Hvad vil det sige at være en mand?
I Kontrasts spalter er det næppe nødvendigt at bruge lang tid på at forsvare den biologiske præmis: Mænd har et X- og et Y-kromosom. Uanset hvor mærkelig en Ditlev Tamm-påklædning, man så ellers ifører sig. Punktum. Færdig. Slut. Og så – videre til den interessante del.
For hvad vil det ellers sige at være mand? Historisk set har det været forbundet med at tage rollen på sig som beskytter og forsøger af sin familie. Maskulinitet var forbundet med styrke, lederskab, mod – og bestemt også karakteristika som risikovillighed og aggressivitet. Egenskaber som i en vis udstrækning er naturgivne. Ren og skær biologi.
Det lyder måske kontroversielt at påpege, men det var det altså ikke for bare fem år siden. I Information kunne man sågar læse en biolog, neurolog og sexolog udtale, at eksempelvis kønshormonet testosteron, som mænd har 20 gange mere af i kroppen end kvinder, påvirker vores hjerner allerede i fostertilstanden og vores adfærd senere i livet.
På trods af deres naturlighed bliver de klassiske og traditionelle mandlige dyder i stigende grad lagt for had i den offentlige debat i dag. I stedet for at være den stereotype mand, så bør man(d) nemlig i stedet være … ja, lidt mere ligesom kvinder; Følsomme og grænsende til navlepillende.
Det er den ambition, der kommer til udtryk fra den øverste, øverste, øverste politiske hylde, når ligestillingsminister Marie Bjerre (V) i en podcast tidligere på året siger, at hun slet ikke kan komme i tanke om nogle mandlige stereotyper, det er værd at beholde.
Eller når Anna Libak, udlandsredaktør på Weekendavisen, ender i noget nær en shitstorm, fordi hun tilkendegiver, at det var fint med hende, hvis den nye feminine mandetype ikke blev til noget – du ved, dem der “pynter sig med hjemmelavede perlearmbånd, bager trøstekage til hinanden, taler om deres kærlighedssprog og krammer og tantekysser på munden”.
Mit ærinde med dette indlæg er ikke, at alle mænd skal være traditionelt maskuline. For der findes selvsagt feminine mænd og maskuline kvinder. Dem skal der også være plads til. Men man kommer ikke uden om, at det er kontraproduktivt for vores samfunds sammenhængskraft og succes, at den nødvendige – og naturlige – maskulinitet bliver dæmoniseret; en modreaktion er derfor nu under opsejling.
Internet-fænomenet Andrew Tate er personificeringen af netop denne modreaktion. For, som Libak også påpeger, så fremprovokerer den moderne og i høj grad elitære glorificering af bløddyret såkaldte “alfahanner”, der på ganske uhensigtsmæssig facon viser, at de i hvert fald ikke vil lade sig omformere til en slags underkuet Jakob Ellemann-type.
Jeg ønsker ingenlunde at forsvare Andrew Tate. På flere måder er han faktisk ligesom regeringens koranlov; ikke gennemtænkt, potentielt farlig og en konsekvens af en progressiv elite. Men som den amerikanske og konservative radiovært Ben Shapiro, ynder at understrege, så er Tate ofte god til at identificere mange af de udfordringer, som Vesten står overfor – men er som hovedregel ingenlunde selv i stand til at være et godt forbillede.
Det kan eksempelvis være, når han påpeger, at mænds traditionelle rolle i samfundet er ved at blive nedbrudt. Eller at mænd i højere grad bør dygtiggøre sig, tage sin skæbne på sig og tage ud i verden med et vinderinstinkt.
Derfor vil jeg vove den påstand at langt størstedelen af de unge danske drenge, der ser og liker Andrew Tates videoer, ikke støtter ham i hans skøre udtalelser om kvinder. Nej, de støtter et mandeideal, som de føler, der er mindre og mindre plads til.
Så vil du måske indvende, at det kunne de unge drenge måske bare gøre ved at følge en markant mere opbyggelig type som eksempelvis Jordan Peterson, der har fundamentalt anderledes løsningsforslag. I så fald vil jeg være enig med dig. Det ville være meget bedre. Desværre gør det ingen forskel for flere af de danske medier, som gør sig selv en bjørnetjeneste ved at sidestille Andrew Tate og Jordan Peterson som nogen, der “har det samme grundbudskab”.
Man kan – og bør sikkert også lidt … – grine af Dansk Folkepartis nye halvkiksede kampagnevideoer på de sociale medier, hvor mænd får voksenskældud af storbykvinder for at insistere på at betale for regningen eller hjælpe med at lappe et cykeldæk. Men baggrunden og virkeligheden bag videoerne er gravalvorlig.
For min undervisningsbog fra Syddansk Universitet tager fejl, når den fortæller mig og mine medstuderende, at køn er en social konstruktion. Der er simpelthen noget adfærd, der falder de to køn mere naturligt end andet, og dét er adfærd, der i samspil med civilisationens udvikling og familien som kerneinstitution har medført, at vi i Vesten blev de absolut frieste, rigeste – og lykkeligste.
Så hvis vi ønsker at fortsætte med at være det i fremtiden, og vi samtidig håber, at typer som Andrew Tate ikke får mere opmærksomhed end højst nødvendigt, skal der være plads til den traditionelle familiefar, der sætter en ære i at forsøge sin familie og ikke har et behov for at snakke om sine inderste følelser hvert andet sekund.
