Mette Frederiksen har sendt os til folkeafstemning om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Som i de forrige EU-afstemninger tyder noget på, at debatten i de etablerede medier godt kan blive en smule ensidig. Politiken skrev en leder med overskriften ”Mon ikke vælgerne kan se, at en stemme imod afskaffelse af forsvarsforbeholdet er en stemme for Putins splittelse”.
Videnskab.dk, der kalder sig selv for Danmarks førende videnskabsmedie, har spurgt to eksperter om konsekvenserne ved at stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Sjovt nok har man ikke valgt to eksperter med divergerende syn på afstemningen. Begge eksperter er varme tilhængere af at afskaffe forbeholdet. Det er åbenbart så indlysende, at man ikke behøver at ulejlige sig med at høre modpartens synspunkter.
Christine Nissen, ph.d. fra RUC og nu ansat på DIIS, beroliger læserne af Danmarks førende videnskabsmedie med, at der ”ikke sker noget ved at stemme ja til en afskaffelse af forsvarsforbeholdet”, og Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet peger på, at ”så længe man har forbehold i samarbejdet, ser de andre skævt til en”. Og så er Videnskab.dk’s to eksperter rørende ”enige om, at en EU-hær ikke bliver en realitet.” Det er en enighed, der deles af størstedelen af de danske politikere, der mener, vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er ikke desto mindre en ret mærkelig konklusion.
I EU er der stærke politiske kræfter, der er tilhængere af projektet. De fleste er bekendt med, at den franske præsident Macron i mange år har været en særdeles varm fortaler for en EU-hær. Det er måske knap så omtalt herhjemme, at der også tales åbent om en EU-hær i Tyskland. Merkel har brugt udtrykket flere gange. Den nuværende tyske forsvarsminister Annalena Baerbock sagde i et interview fra 2019, at sikkerhedspolitikken handler om meget mere end forsvar, og at EU ”er nødt til at formulere en fælles sikkerhedspolitik, det kan NATO ikke hjælpe med”. I det hele taget mente hun dengang, at man i højere grad måtte frigøre EU fra de transatlantiske forbindelser.
Fælles for Merkel og Baerbock er dog, at de ser en EU-hær som et langsigtet projekt. Det ligger 20-30 år ude i fremtiden. Men ikke desto mindre peger den tyske forsvarspolitik i den retning. De mange isolerede forsvarsprojekter skal langsigtet integreres i og tænkes i forhold til en fremtidig EU-hær. Det er jo i det mindste ærligere snak, end hvad der føres i Danmark, hvilket måske nok skyldes, at der ikke er noget forsvarsforbehold, der skal til afstemning i Tyskland. De to kvinder undgår dog også behændigt de mest kontroversielle spørgsmål. De forestiller sig EU-hæren som et supplement eller komplement til NATO, og at EU-landene fortsat vil have fuld suverænitet over de nationale styrker.
Når man ikke er så villig til at diskutere en EU-hær og underspiller dens betydning, skyldes det nok, at en EU-hær, i hvert fald hvis den skal leve op til sit navn, forudsætter en EU-integration, der er så tæt, at der sandsynligvis ikke er folkelig opbakning til den. Men ønsker man at fastholde status quo med hensyn til medlemslandenes suverænitet, bliver det omvendt svært at svare fornuftigt på, hvordan en sådan hær nogensinde skulle blive klar til indsats på trods af uenighed og manglende konsensus i EU. Et helt afgørende spørgsmål er selvfølgelig også, hvilke følger en sådan hær vil have på forholdet til NATO, og hvilken rolle NATO i det hele taget skal spille.
Et andet forhold, der nok er værd at diskutere i den forbindelse, er i hvor høj grad EU overhovedet magter at tage et større ansvar for Europas fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitik.
Vil man have svar på det spørgsmål, er det måske nok værd at kaste et nøjere blik på formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen. Siden hun tiltrådte i 2019, har hun været en særdeles varm fortaler for et øget forsvarssamarbejde i EU. Og nu ser det ud til at lykkes.
I hendes tale om Unionens tilstand 2021 fylder det øgede forsvarssamarbejde en del. Derudover har Ursula von der Leyen som bekendt været tysk forsvarsminister i seks år, fra 2013 til 2019. Man går nok ikke helt galt i byen, hvis man antager, at von der Leyen, i det omfang hun får mulighed for det, vil arbejde på at føre linjerne fra sit daværende embede videre i EU’s fremtidige forsvarspolitik.
I talen er der to væsentlige punkter, der fremhæves som centrale i fremtidens forsvarspolitik.
Det første punkt handler om EU’s efterretningsvæsen. Von der Leyen mener, at det skal samles i et ”Center for situationsbevidsthed”, hvor alle EU-lande deler efterretninger og derved skaber grundlaget for en ”kollektiv beslutningstagen”.
Det andet punkt i talen handler om cybersikkerheden. Her fremhæver kommissionsformanden, at målet ikke blot er at møde cybertruslen, næ, EU skal være ”førende inden for cybersikkerhed”. Det skal ske gennem udviklingen af et såkaldt ”strategisk kompas”, der vil være afgørende for, at man kan vurdere det aktuelle trusselsbillede og handle derefter.
Kort sagt: et udbygget europæisk efterretningsvæsen til bekæmpelse af terror og øget fokus på cyberkrigsførelse. De mere kontroversielle punkter er udeladt.
Fornemmer man en svag undertone af managementsprog i talen, er man nok ikke helt forkert på den. Og det bringer os videre til von der Leyens seks år som tysk forsvarsminister. Merkels plan med von der Leyen var, at hun som ny forsvarsminister skulle modernisere og genrejse det tyske forsvar, der havde befundet sig i én lang deroute siden murens fald i 1989. Vi taler om helikoptere, der ikke kunne flyve. Det tyske forsvar var i 2013 handlingslammet, præget af en lang række skandalesager, alvorlige nedskæringer, og det er måske ikke helt ved siden af at tale om et demoraliseret tysk militær.
Von der Leyen havde tre fokuspunkter, da hun satte sig til rette i sit nye kontor på Stauffenbergstraße 18 i Berlin. Et bedre tysk efterretningsvæsen til at bekæmpe terror, indkøb af moderne våbensystemer til hybridkrig og et øget fokus på cyberkrig. Nøjagtig de samme mål, som vi finder i hendes unionstale 8 år senere.
Alt det kunne von der Leyen trods alt ikke klare alene, så året efter ansatte hun Katrin Suder som såkaldt forsvarsstatssekretær. Onde tunger påstod dengang, at der var tale om en symbolsk ansættelse. En ung, kvindelig og lesbisk statssekretær stod i skarp kontrast til store dele af ledelsen i det tyske militær. Men hun havde et godt skudsmål fra sine 14 år i konsulentfirmaet McKinsey, hvor hun siden 2009 havde været ansvarlig for McKinseys diversitetsmanagement.
De to kvinder havde store planer. Suder havde tidligere lavet McKinsey-kampagnen ”Berlin soll spitze werden”, nu gjaldt samme parole for det tyske forsvar, der skulle være tidssvarende og forberedt på nutidens militære udfordringer.
Men problemerne begyndte næsten med det samme at tårne sig op. Suder hyrede et hav af konsulenter, især fra sin tidligere arbejdsplads McKinsey. Mødet mellem konsulenterne og den militære ledelse forløb ikke efter hensigten. Ikke helt ulig mødet mellem Tine Bramsen og det danske forsvars ledelse var der tale om et kultursammenstød, hvor de tyske generaler følte sig tromlet og tilsidesat og i det hele taget talt ned til af de civile konsulenter, der ikke havde nogen militærfaglig indsigt. Tilliden til Suder og von der Leyen forsvandt hurtigt.
Suder og von der Leyen var meget aktive i den periode og brugte i løbet af 2014 100 millioner euro på ekstern konsulentbistand, altså i omegnen af en halv milliard kroner fordelt på 123 projekter – det var ikke nemt at bevare overblikket. McKinsey tegnede sig for en pæn del af kagen. Værre var det dog, at en stor del af disse kontrakter ikke kom i udbud, men uden videre blev tildelt konsulentfirmaerne. Senere fastslog man, at af 56 undersøgte tilfælde gjorde dette forhold sig gældende i 44 af sagerne.
Det var ikke kun McKinsey, der lukrerede på forbindelserne til Katrin Suder. En af de helt store vindere var Accenture. I løbet af få år lykkedes det konsulentfirmaet at øge omsætningen hos forsvarsministeriet betragteligt. 450.000 euro i 2014 blev til 20 millioner i 2018, og det hele toppede i 2019 med en omsætning på 40 millioner euro.
Hjalp de øgede udgifter og de mange konsulenter så det tyske forsvar? Spørgsmålet kan besvares meget kort. Von der Leyens seksårige ministerperiode endte ikke med et moderniseret, selvbevidst tysk forsvar, men om muligt i endnu mere splittelse og forvirring til trods for de massivt øgede udgifter til området. De dårlige erfaringer har skabt en kultur, hvor alle i forsvaret efter sigende er bange for at fejle, og ingen har længere nogen virkelig tiltro til effekten af nye reformer.
Den 21. marts 2019 åbnede Forbundsdagen en undersøgelse for at kaste lys over, hvordan i alverden det var kommet så vidt, og hvad der egentlig var foregået i forsvarsministeriet under von der Leyen. I pressen blev høringen omtalt som ”Die Berateraffäre”, konsulentskandalen.
Undersøgelseskommissionen skulle blandt andet finde ud af, om konsulenternes viden var blevet brugt til at videreuddanne forsvarets ansatte, eller om de reelt havde bidraget til at gøre ministeriet hjælpeløst og afhængig af fremtidig kostbar konsulentbistand. Det kom i den forbindelse frem, at forsvarsministeriet i von der Leyens embedstid havde brugt 662 millioner euro på konsulentkontrakter, cirka 5 milliarder kroner, fordelt på 2219 kontrakter. En ganske betragtelig del af dem havde ikke været i udbud. Det tyske forsvarsministerium måtte under høringen erkende, at man til tider helt havde tabt overblikket over omfanget af de mange konsulentkontrakter.
De to kvinder kunne sådan set begge tage høringen meget roligt. I 2020 var både Suder og von der Leyen ikke længere at finde i det tyske forsvarsministerium. Suder “trak sig tilbage” som forsvarsstatssekretær i april 2018. Under afskedsceremonien overrakte von der Leyen hende det tyske forsvars æreskors i guld for hendes ”brillante arbejde”. I august samme år stiftede den daværende forbundskansler, Merkel, et digitalt råd, hvis opgave var at rådgive den tyske regering om den digitale infrastruktur og udvikling. Suder blev udpeget som formand for de 10 personer i rådet.
Von der Leyen blev som bekendt formand for EU-Kommissionen. Hun er dermed den øverst ansvarlige for det projekt, der skal modernisere og forny det europæiske forsvarssamarbejde. Det projekt, som vi om nogle måneder skal stemme ja eller nej til at være en del af. Det projekt som Christine Nissen fra DIIS og de fleste politikere siger, ”der ikke sker noget ved at stemme ja til”.
Der kom aldrig nogen klar konklusion ud af høringen, de fleste af spørgsmålene forblev ubesvarede, den fik ingen konsekvenser for nogen af de involverede og har i det hele taget efterladt en noget bitter smag både blandt en del politikere og i den tyske befolkning.
Tysklands største nyhedsmagasin der Spiegel drog selv en konklusion efter høringens afslutning og konstaterede tørt, at Tyskland, som de kaldte ”Rådgivnings-republikken”, og i særdeleshed von der Leyen var blevet alt for afhængige af konsulentydelser – intet fungerede længere i ministerierne uden kostbar rådgivning udefra. Efter seks år med von der Leyen i spidsen kunne det tyske forsvarsministerium ikke gå en meter uden at støtte sig til dyre konsulentkrykker. De mange konsulenter forvaltede ikke projekterne ordentligt, havde for meget indflydelse på den førte politik og var samtidig helt uden for demokratisk kontrol. Det meste af kompetencen var udliciteret til konsulenthusene, mens forsvarets egne ansatte blev mere og mere inkompetente og demoraliserede.
Om det kommer til at gå meget anderledes med EU’s fremtidige forsvarssamarbejde, er der ingen, der ved endnu. Men det vil nok være klogt at inddrage von der Leyens strategiske kompas og en mulig EU-hær i de kommende måneders debat op til afstemningen om forsvarsforbeholdet.
*
Tyske kilder til Die Berateraffäre:
https://www.capital.de/wirtschaft-politik/was-von-der-berateraffaere-bleibt
https://www.spiegel.de/politik/die-berater-republik-a-db31e7e1-0002-0001-0000-000162038262
Sahra Wagenknecht: Die Selbstgerechten, oversat til dansk som De selvretfærdige, forlaget Brilleuglen 2021 (og i øvrigt anmeldt her på Kontrast).
