Debat

04.04.21

En ny offentlig moral skal lede liberalismen ud af sine vildfarelser

Liberalismen giver forrang til individets frihed, og det medfører en svækkelse af de civile fællesskabers normer. Så træder staten til for at styre og opfylde alle individets mange rettigheder – hjælp til forsørgelse, til skilsmisser, til at få børn uden fædre osv. – for man må nemlig ikke begrænse individets stræben efter lykke. Men det er både fattigt og ødelæggende, mener Kasper Støvring.
Foto: Jennifer Lo, Unsplash
Foto: Jennifer Lo, Unsplash

Historikeren Michael Böss har netop udgivet bogen Liberalismens vildfarelser, der blev behørigt anmeldt her på Kontrast.

Jeg vil også anbefale bogen, der er bedst i sine grundige udredninger af de forskellige liberale positioner – økonomisk liberalisme, rettighedsliberalisme og kulturliberalisme – og også forklarer, hvorfor man finder liberalisme på venstrefløjen, fx i den identitetspolitiske woke-strømning.

Stærkest er afsnittet om liberalismens manglende anerkendelse af fællesskabernes betydning. Det er desværre også det korteste afsnit, der kun behandles til sidst. Lad mig derfor her bidrage med nogle supplerende konservative tanker om liberalismens vildfarelser i anledning af Böss’ bog:

Liberale og konservative er ofte enige om, at det er i civilsamfundet, man skaber og lever det gode liv. Det bedste samfund er det samfund, hvor borgerne ikke skal styres af staten, men kan styre sig selv.

Denne selvbeherskelse er imidlertid ikke medfødt; den skal læres, dannes og kultiveres i dydsetiske fællesskaber. Først og fremmest i familien, men også i lokalsamfund, venskaber, skole, kirke og nation.

Mennesket fødes ikke frit, men bliver frit. I dette frihedssyn ser vi den første uenighed tone frem. Mange liberale tager nemlig mennesker, som de er, og mener ikke, at man skal blande sig i andres frie valg. Det vender jeg tilbage til.

Først denne slående iagttagelse: Jo mere liberalismen vinder frem, jo mere svækkes de civile fællesskaber, og jo større bliver staten; den udvikler flere regler, der skal styre borgerne, og flere midler til at opfylde alle de mange rettigheder, borgerne efterhånden påberåber sig.

Det liberale sprog for individualisme, frigørelse og rettigheder er blevet det dominerende offentlige sprog og har formet værdigrundlaget for vores samfund.

To liberale antagelser er her afgørende. Eftersom 1) ingen må tvinges, og 2) vi aldrig bliver enige om det gode liv, er det bedst at skabe værdineutrale rammer, så enhver frit kan forfølge sine egne mål.

Individets valgfrihed

Men i praksis er liberalismen ikke neutral. Den giver jo netop forrang til individets frihed. Det medfører en svækkelse af de civile fællesskabers normer, og så træder staten til for at styre og opfylde alle individets mange rettigheder – hjælp til forsørgelse, til skilsmisser, til at få børn uden fædre, til udbredelse af skolemateriale, der hylder alternative former for familieliv og seksualitet. Og så videre.

Mange liberale kritiserer denne udvikling, men den følger alligevel som en – ofte utilsigtet – negativ konsekvens af de liberale dogmer om individets valgfrihed.

Så forbrødrer de liberale sig igen med de konservative og argumenterer for, at staten skal rulles tilbage, og civilsamfundet styrkes. Men her får konservative sjældent god hjælp. Det har netop at gøre med synet på frihed.

De liberale skelner mellem offentlig og privat moral: De vil ikke fordømme individets valg, selv om de måske endda indrømmer, at disse valg på både individ- og samfundsplan kan være ødelæggende.

Så de forholder sig tavse om unges enorme alkoholforbrug og promiskuitet, ringeagt over for kernefamilien, kirkegang og national samhørighed, stofmisbrug, utroskab, pornografi, abort, uvilje mod at få børn og meget andet.

Årsagen til tavsheden? Man må ikke begrænse individets stræben efter lykke; man må gøre, hvad man vil, så længe man ikke direkte skader andre.

Det er både et fattigt og selvødelæggende svar. Det, der derimod er brug for, er en art selvbegrænsning, ikke gennem lovgivning, men gennem en fælles offentlig samtale og justering af normer. Altså gennem socialisering og dannelse: Kultivering af dyder.

Og det er ikke blot et privat anliggende, men et offentligt. Det kræver, at liberale offentligt står ved deres overbevisninger i stedet for at krybe ind i deres private, liberale skal.

Der er med andre ord brug for en ny, offentlig moral om det gode liv.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter