Liberalisme er et begreb med et væld af historiske og filosofiske betydninger. Ofte leder diskussionerne om liberalismens positive og negative betydning for vores samfund derfor til en semantisk kamp om begrebet. Her ender kritikere som selverklærede liberale i en frugtesløs diskussion om, hvad man meningsfuldt kan sige om liberalismen.
Disse frugtesløse diskussioner har Michael Böss i sin nye bog Liberalismens vildfarelser – forsvar for folkestyret sat sig for at afhjælpe med en minutiøs gennemgang af liberalismens historie. Resultatet er en imponerende bog, der er skrevet ud fra omfattende viden om liberalismens idéhistorie såvel som den vestlige demokratihistorie. Men liberalismens historie bliver samtidig afdækket så omfattende, og til tider med mere eller mindre relevans, at man mistænker, at bogen også er skrevet som et bidrag til en eller anden intern kamp på de danske universiteter om fortolkningen af liberalismens historie, som almindeligt interesserede læsere ikke kender til.
Sikkert er det, at Böss’ overordnede formål og centrale teser i bogen er relevante. En central pointe er, at det er en fejltolkning af liberalismens historie at anse den klassiske liberalisme som en art libertarianisme, der kun gik op i en lille stat, frit marked og individuel frihed. Liberalismens historie er tværtimod langt mere broget og rummer, indtil neoliberalismens fremkomst i det 20. århundrede, en klar besindelse på begreber som dannelse, moral og sammenhængskraft.
Men historisk bør liberalismen heller ikke forstås som en folkelig ideologi. Tværtimod viser Böss, hvordan liberalismen fra start har været særdeles udemokratisk. Primært var det en ideologi, der havde et positivt blik for eliten, hvor vægten på dannelse og moralsk kultivering var for samfundets top. Selvom det er fristende at tolke liberalismen som en ideologi, der fra start har sigtet efter at være universelt gældende, har den historisk været lige så udemokratisk som andre ideologier.
Det er en fejl at tro, at liberalismens elitære tendenser er forsvundet i takt med demokratiseringen af de vestlige samfund. Godt nok vil få liberale i dag hævde, at dannelse kun bør være for samfundets elite, men til gengæld er det ekstreme meritokrati, som neoliberalismen lagde grobunden for, i sig selv en måde at retfærdiggøre ulighed på – nu er det blot folks egen skyld, om de ender i top eller bund.
En obskur form for liberalisme
Det er i det hele taget neoliberalismen, der er skurken hos Böss. Med den neoliberale forståelse af markedet som løsningen på alt ondt er liberalismen faret vild. Den mister blikket for det nære, det, som ikke kan prissættes, og for samfundet i det hele taget. I modsætning til den klassiske liberalisme hos Adam Smith er neoliberalismen ikke interesseret i moral og dannelse – kun markedsudvidelse af alle livssfærer.
Og før de nutidige liberale udbasunerer, at neoliberalisme bare er en ond betegnelse opfundet af venstreorienterede, så påpeger Böss, at det faktisk var de neoliberale, der prydede dem selv med betegnelsen.
Böss er ligeledes ude efter den liberalisme, der i dag har udviklet sig til en radikal identitetspolitik. Her sammenkobler Böss fint sin historiske gennemgang af liberalismen med nutidige relevante diskussioner, hvor særligt identitetspolitik er en plage. Identitetspolitik, der meget vel kan beskrives som liberalisme, der er gået grassat, har erstattet det klassiske oplysningsbegreb om tolerance med et aggressivt krav om respekt og værdsættelse af alle former for forskelligheder.
Tilbage står vi med en obskur form for liberalisme, der ikke har andet at tilbyde end atomisering og fragmentering. Her viser Böss’ kompas sig helt rigtigt, når han med sin kommunitaristiske indstilling forsvarer fællesskabet over for individualiseringen og de splittende elementer i liberalismens vildfarelser.
Michael Böss' Liberalismens vildfarelser – forsvar for folkestyret udkom 25. marts på Gads Forlag. 320 sider, 300 kr.
