Forestil dig følgende: Vi er i fremtiden, nærmere bestemt 2031. Danmark har gennem mange års politisk kamp reduceret landets emissioner af CO2 og andre drivhusgasser med de ønskede 70 eller måske endda 80 procent i forhold til udgangsåret 1990. 

Kampen for at opnå den ønskede reduktion har kostet Danmark på flere fronter: Væksten har været lavere, end den kunne have været, danske produktionsarbejdspladser er tabt, og målet om et Danmark i balance er rykket længere væk, fordi CO2-afgifterne har ramt provinsen hårdere end de større byer. Målet om 80 procents reduktion, som statsminister Mette Frederiksen luftede i valgkampen i 2022, har kostet danskerne velstand og for nogle deres job, men det lykkedes. Vi kom i mål.

Samtidig står det klart, at de globale udledninger af CO2 og andre drivhusgasser har været svagt stigende siden 2022. Befolkningsvækst og økonomisk vækst i Afrika og store dele af Asien har medført et stigende behov for energi, og den teknologiske udvikling er ikke gået så stærkt, at det behov har kunnet løses hovedsageligt af vedvarende eller grønne energiformer. Det har i stedet krævet store mængder af fossile brændsler. 

Kan danskerne vækkes?
Vi står altså i 2031 med det resultat, at Danmark gennem hårde politiske kampe har opnået sit politiske mål, mens det globale klimaproblem står uløst. Mit spørgsmål er: Hvordan vil danskerne reagere på sådan et slag? 

Får vi ”gule veste” som i Frankrig, folkelig vrede over politisk påførte udfordringer, eller mangler danskerne helt det franske temperament? Under coronaperioden stod det som ofte før klart, at Danmark har en stærk og tillidsbaseret kultur, som ikke nemt lader sig rokke. På den anden side oplevede vi også en stigende mistillid til autoriteter, antivaxere og udbredte konspirationsteorier. Vi havde Men in Black og traktoroprør fra landet på baggrund af den stærkt polariserende minkskandale.

I mine øjne er det et væsentligt spørgsmål at stille. 

Hverken den ene eller den anden del af den tænkte fremtid er voldsomt usandsynlig. Vi kan sagtens risikere, at vejen op til 80 procents reduktion bliver svær, når alle lavthængende frugter er plukket. At det kommer til at gøre ondt, og at det vil ramme både jobs og vores forbrugsmuligheder. 

Det er heller ikke urealistisk, at den globale udledning vil fortsætte med at stige. I skrivende stund afvikles COP27, og jeg tror ikke nogen forventer, at der vil ske store gennembrud her. Den forventede befolkningsvækst i Afrika er slet ikke på dagsordenen, mange fattigere lande vil hellere have strøm i stikkontakten hos borgerne end hårde klimamål, og det rige Vesten kommer nok ikke engang til at betale den kompensation, vi allerede ved tidligere møder har lovet til resten af verden.   

Vi er altså nødt til at spørge, hvad de besluttede klimamål vil betyde for vores politiske tillid, kultur og sammenhængskraft.

Vi kan allerede se, hvor meget politisk kraft der er i den slags spørgsmål, i den nuværende energikrise. Når folk pludseligt ikke kan betale varmeregningen, fordamper de fleste andre politiske dagsordner op i den blå luft.

Klimakamp og rationalitet
Spørgsmålet er altså relevant, men det er også uvelkomment mange steder. Et slående træk ved den politiske debat om klimaforandringerne er, at man helst ikke skal være ’skeptiker’. Man skal ikke stille spørgsmål, som kan illustrere det svære ved klimakampen eller uhensigtsmæssige ting ved den måde, vi har valgt at gribe det an på i Danmark.

Personligt har jeg været overbevist om klimaudfordringen ganske længe og har aldrig været i tvivl om, at der er problemer med menneskets påvirkning af Jordens klima og natur. Jeg har aldrig skrevet så meget som en linje, der såede tvivl om det, men alligevel kan man blive beskyldt for at være skeptiker eller endda benægter, hvis man stiller de forkerte spørgsmål.

Min oplevelse er, at der er et ret stort misforhold mellem engagement i klimaet som politisk sag og så interesse og viden om de faktiske forhold, klimasagen berører. Klimaproblemet er et stærkt fagligt problem, som kræver overblik over så forskellige ting som fysik, meteorologi, ingeniørvidenskab og økonomi, hvis man skal forstå problemerne og deres mulige løsninger. 

Hvis man derfor er stærkt politisk engageret i sagen, men er uden den store viden om f.eks. fysik eller økonomi, ja så bliver viden hurtigt til en generende mislyd, man skal have lukket for, fordi med viden kommer også masser af tvivl og dilemmaer. 

Vi kommer dog ikke uden om den rationelle tilgang, hvis vi skal undgå, at den politiske kamp for reduktion af Danmarks klimapåvirkning ender i stigende mistillid og konflikt mellem samfundsgrupper helt uden at løse det globale problem. For det kan Danmark naturligvis slet ikke.

Vi er nødt til at løse vores klimaudfordringer med energi og andre former for grøn omstilling, på en måde hvor vi kan tjene som et forbillede. Hvor det, vi har gjort, er så smart, at de fleste lande, der ser det, vil tænke, at sådan må vi også gøre. Det er den eneste måde, hvorpå klimapolitik ikke bliver til selvskade, og hvor vi faktisk kan påvirke verdens gang ved at være de smarte og de kloge.

Og vi bliver kun de kloge, hvis vi stiller alle de ubehagelige spørgsmål.