Den moderne verden er fuld af forunderlige ting. Et motiv, mange borgerlige fremmaler, er, at samfundsorganisationer er blevet naturstridigt opsvulmede. I gamle dage var der en postmester og 20 postmænd på et posthus, og postvæsenets pligt var at omdele breve. Før i tiden var der en sergent og 20 menige i en deling, og forsvarets pligt var at udkæmpe krige.
Sådan er det ikke længere. Hvis der i gamle dage var én høvding og 20 indianere, er en nyere virksomhedsstruktur snarere én høvding, 13 specialkonsulenter og otte indianere. Således er postvæsenet nu om dage noget med smarte apps på telefonen og lækkert designet kommunikation om alt det gode, PostNord udretter, mens det bliver tiltagende sværere at sende og modtage post. Og militæret er blevet en styrelse, hvis mål først og fremmest er at nedbringe udledninger af CO2, mens man bruger sparepærer på landets krigsskibe. Krige behøver man muligvis ikke vinde.
Vi ved, at fænomenet finder sted. Men hvad skal vi kalde det? Washington Monument Syndrome (WMS) er ét bud. WMS går groft sagt ud på, at høvdinger og specialkonsulenter altid vil spare på indianerne og de praktiske ydelser, deres organisationer skal levere, førend de vil spare på fidusmageri. På en brandstation vil fidusmagerne således spare på brandmænd og brandbiler, førend de vil spare på LBGT-tolerancetræning og Verdensmålscertificering. Jeg skal ikke reddes af en røgdykker, som ikke er antiracist, tak!
WMS forklarer dog kun, hvordan fidusmageriet opretholder sig selv, og ikke hvordan det opstod. En mere vidtgående term er således det, den amerikanske fysiker Scott Locklin har kaldt komplifikation, hvilket kan beskrives som en blanding af det at komplicere og fabrikere noget.
Når Locklins begreb er overlegent, er det blandt andet, fordi han sætter os i stand til at forstå komplifikatorerne som personer, og dermed også hvordan klassen af fidusmagere opstod. Vi skal ikke længere tilbage end 1950’erne, før samfundet så radikalt anderledes ud: Mindre akademiseret og med en privat sektor, som (fraregnet udgifterne til 2. verdenskrig) udgjorde en markant større del af den samlede økonomi. Love og regler var der også færre af.
I dette system var mange af høvdingerne folk, som var kommet til prominens via direkte omgang med virkeligheden: Fabriksejeren var en dygtig planlægger, som måske selv havde opfundet sit produkt. Brandmesteren havde i sin ungdom selv slukket mange brande.
Men nu om dage er disse kvalifikationer ikke nok, ja, den hårde klaskelyd, som opstår, når nogen er i direkte kontakt med virkeligheden, er ofte en ubelejlighed for nutidens høvdinger. Noget, man helst ikke skal tale om. Komplifikatorerne har en akademiseret indfaldsvinkel med en teoretisk forståelse af de opgaver, de skal varetage. Således forsøger de at løse teoretiske, snarere end praktiske, problemer og samtidig at gøre tingene så komplekse, at kun deres egen stamme kan løse dem.
Et godt eksempel på komplifikation er universitetsverdenen selv. Hvor universiteter i gamle dage havde et par pedeller, et par bogholdere og så ellers mest professorer, lektorer og andre akademikere, har universiteterne i dag omfattende managementlag af konsulenter, policy-udviklere, diversitetstrænere og kommunikationseksperter.
Én udenlandsk opgørelse er således kommet frem til, at mens udgifterne til akademisk personale er steget nogenlunde i takt med antallet af studerende på universiteterne, er udgifterne til udbestemmelig ”administration” steget med cirka det dobbelte.
Også i Danmark har et ph.d.-projekt vist, at der de sidste 20 år har været en voldsom udvikling i ansættelsen af akademikere i ikke-forskningsstillinger. En sværm af forgyldte managere, som ingen rigtig ved hvad laver. Men som forskningsordfører for Liberal Alliance Henrik Dahl har sagt, er et godt gæt, ”at de finder på opgaver til sig selv ... med tidkrævende bureaukrati og mødeaktivitet”. Eller med andre ord, at de komplificerer alt omkring sig, hvorved hele organisationer bliver trukket ind i deres spind.
Som den supermassive tyngdekraft, der opstår omkring et sort hul, er der intet, som kan stå imod komplifikatorernes trang til at komplifikere. Således er den ultimative komplifikatorfilosofi endda blevet så komplificeret, at den ikke kan kaldes ved navn. Alle ved, hvad den går ud på.
Men skulle nogen skulle driste sig til at kalde den postmodernisme eller poststrukturalisme, er det naturligvis en invitation til, at den nærmeste komplificator skal give en enetale om, hvordan den ene obskurantistiske tænker i virkeligheden mente noget helt andet end den anden, og at man derfor slet ikke kan betragte dem under ét. Den ene mente nemlig, at det rationelle verdensbillede var skabt er hvide mænds privilegier, mens den anden var mere partisk for, at det rationelle verdensbillede naturligt priviligerer hvide mænd. Hvis du synes, de to ting minder om hinanden, er det fordi, du ikke forstår, hvor komplificeret det er!
Når først man har fået øje på komplifikatorerne, ser man dem alle vegne: Jurister, som skriver uigennemskuelig, delvist uforståelig lovgivning, som umuligt kan udlægges klart. Embedsmænd, der skaber nye administrationer, som kun de administrativt kan administrere gennem de nyeste teoretiske teorier. Og sågar også i den private sektor, hvor de moderne staters ukrudtsbed af regler og love efterhånden har nødvendiggjort et personalelag, som ikke bestiller andet end at holde øje med, at ingen af de utallige teoretiske regler fra statslig kant glemmes i den praktiske hverdag. Samt selvfølgelig endelig virksomhedernes HR-medarbejdere, som konstant opfinder nye former for racisme, sexisme og diskrimination, kun de kan patruljere og diversitetstræne de gemene medarbejdere ud af.
Fortidens høvdinger havde selv haft ryggen mod muren. Men komplifikatorerne har kun deres universitetsgrader og påståede indsigt i problemer, ingen andre kan få øje på, at appellere til. Komplifikatorernes nytteværdi er ikke høj, og som kompensation må de støtte hinanden i en simpel livsløgn, som samtidig er kernen i deres eksistens og det nuværende kleresis øverste dogme: Verden er uhyre kompleks. Hvor er det godt, at vi er her. Det hele ville falde fra hinanden uden os!
