For tiden kører en tydeligvis velkoreograferet kampagne fra en række organisationer, der alle ønsker abortgrænsen sat op. Ballet blev åbnet af Enhedslisten og Venstre i unik forening og er senere fulgt op af Sex & Samfund, Politikens lederkollegium såvel som en række kønspolitiske og medicinske debattører. 

Men på fascinerende vis er der meget få, som synes villige til at adressere den underliggende debat, der helt banalt handler om, at fostre med tiden bliver så udviklede, at ingen aktører i den danske debat kan acceptere abort.

Medmindre man mener, at abort skal være ubegrænset under hele graviditeten, eller at det bør være forbudt hele graviditeten, så vil abort altid være en grumset affære, hvor klare svar er svære at finde. Her bør alle (undtagen hvis man virkelig støtter en ubegrænset abortmulighed eller går ind for et totalforbud), gøre sig klart, at der ikke er nogen etisk uproblematiske grænser. 

Selvom mange måske ikke kan lide at høre det i Danmark, så indebærer enhver abortgrænse per definition, at kvindens rettigheder til selvbestemmelse bliver indskrænket, fordi man prioriterer fosterets ret til fortsat eksistens højere. Den eneste måde at undgå dette på er at tillade abort frem til fødslen, hvad de færreste dog er villige til (pudsigt nok, da det faktisk er WHO’s unægtelig ganske radikale anbefaling).

Dermed er man nede ved et centralt, men i debatten underligt overset spørgsmål, for hvornår bliver et foster til et menneske? 

De fleste vil mene, at der er et begrænset etisk problem forbundet med en abort i de første par uger. De fleste vil også være enige i, at det vil nærme sig drab at udføre en abort i 38. uge, hvor forskellen mellem et foster og et spædbarn ikke har noget med barnets udvikling at gøre, men udelukkende om det er inden eller uden for livmoderen. 

Hvis man således anerkender, at abort er OK i 1. uge, men ikke i 38., følger det, at grænsen må ligge et sted herimellem. Og her er problemet, at der ikke er nogen skillelinje, der er oplagt indlysende. 

Der er masser af situationer, hvor grænser mellem to tilstande er umulige at definere entydigt. Overvej engang præcis, hvor mange hår en skaldet mand kan have, før han ikke længere kan kaldes skaldet. Hvis det er to hår, så vil de fleste nok stadig anerkende vedkommende som skaldet. Måske går 50 også an, hvis de er korte og sidder langt fra hinanden. De færreste vil formodentlig opfattet en mand med 500 hår som skaldet. Men går den specifikke grænse mellem skaldethed og ikke-skaldethed så ved 103 eller måske sågar 247 hår? 

Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt. Men begrebet skaldethed bliver imidlertid ikke meningsløst af den grund. Vi kan sagtens betegne folk som skaldede og bruge begrebet, selvom vi ikke kan sige, præcis hvor grænsen mellem skaldethed og ikke-skaldethed går. 

Problemet i forhold til abort er så, at vi faktisk i den sammenhæng skal bruge en præcis grænse, og hvis vi anerkender, at jo længere tid der går, jo mere bliver et foster til et individ, der har egne rettigheder og krav på beskyttelse. I for eksempel 24. uge, som man anvender som grænse i både England, Island og en række amerikanske stater, er ganske mange fostre levedygtige med den rette behandling. Her kan man finde hospitaler, hvor medicinsk personale på den ene stue udfører aborter på fostre med en alder, som andet personale på neonatalafdelingen kæmper hårdt for at redde. 

Fra flere er argumentet, at en abortgrænse bør gå der, hvor fosteret er levedygtigt. Men det er imidlertid et forfejlet argument af flere grunde. For tidligt fødte børn kan kun overleve i kraft af voldsomme medicinske og teknologiske fremskridt. Formodentlig vil man på tilsvarende vis i løbet af få år kunne sikre overlevelsen af endnu tidligere fødte børn. Hvis man altså vælger levedygtighed uden for livmoderen som det afgørende kriterium, kunne man forestille sig, at abortgrænsen skulle rykkes ned til for eksempel 16. uge, hvis det om nogle år blev muligt at redde børn født da.

Et andet problem er, at hvis man anlægger selvstændig levedygtighed som perspektiv, så kunne man argumentere for, at abort efter fødslen – det, man ellers ville kalde spædbørnsdrab – også kunne forsvares, eftersom spædbørn heller ikke ville kunne overleve på egen hånd. De kræver også omfattende, pleje og omsorg. At anvende levedygtighed som grænse synes dermed uholdbart, da det åbenlyst har mere med medicinske og teknologiske fremskridt end med fosterets biologi og selvstændige udvikling at gøre.

Et andet problem med debatten om abort er, at den oftest ikke anerkender, at en sådan afvejning finder sted allerede nu.

Eksempelvis siger Sex & Samfunds formand, at “Vi har set på at sikre, at rettigheden for kvinden er så stærk som overhovedet mulig”. Men det passer åbenlyst ikke. Hvis kvinders rettighed til abort skal være “så stærk som overhovedet mulig”, så giver det naturligvis ikke mening blot at ønske abortgrænsen forhøjet. Hvis det er målet, bør enhver ugegrænse for abort naturligvis afskaffes helt, hvorefter kvindens ret til abort reelt vil være “så stærk som overhovedet mulig”.

Men det siger Sex og Samfund ikke, for de facto anderkender man også her, at også fosteret på et tidspunkt er så udviklet, at abort ikke kan forsvares. Deres skøn for, hvornår det er, ligger bare et andet sted end de fleste danskeres, hvoraf et stort flertal af mænd og et endnu større flertal af kvinder mener, at abortgrænsen på 12 uger bør bevares. I praksis anerkender de altså også, at fostres rettigheder på et tidspunkt bør veje tungere end kvindens ret til abort.

Og hermed er vi nede til det, som diskussionen egentlig burde handle om. Noget så både prosaisk og komplekst som en vurdering af, hvornår man mener, at et foster er så meget et barn, at abort ikke længere kan forsvares.

Her er det sært fraværende fra diskussionen, at der er temmelig stor forskel på et foster i uge 12 og 18. Fosteret vokser i den periode fra 6-7 til 18 centimeter og mere end tidobler sin vægt fra omtrent 20 til 230 gram. Et foster i uge 18 har i markant højere grad end uge 12 udviklet hørelse, smagssans, kønsorganer og fordøjelsessystem, synke- og sutterefleks og en hel del mere.

Dermed ikke sagt, at hjernen er fuldt udviklet i uge 18, for det er slet ikke tilfældet. Der foregår stadig voldsom stor udvikling i tiden mellem uge 18 og fødslen. Det er imidlertid uomgængeligt, at der er en markant forskel på at fjerne et foster med en vægt svarende til tre vindruer og så et markant mere både fysisk og mentalt udviklet foster med en vægt svarende til omtrent en pakke smør. Uanset om man mener, at fosteret skal have rettigheder eller ej, så er det unægtelig kommet markant længere på det udviklingsmæssige kontinuum, hvor det ender som et barn med rettigheder, som alle anerkender.

I debatten har flere også argumenteret med, at evnen til at føle smerte endnu ikke er udviklet i uge 18, hvilket der i øvrigt ikke er konsensus om i et felt, der stadig er præget af stor uvidenhed. Men det er også et sært udenomsargument, der vel i bedste fald flytter debatten til, hvorvidt man kan aflive fostre smertefrit.

Men som jeg skrev indledningsvis, kan der intet entydigt svar gives på, hvor den mindst ringe abortgrænse går, hvorfor det er overladt til den enkelte at vurdere i forhold til eget etiske kompas. I lighed med det store flertal af befolkningen mener jeg dog ikke, man skal rykke denne grænse længere op med den normalisering af markant senere aborter, som det efter alt at dømme vil indebære.

Det kan man så være uenig i, fordi man opfatter kvinders rettigheder som væsentligere end fosterets, også i uge 18 – en holdning, der tilsyneladende dog deles af et ret lille mindretal af danske mænd og pudsigt nok endnu færre danske kvinder. Men hvis man mener dette, så bør man dog have være villig til ærligt at vedstå, at man kan acceptere aflivning af et formodentlig større antal af langt mere veludviklede fostre, end tilfældet er i dag.