Star Wars Episode VIII – The Last Jedi, som udkom i 2017, er uden tvivl den mest polariserende Star Wars-film til dato. Selvom publikum indledningsvist kom glade ud fra biografen, da den fik premiere, spredte der sig hurtigt en stemning af, at filmen ikke blot ødelagde sagaens arv og såede splittelse mellem sagaens fans, men også indeholdt irriterende woke elementer såsom lilla hår og tilføjelser af minoritets-karakterer uden funktion for plottet.

Jeg vil give kritikerne ret, men alligevel fastholde, at ikke blot var det en god Star Wars-film – det var den mest højreorienterede i hele sagaen.

Jeg skal forklare hvorfor, men først en kort introduktion. Det er ikke alle, der elsker Star Wars, som jeg gør, og andre endnu har måske aldrig set filmene.

Helt kort handler sagaen, som er skabt af George Lucas, og hvis første episode udkom i 1977, om en bondedreng ved navn Luke Skywalker fra udkantsplaneten, der får sin drøm om at blive en del af noget større opfyldt, da han bliver radikaliseret af en gammel og hærget eneboer i badekåbe, og de slutter sig sammen med en dragende prinsesse, en lurvet gadedreng, et behåret muskelbundt og to robotter i en slags platonisk homoseksuelt forhold i Oprøret mod Ondskabens Imperium. Imperiets farligste krigsherre er Darth Vader, en astmatiker i samurairustning, men selv han tjener den mystiske kejser, som viser sig at være en rynket troldmand, som ligeledes går i badekåbe.

Der er også en masse med magiske kræfter, rumskibe, lyssværd og Dødsstjerner, der kan sprænge hele planeter i luften – og helt fantastisk musik – men det er mindre vigtigt.

Det hele ender godt i den oprindelige tredje film, hvor Oprøret ikke bare får skovlen under kejseren, men også får vendt Darth Vader, som viser sig at være helten Lukes far, tilbage fra den mørke side til den lyse.

Nye film, næsten samme historie

Siden da er der lavet i alt seks nye film, hvoraf de tre foregår før den oprindelige trilogi, som nu altså benævnes Episode IV til VI, imens de tre seneste, som udkom 2015-2019, efter Disneys opkøb af sagaen, foregår omkring 30 år efter de oprindelige film. Altså cirka lige så lang tid senere, som der er gået i virkeligheden.

Det var smart, fordi de gamle skuespillere så kunne genbruges. Og det blev de så. Først i Episode VII – The Force Awakens, der mest bare gentog den oprindelige films plot – det, man kalder en ”soft reboot” – med nye hovedpersoner, hvis navne er irrelevante, og med de gamle som skrantende bifigurer.

Og så kommer vi til Episode VIII – The Last Jedi, instrueret af Rian Johnson. Her er den ingen gentagelser. Tværtimod tager den alle forventede gentagelser og klichéer, brækker dem i tusind stykker og stopper dem ned i halsen på publikum og tager sig god tid til at lade os tygge dem. Det er ikke lige kønt hver gang, men jeg elskede det.

Hovedpointen i filmen er, at de oprindelige heltes fine oprør ganske vist formåede at smadre Imperiet, men at de i de følgende 30 år ikke har bygget et nyt levedygtigt samfund op. Diktatur er blevet afløst af anarki, som nu igen er ved at blive afløst af diktatur i form af et nyt regime, der ikke er andet end en tegneserie-efterligning af det gamle Imperium. De gode var gode til at ødelægge, men elendige til at genopbygge, og nu betaler alle prisen. Så valget står mellem anarki og en grotesk parodi på den gamle orden.

Selv Luke Skywalker ender som en bitter og knækket mand, en gammel og hærget eneboer i badekåbe, som har vendt alting ryggen, fordi hans drømme styrtede i grus, da de kolliderede med den nye generations ambitioner. Han har mistet enhver tro på de idealer, de angiveligt kæmpede mod Imperiet for, da han var ung. Og han ender med at dø af overanstrengelse, da han igen skal være til nytte i kampen mod det onde.

68’ernes fallit

Her er det tid til lidt kontekst fra den virkelige verden: George Lucas er, som så mange andre Hollywood-ikoner fra sin generation, en rigtig 68’er, og han har aldrig lagt skjul på, at Star Wars blandt andet var en allegori for ungdomsoprøret mod det grå, imperialistiske, krigeriske og slet og ret kedelige Nixon-Amerika, og at Oprøret ligefrem var inspireret af Viet Cong. Kort sagt: Sticking it to the Man – in space.

Så hvis nogen tror, at Star Wars var en saga af uskyldige rum-ridderhistorie/western/samuraifilm, indtil Disney kom og inficerede filmene med venstreorienteret propaganda, er det altså på tide at vågne op. Selvom vi, der var børn i 70’erne til 00’erne, som givetvis i dag er den største fan-demografi, var for unge til at forstå konteksten, var den der stadig.

Man kan sagtens se bort fra det og nyde filmene, men Star Wars har altid været en barnagtig allegori for 68’ernes idé om sig selv som heltemodige ungdomsoprørere. Imperiet ER højreorienteret, grotesk højreorienteret med stormtropper, nazi-uniformer og folkemord, og Oprøret ER venstreorienteret.

Og med The Last Jedi blev det endegyldigt slået fast, at dette oprør klarede det til UG med kryds og slange, når det kom til at lægge ”The Man” i graven, men til gengæld dumpede med et brag, når det kom til at finde noget levedygtigt at sætte i stedet. 

Ligesom virkelighedens 68’ere, der langt hen ad vejen sejrede i deres korstog mod familien, faderrollen, traditionerne, professorvældet og den borgerlige orden og autoritet i al almindelighed, både den dårlige og den gode. Og nu skal vi andre så samle stumperne op, imens de gamle ungdomsoprørere bare sidder fast i en ”bagskid, der har varet siden ’68”, som Niels Skousen (én af deres egne) selv synger.

Jeg synes for det første, at det er godt for filmen i sig selv, at den forsøger at befri Star Wars-sagaen for bare at gentage sig selv. Det forsøg blev dog, om man kan lide det eller ej, ødelagt af den efterfølgende Episode IX, som vi her ikke behøver at dvæle nærmere ved.

For det andet, og mere væsentligt, er det i min optik et klokkeklart højreorienteret budskab, som vi bør tage med fra filmen, at 68’erne har ødelagt mere, end de har opbygget.

Jeg ved ikke, om instruktøren Rian Johnson havde tænkt sig, at man kunne få dét budskab ud af filmen. Det virker ikke så typisk for Hollywood at lave en film, der saver benene af egne helte på den måde – i hvert fald ikke fra dén vinkel.

Revolutionsromantik og reaktionær stædighed

Men inden du godter dig for meget over denne langemand til 68’erne gemt under spektakel og overfladisk wokeness, er der en anden lektie, der hænger uløseligt sammen med den første: At forsøget på bare at genopbygge dét, som Oprøret har smadret, er en grotesk parodi på noget, som i sig selv var grotesk.

De nye wannabees, der vil genskabe Imperiet, kan ikke matche deres idoler i elegance eller effektivitet, men alene i brutalitet, og modsætningen til Oprøret ender dermed som en tegneserieversion af det gamle. Make The Empire Great Again, my ass.

Lad os, der skal samle stumperne op fra 68’erne, også huske den lektie. Bare fordi der var orden, før der kom kaos, kommer der ikke noget ud af at forsøge overfladisk at kopiere den gamle ordens former og metoder, når udgangspunktet nu er et andet. Det bliver en parodi, der ender i endnu mere ondskab.

Den fremtid, vi skal bygge op af ruinerne fra oprøret, kræver hverken reaktionær stædighed eller revolutionsromantik, men først og fremmest, at vi lærer af fortidens fejl fra både heltene og skurkene.

Så giv den et kig mere, hvis du er til den slags. Og derefter skal vi begge op fra sofaen, for vi har nok at gøre.