Forleden lykkedes det SF, Radikale og Enhedslisten (jaja, og Alternativet, bevares) at forhindre de ellers planlagte besparelser på Danmarks Radio på 900 mio. kr. over en årrække. Det er lige så forudsigeligt, som det er trist. Både fordi der for tiden er en del fornuftigere ting at bruge penge på end statsmedier helt generelt, og fordi DR er en mediekolos, hvis berettigelse bliver stadig mindre. 

På markedet for flow-tv er seerne mere begejstrede for TV 2, der altså laver mere set tv, uden folk tvinges til at betale for det, og på streaming bliver DR overgået af både Youtube og Netflix. Hvis man spørger venstrefløjen, skyldes begejstringen for DR noget med sammenhængskraft og fæle internationale mediegiganter, der stjæler den opmærksomhed, som retteligt burde gå til at se statsfjernsyn, som vor bedstemors generaldirektør lavede det. Men tiden, hvor DR havde nogen større samlende effekt, er for længst forbi. Sandt nok, mange taler da om Den store bagedyst, men det gør de også om Vild med dans og The Crown.

Hvad formålet med DR’s pivdyre hovedkanal egentlig er, ved ingen vist rigtigt. For lad os være ærlige: Der er meget få egenproduktioner her, som ikke uden problemer kunne være sendt på kommercielle stationer. For en lang række af de største seer-succesers vedkommende – Den store bagedyst, X Factor (før programmet holdt op med at være essentiel public service og flyttede til TV 2, uden nogen kunne se forskel) Den bedste portrætmaler osv. – så bliver de det såmænd også i mange andre lande.

Børne-tv og nyheder

Ikke alt er elendighed. Historien om Danmark var forrygende, DR’s dokumentarprogrammer holder et højt niveau, ligesom en lang række dramaserier har været glimrende (og så taler vi ikke om den de ganske mange, der har været tåkrummende ringe – *host*, *host* 1864 *host*), ligesom man på DR2 og P1 finder glimrende samfundsdebat og -dækning. Selvom den nærmest religiøse dyrkelse af DR’s børneproduktioner til tider bliver parodisk højstemt – man kan finde oceaner af aldeles fremragende børne-tv på både Netflix og HBO – er der ingen tvivl om, at man også her formår at gøre det glimrende. Det ændrer bare ikke ved, at utroligt meget, som DR laver, uden problemer kunne blive – og bliver – lavet på markedsvilkår, uden nogen var tvangsindlagt til at betale for det.

Dertil kommer, at DR har en utroligt uambitøs nyhedsafdeling, der i parantes bemærket er landets største journalistiske arbejdsplads, hvis oppustethed synes noget nær omvendt proportionalt med mængden af journalistiske egenhistorier. At det er TV 2 og ikke DR, der har formået at give danskerne en dedikeret nyhedskanal er både sigende og symptomatisk.

Ingen demonstrationer

Påfaldende er det også, at de hidtil implementerede besparelser på DR ikke har udløst antydningen af ramaskrig i befolkningen. Mens lukningen af Radio24syv, der trods alt havde en begrænset lytterskare, udløste demonstrationer - den seneste et år efter lukningen – og en stadig massiv samt offentligt tilkendegivet bitterhed hos ganske mange lyttere (for ikke at nævne chefer og medarbejdere, undertegnede inkl.), blev de hidtil gennemførte nedskæringer i DR mest ledsaget af lyden af vindhekse, der sagte trillede forbi Emil Holms Kanal. Der var tilsyneladende ikke rigtig andre end Enhedslisten, RV og SF, samt enkelte eksperter og kommentatorer, der rituelt profeterer public service-babys nært forestående død forud for enhver nedskæring i DR, som synes for alvor at se det noget større problem, at en i forvejen enorm offentlig mastodont blev en smule mindre.

Set fra et borgerligt perspektiv er det imidlertid ikke skidt, at spørgsmålet om DR’s fremtid bliver stadig mere politiseret, hvor det nu primært er den værdipolitiske venstrefløj, der sørger for, at borgernes penge bliver hældt i mediebrønden på Amager.

At friholde DR for besparelser er nemlig tydeligvis ikke en idé, der er groet i Socialdemokratiets baghave. DR’s utrættelige defensor Mogens Jensen fik ikke posten som kulturminister, hvilket kunne ligne en tanke, men blev i stedet minister for fisk, ligestilling og andre blandede bolcher. I hvert fald lige indtil han tog livet af minkene, der så til gengæld tog hans ministertitel med sig i massegraven. 

Den nye kulturminister har da heller ikke profileret sig markant på DR, men mere gjort sig i at tale håndbold, Absolute Music og musicals på nationalscenen op.

Hvis DR forbliver venstrefløjens darling vil det forhåbentlig fremover kun blive så meget desto nemmere at gennemføre ændringer, som lader danskerne selv bestemme, hvilke medier (om nogen) deres penge skal gå til.

Drop de kommercielle programmer

Socialdemokratiet skulle give et eller andet i medieforhandlingerne, og når venstrefløjspartierne havde bundet sig til licensmasten, er en aflysning af endnu ikke implementerede besparelser trods alt et oplagt sted for regeringen at give den luns, de så fik. Men de allerede implementerede besparelser står trods alt ved magt. Og trods blå bloks sørgelige forfatning for indeværende må man formode, at de borgerlige kommer til magten før eller senere. Til den tid vil DR med al sandsynlighed kun fremstå som en endnu mere irrelevant og beskæringsoplagt kolos på lerfødder.

Til den tid vil det være oplagt at satse på at gøre DR både mindre og mere fokuseret på de public service-opgaver, som markedet ikke leverer - fx relativt dyr tv-dramatik, dokumentarer, taleradio og børne-tv – i stedet for at bruge danskernes penge på at lave ting, som kommercielle aktører laver lige så godt, hvis ikke bedre. 

Dertil ville det være oplagt at overveje, om en opsplitning af DR i selvstændige enheder ikke også ville give mening både for de enkelte kanaler og for danske medieforbrugere. En tv-kanal for kloge-åger som DR2 har ikke meget til fælles med regionalradio opblandet med ældre popmusik som P4, og der er ingen tvivl om, at det ville være ekstremt interessant at sætte de enkelte kanaler fri til at opdyrke deres egne nicher. 

Radio24syv viste, at man med få ressourcer og en smidig struktur i et mindre medie formår at innovere langt mere, end de fleste enheder i DR har formået de sidste mange år. Og skulle man virkelig være vovet, kunne man sågar overveje at udlicitere nogle af de enkelte kanaler til private aktører og se, hvad de kunne gøre for de imponerende budgetter i statsradiofonien.

Der er næppe tvivl om, at det med et snuptag ville sikre danskerne langt større mediemæssig mangfoldighed – hvilket venstrefløjen som bekendt i en række andre sammenhænge er ganske optaget af at promovere.