Ud for byen Qeqertarsuaq driver de mest kunstfærdige isbjerge forbi hele året rundt, ganske vederlagsfrit tilvejebragt af naturen selv og til stor fornøjelse for den, der måtte betragte dem fra kysten.
Indimellem hænder det, at der lyder en voldsom buldren og bragen over bugten. Så gælder det om straks at se mod vandet, for det kan være tegn på, at et isbjerg er ved at kælve eller rotere rundt, hvilket er et ualmindeligt fascinerende syn. Ganske langsomt og tilsyneladende fredsommeligt drejer de rundt i vandet, mens de voldsomme kræfter får bølgerne til at kaste sig ind over den sorte kyst.
At betragte disse isbjerge er den eneste form for abstrakt kunst, jeg bryder mig om.
Qeqertarsuaq, eller som byen hedder på dansk, Godhavn, ligger på sydkysten af øen Disko i Vestgrønland. En lille by med knap 850 indbyggere, som har det mest nødvendige: skole, posthus, lægehus, kirke, købmandsforretning og sågar en fodboldbane med kunstgræs, som byens børn og unge ikke forlader, før solen går ned. Altså formentlig ikke igen før slutningen af juli, hvor den ellers utrættelige midnatssol begynder at forsvinde ned bag horisonten for en stund.
Ud over at Qeqertarsuaq med disse faciliteter må siges at byde på væsentligt mere byliv end så mange centraliseringskvalte provinsbyer i Danmark, hvilket i sig selv er tankevækkende, har den for undertegnede givet anledning til en del tanker om rigsfællesskabet. Om vores forhold til Grønland. Ikke blot retsligt eller udenrigspolitisk, men lige så vel på et kulturelt plan. Interesserer vi os tilstrækkeligt for Grønland og det grønlandske folk, sådan i al almindelighed, til at indgå i et rigsfællesskab sammen?
Efter forårets diskussioner, hvor det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Siumut insisterede på kun at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol, og det grønlandske ønske om selvstændighed derefter endnu en gang kom på tale, var jeg faktisk spændt på, hvordan man blev modtaget som dansker i Grønland. Er de virkelig så lede og kede af danskerne? Og mon jeg i så fald opfattes som en ung, blond og virkelighedsfjern neokolonialist, når jeg færdes heroppe? Det kunne godt lyde sådan på Høegh-Dams retorik om forholdet vores lande imellem.
Men mit indtryk, efter at have opholdt mig her, er et ganske andet. Befolkningen her i Qeqertarsuaq er utrolig imødekommende. Her hilser man pænt på hinanden på gaden, man smiler, stiller interesserede spørgsmål, inviterer med til lokale traditioner, og taler gerne dansk. Jeg er faktisk kommet til at skamme mig helt. Hvorfor kan jeg ikke et eneste ord på grønlandsk?
Jeg mindes, at en enkelt time eller to af danskundervisningen i folkeskolen gik til en meget overfladisk introduktion til lidt færøsk og grønlandsk, som vist også blev slået sammen med svensk, norsk og islandsk. Det er vist overflødigt at sige, at det dermed ikke gav det store sproglige afkast.
Det forekommer mig, at det ville være gavnligt for fællesskabsfølelsen i Kongeriget, hvis vi begyndte at interessere os mere for Grønland. Ikke for geopolitiske interesser i Arktis, men for landet. Folket, sproget, naturen og kulturen.
Jeg tror at mange af os har et blik på den grønlandske befolkning, som i høj grad er farvet af en nedslående selvmordsrate og historier om fulde grønlændere, incest og korruption. Disse ærgerlige omstændigheder er selvfølgelig en del af virkeligheden, men der er også en anden grønlandsk virkelighed, som er rig på fællesskab, traditioner og en imponerende viden om den vilde natur, der omgiver dem.
Danmark har, desværre, en del på samvittigheden, når det kommer til Grønland. Men det er formentlig også en romantisk forestilling, at det hele ville været meget bedre uden dansk indflydelse. For hvis ikke Danmark var kommet til Grønland, havde det så ikke bare været nogen andre? Og var det blevet en bedre skæbne under amerikansk, russisk eller kinesisk beskyttelse?
Men tilbage til det med fællesskabet. Da dette er et anliggende der angår Kongeriget, er det vel passende at citere H.M. Dronningen, som i sin nytårstale mindede os om, at “man kan gå over broen i begge retninger”. Bemærkningen var rettet mod generationskløften, men kan passende finde anvendelse i et forsoningshåb mellem det danske og grønlandske folk også.
Hvis vores forhold nogensinde skal blive gensidigt gavnligt, er vi nødt til at anskue det ikke blot som en økonomisk og geopolitisk relation, men en bro mellem to kulturer, hvis fælles historie strækker sig langt tilbage.
Fra dansk side kunne vi begynde med at interessere os for Grønland. Sådan rigtigt. Vi er heldige stadig at have så storslået natur som del af vores kongerige (særligt da vi jo beklageligvis mistede Norge dengang …), og vi kunne godt lære noget af kulturen i en by som Qeqertarsuaq, som giver det indtryk at ingen bliver ladt alene tilbage.
Her er man et folk og et fællesskab, hvor man mødes til kaffemik og nationaldag og hylder byens ældste og de dygtigste fiskere, man hjælper hinanden, og venter ikke blot passivt på mere støtte fra kommunen eller staten, sådan som man indimellem kan få indtrykket af herhjemme.
Men broen må som sagt gå i begge retninger. Hvis ikke det grønlandske folk kan begrave den kolonialismekritiske stridsøkse og finde fred i at indgå i et dansk kongerige, bør man i sidste ende lade dem nyde deres egen suverænitet og sætte dem fri. Jeg håber nu ikke, at det bliver nødvendigt. Her er nemlig helt fantastisk i disse nordlige egne af kongeriget.
