Der er valg til den svenske rigsdag på søndag. Et valg, der af mange anses som et skæbnevalg, og også er berammet til en så ulyksalig dato som den 11. september.
I Sverige har Socialdemokratiet siddet på magten i næsten 100 år. Sammen med Moderaterne, dengang Fredrik “Vår invandring är inte ett misslyckat eksempel” Reinfeldt var leder af partiet, har de forvandlet Sverige til Olof Palmes vision om landet som en humanistisk stormagt. Et moralsk forbillede for resten af verden. Multikulturelt, forstås.
For det ursvenske – det er ikke andet end barbari ifølge Reinfeldt. Eller med den engang fremtrædende sosse, Mona Sahlins ord, så byder Sverige ikke på andet end fjollede ting, som for eksempel midsommeraften. Ja, det sagde hun. Langt mere spændende var den kultur fraStormellemøsten, som nu i årtier har sat sit umiskendelige præg på Sverige, i en sådan grad at stadigt flere drømmer sig tilbage til Sverige, du gamla du fria.
Med i omegnen af 100.000 nye opholdstilladelser pr. år har over 2 millioner oprindelse i ikke-vestlige lande. I en befolkning på cirka 11 millioner. Cirka, for ingen ved, hvor mange der opholder sig i Sverige. Højrefløjen anført af Sverigedemokraternes Jimmie Åkesson har længe ønsket sig en befolkningstælling, men det har den siddende regering modsat sig. Ligesom den hårdnakket har nægtet, at Sveriges problemer har noget som helst med indvandringen at gøre.
Men sprækkerne i visionen om Sverige som humanistisk foregangsland lader sig dårligt skjule mere.
Moderaterne – nu med Ulf Kristersson i spidsen – har fået udarbejdet en rapport over, hvem der reelt går till jobbet i Sverige. Den viser, at den gevinst for samfundet på sigt, som masseindvandringen skulle blive ifølge Stefan Löfven, er udeblevet. Over 675.000 i den arbejdsdygtige alder arbejder ikke. Kriminalitetsraterne udi (socialt) bedrageri, trusler (ikke mindst mod socialrådgivere) og personfarlig kriminalitet er mangedoblet. Magtmonopolet tilhører ikke polisen i de 61 udsatte områder.
Travlt med at redde verden
Under korankravallarna i påsken var det ikke bare bandekriminelle, der med taktfast allahu akbar gik til angreb på politiet og turede rundt i politibiler iført politiuniformer, men også tilslørede kvinder og deres børn. Det var det svenske politi, ikke de stenkastende vandaler, der måtte tage flugten.
Så når Stefan “vi ska knäcka gängen” Löfvens efterfølger på statsministerposten Magdalena Andersson taler om at vende hver en sten, er det en yderst uheldig retorik. For Sveriges problemer er skabt af den førte lemfældige indvandringspolitik. Og intet, absolut intet tyder på, at tingene vil forandre sig med Maggan ved roret.
Det gamle valgløfte om at skaffe flere politibetjente holder naturligvis ikke. Hvem har lyst til at sætte livet på spil – til ringe løn. Der er også – i lighed med Danmark – lærerflugt fra en folkeskole præget af mangel på disciplin, af vold og et fagligt niveau, der halter gevaldigt.
I Sverige har politikerne haft så travlt med at forsøge at redde hele verden, hvad den konservative professor i økonomi Thomas Sowell kalder at skabe kosmisk retfærdighed, at de har forsømt, ja drevet velgørenhed, på egne borgeres bekostning.
De tidligere socialdemokratiske kernevælgere, arbejderklassen, kan tydeligt mærke, at Folkhemmet ikke opfylder sin del af velfærdskontrakten.
Der er opstået en ny klasse af fattigpensionärer i Sverige. Velgørenhedsorganisationen Vid din sida uddeler mad til værdigt trængende, primært pensionister, i tunnelbanen, hvor Sveriges nye underklasse færdes og samler flasker. Organisationen har inviteret partilederne til at hjælpe til. Sverigedemokraten Jimmie Åkesson er den eneste, der er dukket op.
I Sverige er man blevet udskammet, hvis man har vovet den påstand, at den massive indvandring har gjort Sverige fattigere og til et mindre trygt land at bo i. For det har den feministiske regering ikke villet høre. Den øgede kriminalitet har socioøkonomiske faktorer og i øvrigt intet med indvandringen at gøre. Basta.
Socialdemokraterne har de sidste otte år flittigt benyttet enhver lejlighed til at forlene alle og i særdeleshed Sverigedemokraternes medlemmer med epiteter som racist, fascist og nazist.
Imens er der kommet nye, særdeles sigende, ord i det svenske sprog som: särskild händelse, fornedringsrån, balkongflickor, gruppvoldtekt, blåljussabotage, åldringsrån, svennehat, svennerån …
Stockholmsyndrom – eller tid til forandring?
Men nu har Maggan selv været ude at proklamere, med en for en svensk sosse bemærkelsesværdig retorik, at Sverige ikke skal have Somalitowns, og har på den måde appropieret SD’s – ellers så forkætrede – retorik og politik. Og endda efterfølgende bedyret, at hun ikke fortryder sin udtalelse. Ikke at det giver ordene synderlig vægt. Rinkeby, hvor en af de hårdeste ghettoer ligger, og hvor en særligt sikret politistation for nylig blev opført, har længe blandt de lokale heddet Little Mogadishu. En af de efterhånden mange betjente, der med mellemrum fortæller om Sveriges sande tilstand, har profeteret, at snart vil hele Sverige være som Rinkeby, altså en stor ghetto.
Vårt Sverige kan bättre, bedyrer Magdalena Andersson i sin valgvideo. Spørgsmålet er, om de svenske vælgere tror på det. Efter otte år med sosserne ved roret, hvor det hele bare er blevet værre og værre.
Magdalena Andersson har bejlet kraftigt til Centerpartiets leder, Annie Lööf, der ønsker mere indvandring til landet og har Alltid medmänsklighet. Aldrig rasism som valgsprog under valgkampen.
Vil de svenske vælgere sætte lid til, at fire år mere med den feministiske regering er rette kur mod de svenske tilstande, som resten af verden taler om. Eller vil de med et slogan fra Sverigedemokraterne “stoppa sosseriet”?
Om vores broder- og naboland Sverige bare fortsætter ad samme kurs – med endnu mere blodrød rose i regeringsbygningen Rosenbad og dermed endnu mere Rosengård – får vi at se på søndag, når svenskerne går til valg. Et skæbnevalg, der burde interessere os danskere, langt mere end det gør.
