Jeg har gennem min tid som socialrådgiver mødt en del familier, som har stået i svære situationer. Jeg har mødt unge, der har været igennem massive omsorgssvigt og grufulde oplevelser, der har sat store ar på sjælen. Så store ar, at de for evigt vil have psykiske mén, der er så invaliderende, at de ikke kan leve uden særlig støtte. Disse borgere har som regel én ting til fælles. Fællesnævneren er, at deres problemer ikke blev taget alvorligt, da de var små. At deres forældres massive svigt, misbrug og i visse tilfælde voldelige handlinger ikke blev “opfanget” af systemet. Og hvis det blev, så blev der ikke taget hånd om det, fordi serviceniveauet i den gældende kommune var for lavt. Årsagen hertil var, at sagsbehandlerne havde for mange på deres sagsstammer, fordi man valgte at give forældrene “en chance til”, eller at de valgte at flytte videre til en anden kommune midt i afklaring.
Det er den virkelighed, mange, der arbejder inden for området, møder. At man fjerner et barn, som er udsat for massivt omsorgssvigt, men at man ikke kigger på lillesøsteren. Eller at man står over for to vordende forældre, som har været igennem en lang sagsproces og utallige faglige vurderinger, hvor man er kommet frem til, at de ikke kan varetage deres kommende barns helt basale interesser, men alligevel ender de med at få barnet med hjem.
Jeg kan godt forstå, hvis du tænker: “Det er jo helt galt, det her”. Følelsen af, at staten “bare” tvangsfjerner børn eller lægger rammer ud over en velfungerende familie, er totalitært og føles som et overgreb på liberale og borgerlige familieværdier. Men den følelse bliver du virkelig nødt til at parkere for en stund. For med al respekt, så er den gruppe, vi taler om her, ikke kernefamilien. Det er ikke din nabo Jensen, der pga. en skilsmisse står i en forfærdelig kamp om retten til barnet. Eller Lene, der har født et barn, og uden grund kommer “kommunen” ind og tager barnet.
Faktisk er det ærgerligt, at hele debatten og reaktionen på udspillet fra regeringen kun omhandler bortadoptioner og tvangsfjernelser. Faktisk må man rose sossernes spin-maske. Det er nemlig en klassisk en af slagsen: Sig noget, der er let at forstå, noget, der vækker følelser, og så kommer debatten i gang. Men vi borgerlige er bedre end det. Vi bør være bedre end at falde for tvangsretorikken og trække “Handmaid's Tale”-sammenligninger frem eller kalde det for voldsomt indgribende, fordi vi har en fantasi-forståelse af, at dette er et angreb på sund liberal borgerlig familiepolitik. Forstå mig ret. Familiens rettigheder og værdier skal der værnes om. Men hvis der er noget, der er borgerligt, så er det at hjælpe de allersvageste og mest sårbare i samfundet. Og et lille barn, der fødes ind i en familie, hvor forældrene ikke kan varetage barnets mest basale interesser, eller hvor barnet bliver udsat for vold, incest eller decideret psykisk terror, skal beskyttes.
Der mangler en borgerlig hånd
Derfor er mit opråb til det borgerlige Danmark og de borgerlige partier følgende: Smøg ærmerne op, deltag i forhandlingerne, og sørg for at sidde for bordenden med jeres egne forslag eller justeringer. Udspillet har mange aspekter og hvis du spørger mig, er det det mest ambitiøse, der har været indtil nu. Men udspillet mangler en kærlig, stabil borgerlig hånd. Det, man bør tage fat på, er:
1) At implementere et mere strømlinet serviceniveau, så borgernes retssikkerhed og ret til indsatser ikke er bundet af, hvilken kommune de bor i. (Kig på økonomi-delen.)
2) En fair tvangsfjernelses- og bortadoptionslov. Det vil sige at fastholde tvangsfjernelser som det allersidste og tungeste værktøj. Der skal nemlig meget til, før man fjerner et barn. Målet må aldrig være “flere tvangsfjernelser”, målet må være at have en lovgivning, som giver mulighed for at fjerne de børn, hvor alt håb er tabt. Fokus på forebyggelse, men tvangsfjernelser skal være på bordet.
3) Et opgør med nomadefamilier og den manglende tværkommunale indsats. Det er virkelig et kæmpe problem, og der er nok tv-programmer, der har dokumenteret, hvor galt det går.
4) En økonomisk fornuft i forhold til hvad pengene skal bruges til på lokalt niveau. Ja, jeg ved godt, at mange borgerlige nu tænker: “Hvad med den lokale uafhængighed?”. Jo, den skal der værnes om. Men med al respekt, social- og handicapområdet sejler. Det gælder både i de røde og blå kommuner. Så der er intet galt i at undersøge muligheden for et minimum i forhold til serviceniveau. Husk, at det ikke behøver at betyde flere penge.
5) Et prioriteringskrav i budgetforhandlinger i forhold til antallet af sagsbehandlere, indsatser, familietilbud, særlig støtte, indsatser osv. Husk på, hvor mange penge og forfærdeligheder vi kan spare væk ved at satse nu og spare senere. Jeg vil helst have, at et barn vokser op i tryghed, end at det senere i livet ender på et bosted, i psykiatrien eller er ødelagt for livet, fordi vi ikke ville gøre noget tidligt. Indsatser, der bør prioriteres, er styrkelse at tilsyn, efterværn, håndholdte indsatser, færre skift og bedre sagsbehandling og prioritering, når det gælder specialisering via opkvalificering.
6) En dialog om, hvorvidt det reelt er børn og ungeudvalget, der skal sidde med tvangsfjernelser. Skal det ske på politisk niveau, eller skal det primært være hos fagpersoner. På nuværende tidspunkt er dette område fedtet godt og grundigt ind i lokalpolitiske interesser og prioriteringer. Det er måske på tide at reflektere lidt over dette.
7) Fokus på retssikkerhed i forhold til indberetninger og tilsyn af private indsatser. Især når det gælder indberetninger, har der været et svigt over for ikke-vestlige borgere. Her skal der mere fokus og flere konsekvenser på banen. Et opgør med private botilbud er også noget, man bør se på. På nuværende tidspunkt kan næsten alle “åbne” et privat botilbud for unge. Der mangler kvalificering og oprustning.
Jeg ved, at en borgerlig stemme kan gøre en kæmpe forskel. Derfor er mit håb, at vi borgerlige kigger på det konstruktivt, og at vores borgerlige politikere tager fat og værner om de allersvageste. I den foregående regering sad der en markant og dygtig socialminister, Mai Mercado. Hun gjorde sit for at sætte fokus på de svageste i samfundet. Lad os borgerlige droppe hele “Handmaid's Tale”-retorikken og sætte de svagest forrest. Mange vil mene, det her er groft sagt, men der er intet liberalt borgerligt i at forsvare familier, som udsætter deres børn for incest, omsorgssvigt, vold eller ikke kan håndtere at være forældre.
Og i mine øjne er det netop det, vi gør, hvis vi borgerlige ikke kigger forbi sossernes tvangsfjernelsesretorik og deltager i at løfte et område, der virkelig har behov for det.
