Debat

07.11.23

Det korrumperende råderum

REDAKTØREN SKRIVER: Mette Frederiksen vandt slaget om danskernes skattemilliarder. Uden synderlig modstand fra hverken V eller M får hun nu lov til at bruge rub og stub af råderummet på at købe sig de vælgere tilbage, som hun har mistet til SF. Det er dyrt for danskerne at have en socialdemokratisk statsminister, og en lilla føjelig midte, der smiler tilfredse, når bare smulerne kastes i deres retning.

Nå, Mette Frederiksen har besluttet sig for at købe sine vælgere tilbage med penge fra skattekisten i Finansministeriet. 90% af det økonomiske råderum frem mod 2030 vil blive brugt på et endnu større offentligt forbrug. Blot 10% af råderummet bliver sendt tilbage til danskerne i form af nogle skattelettelser.

Det skal nok lykkes hende. De fleste af Socialdemokratiets tabte vælgere er jo parkeret hos SF, og de elsker politikere, der deler gaver ud for penge, andre har tjent. Sådan et råderum korrumperer røde politikere.

Så i realiteten har det interne regeringsslagsmål med V og M om det økonomiske råderum givet en begmand til det borgerlige Danmark og det resultat, at Mette Frederiksen har fået carte blanche til frem mod næste valg at bestikke vælgerne med fine løfter om mere velfærd og offentligt overforbrug.

Det kan man godt deprimeres lidt over på en mørk novemberdag, men rigtig arg bliver man først, når man tænker på, at det kunne have været afværget.

Råderummet kunne have været disponeret, brugt og tømt allerede i 2016-19. Der var et borgerligt flertal. Skat var et centralt emne. Men i stedet for at vedtage en langsigtet løbende sænkning af skatter og afgifter, fuckede man det hele op.

Man kan bebrejde den gamle VLAK-regering under Lars Løkke Rasmussen meget, men et overskyggende svigt var, at i stedet for at sænke skatterne i tide, lod man smålige interne modsætninger blokere og skabte dermed grundlaget for den enorme overbeskatning, som danskerne allerede dengang og siden er blevet udsat for.

Det enorme råderum på 68 milliarder kroner er kun til stede, fordi danskerne i en årrække har betalt for meget i skat – meget mere, end der var nødvendigt.

Hvis DF’s Kristian Thulesen Dahl ikke havde så skidtvigtig, hvis Løkke havde været modigere, hvis Pape havde sat noget ind på det, og hvis Anders Samuelsen havde været lidt mere dreven, moden og sin opgave voksen, havde man vedtaget en markant sænkelse af skatter og afgifter i 2016 eller 2017.

Råderummet ville have været reduceret, så det offentligt forbrug ikke kunne stige. BNP ville have været større, for lavere skat giver højere vækst.

Behovet for ekstra arbejdskraft ville have været mindre påtrængende, fordi udbudseffekten ved at fjerne topskatten og sænke selskabsskatten ville have fodret arbejdsmarkedet med flere hænder i flere timer.

Og danskerne ville have været rigere og friere. Politikerne havde haft mindre at bestemme over, og danskerne havde haft mere at skulle have sagt i deres eget liv.

Det kunne have været godt, men det endte skidt.

De nominelt borgerlige partier i Folketinget har et ansvar. Det er deres skyld, at Mette Frederiksen i dag har mange milliarder til rådighed til at bestikke vælgere til at holde hende ved magten.

Og hun holder sig ikke tilbage. Hun skal nok sørge for, de bliver brugt, så selv om de blå skulle vinde næste valg, så er kassen tømt. Derfra hedder det besparelser først. Skattelettelser bagefter.

 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter