. Det er der ikke noget galt i som sådan, om end det ikke altid er muligt på forhånd at vide, hvilke specifikke meninger det egentligt dækker over; det kan være alt fra en mere liberal lighed i kønnenes muligheder til den mere venstrefløjsprægede resultatlighed på diverse områder.

Der er til gengæld aldrig nogen, der kalder sig selv for maskulinist, selvom det rent principielt må være et præcist lige så legitimt standpunkt som feminisme. Når der ikke findes aktive maskulinister, kunne det måske hænge sammen med, at der ikke rigtigt er nogen, der har formuleret eller udbredt nogle principper, som kan knytte sig til maskulinitet på en mere principiel måde, sådan som mange har gjort med feminismen. Lad mig derfor gøre et forsøg her:

For det første indebærer maskulinisme en tro på, at maskulinitet i sig selv blot er et potentiale, som man hverken kan benævne godt eller ondt. Der er ikke noget toksisk over maskulinitet i sig selv. Hvis samfundet eller dele af samfundet begynder at opfatte maskulin opførsel eller maskuline værdier som noget toksisk, så er det altså samfundet eller den pågældende del af samfundet, der har et problem.

For det andet indebærer maskulinisme en tro på, at maskulinitet er forbundet med en række positive værdier, som mænd eller maskuline personer i høj grad har været ansvarlige for at oppebære i vores samfund. Det er dyder, som gennem historien både har knyttet sig til idealer for krigeren og for samfundsbyggeren. Vi kender dem som koder og normer for mandighed lige fra Iliaden og Odysseen over vesteuropæisk ridderlighed og til senere tiders fokus på historiens og videnskabernes store mænd. 

Det kunne være dyder som arbejdsomhed, principfasthed, mådehold, opfindsomhed, eventyrlyst, høviskhed og konkurrencementalitet. Det er værdier, som meget ofte gavner det omkringliggende samfund, når de efterstræbes, enten gennem deres medvirken til at opbygge faste og stabile samfundsinstitutioner, eller fordi de er afgørende for skabelse af velstand og teknologiske fremskridt. 

For det tredje fastholder maskulinister, at maskulinitet skal kunne rummes i vores samfund og i vores offentlige institutioner, også når det gælder delelementer af maskulinitet såsom aggressivitet, udadreageren og voldsomhed. Disse karaktertræk er ikke sygelige og kræver ingen diagnose, men skal holdes under kontrol gennem opøvelse af selvkontrol eller sættes i anvendelse gennem sport og anden konstruktiv fysisk udfoldelse. Man er ikke mærkelig eller unormal, hvis man udviser disse karaktertræk, ofte er man bare en dreng. 

Igen er det sådan, at hvis ikke samfundets socialiserende institutioner kan rumme noget så almindeligt og udbredt som maskuline udtryk på en fornuftig og pædagogisk måde, så er det disse institutioner, der er på vildspor.

Også et destruktivt potentiale
Her der dog brug for at stoppe et øjeblik og inddrage den nuværende debat om køn og vold i både partnerskaber og nattelivet. Selv om man som maskulinist anerkender en naturlig tilstedeværelse af det fysiske og aggressive udtryk i mange drenge og maskulint orienterede piger, så er det også klart, at de kræfter, maskulinitet rummer, kan være destruktive og ødelæggende. 

Det er en gammel klassisk tommelfingerregel fra statskundskaben, at samfund med for mange ledige unge mænd aldrig fører noget godt med sig, snarere krig, revolutioner og vold. Dermed er det også klart, at maskulinitet skal indrammes af klare normer for, hvordan man bør opføre sig. Ridderlighedsidealer eller idealet om en gentleman kommer netop af den erkendelse, som jeg udfolder her. 

Det er jo ellers mest på mode i vores tid at vende sig mod normer for kønsroller, og det er også muligt, at det for kvinder giver bedst mening at bekæmpe mange af de eksisterende normer for deres køn. Jeg vil derfor nøjes med at sige om mit eget køn, at normerne for mænds identitetsdannelse og kønsrolle i historisk lys ofte har været særdeles gavnlige idealer for, hvordan man udfolder maskulinitet på en fornuftig og konstruktiv måde i samfundet.

På det område lider vores tid måske af nogle mangler, som vi som samfund burde vise større interesse. Forholdet mellem kønnene er klart i opbrud, mange institutioner bliver mere og mere feminiserede, og individualiseringen efterlader mange uden et klart værdimæssigt kompas. Der er brug for debat om idealer for maskulin opførsel, og det kan ikke gøres fra et feminismestandpunkt.

Selv om jeg altså taler for mere tydelige normer for maskulinitet, er jeg ikke stor tilhænger af at opfatte køn som et fællesskab eller en kollektiv identitet. Kollektiv identitet er overordnede betegnelser, som individer kan anvende til at skabe egen identitet, fordi de kollektive størrelser som ’dansker’, ’europæer’ eller ’vestjyde’ indeholder værdier, som man dermed kan tilskrive sig selv. 

Den opmærksomme læser vil sikkert her spørge: ”Men er det ikke netop det, du lige har gjort med din beskrivelse af maskulinisme?”. Og jo, det kan man godt sige, men kollektive identiteter indebærer også en eller anden form for sammenbinding af individer i et fællesskab, som jeg hverken selv føler eller opfatter som gavnlig, når vi taler om køn.

Ikke et fællesskab at dyrke
I mit eget liv opfatter jeg sig mig som eksempelvis både som lemviger, vestjyde, dansker og europæer, og jeg føler en eller anden form for forbundethed med mennesker, der har disse identiteter til fælles, hvis jeg skulle møde dem et sted, hvor alle andre er andre steder fra. Sådan har jeg det ikke med køn. Verden er fyldt med mænd, som jeg ikke føler nogen form for forbundethed med. Det er selvfølgeligt et mavefornemmelsesargument, men køn alene er ikke et fællesskab for mig.

Jeg er dog også af den mere analytiske overbevisning, at det ville være særdeles uheldigt, hvis mænd af en eller anden årsag begynder at dyrke at opfatte køn som et fællesskab. I mine øjne er de sørgelige og alligevel farlige incels netop sådan et fællesskab, ligesom man godt kan få den fornemmelse, at højrepopulistiske og antividenskabelige bevægelser lige fra trumpister til Men in Black i nogen grad handler om at dyrke et bestemt og mere destruktivt maskulinitetsideal end det, jeg i denne tekst forsøger at fremføre.

 Jeg frygter, at en større udbredelse af idéer om, at mænd kollektivt bør ”tænke sig om” eller endda ”skamme sig”, når mandlige individer begår forbrydelser, vil skabe mere medvind for destruktive maskulinitetsfællesskaber. Det er afgørende, at mænd først og fremmest orienterer sig mod samfundet og ydre og konstruktive mål, og ikke lukker sig om at være mænd. Det vil der ikke komme noget godt ud af. 

Til sidst er det værd at slå fast, at der ikke er nogen særlig modsætning mellem at være feminist og at være maskulinist, så længe førstnævnte ikke defineres på en måde, hvor det indebærer reel antimaskulinitet. Desværre betyder ”kønsneutral” ofte i mange sammenhænge, at det maskuline helst skal underordnes eller helt forsvinde. I disse tilfælde må man som maskulinist være nødsaget til at være modstander af en sådan feminisme.

Overordnet set må det dog være målet for vores samfund, at køn på den ene side bør træde i baggrunden til fordel for et syn på mennesket som individer med egen frihed og myndighed til at leve livet efter egne ønsker. Mens det på den anden side skal være sådan, at både mennesker med udpræget feminine værdier og mennesker med udpræget maskuline værdier kan leve uden at skulle gøre vold på sig selv eller skamme sig over sig selv, både i deres børneliv og som voksne.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter