I lørdags vågnede jeg symbolsk op med tømmermænd, og hvis man spørger DSU’s forbundsformand Frederik Vad, klummeskribent hos Kontrast, så skulle det efter sigende være på grund af den blå klimakamp. 

At vores ihærdige kamp for, at CO2-reduktioner skulle give bagslag, har jeg det overvejende svært ved – ligesom jeg heller ikke køber argumentet om nedsat velfærd.  

Ingen fremsatte blå klimaforslag har skulle finansieres med nedskæringer på nogle velfærdsområder, hvilket udvander argumentet noget så eftertrykkeligt.  

Jeg kan til gengæld sige, at regeringen langt fra modsvarer de klimaambitioner, som Frederik Vad selv adresserer, at der findes i befolkningen. 

De har opfundet en hockeystav, lavet yderlige affaldssortering og en såkaldt ’grøn forandringsmotor’. Det sidstnævnte indbefattede, at 1,5 pct. af den danske befolknings frokosttallerken skulle bestå af at spise selleribøf og bønnesuppe to dage i ugen. 

At de til gengæld selv skrotter dette forslag, knap en uge efter at alle sociale medier er gået i brand, vidner trods alt om, at deres nye affaldssortering virker. Hurra for den danske model. 

Der er i øjeblikket klar konsensus fra venstre til højre om, at der skal gøres noget for at modvirke klimakrisen. Jeg begriber derfor ikke, hvordan regeringen kan foreslå en så useriøs symbolpolitik.  

De efterlader problemet til befolkningen, de kommende generationer og til højrefløjen om at fikse det hele for dem. 

En liberal fest

Tømmermænd er oftest tegn på en god fest, hvor man må formode, at vi får noget at fejre på sigt. 

Vi er såmænd også allerede i gang med forberedelserne, hvor der pyntes op med CO2-afgifter og grønne afgiftslettelser. Det tyder heldigvis på, at festen bliver tværpolitisk og rækker henover midten. 

At det gamle arbejderparti derfor højst sandsynligt ikke har lyst til at deltage, er naturligvis ærgerligt. De har allerede flere gang nægtet at indføre CO2-afgifter, og skattelettelser er jo et notorisk onde for dem, simpelthen fordi midlet pludseligt er helligere end selve målet. 

De er tydeligvis bange for at træde deres bagland over tæerne, og dermed giver de afkald på visioner og effektive virkemidler. Forbundsformanden formulerer det egentlig fint selv ”... regeringen prioriterer at trække raske mennesker på pension…”.  

Den nye generation har bare ikke øje på tidlig pension, minimumsnormeringer, og hvad der ellers lægges op til i indlægget.  

De har til gengæld en altoverskyggende interesse for klimaproblematikken, og vi har allerede set dem på gaden, hvor de råber op for mere handling.  

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det skulle ende som de gule veste i Frankrig, hverken med påsatte brande fra ungdommen eller selvlysende refleksveste. Der er dog på ingen måde nogen nødvendighed i at teste for, hvem der blinker først. 

Vi skal netop derfor fortsætte i Anders Foghs ånd. Det gør vi, når danskerne får et liberalt alternativ. Et alternativ, hvor der tydeligt bliver taget hånd om klimaproblemerne, men på den mest effektive og billige måde.  

Vi er alle enige om, at der skal gøres noget, men hvis det indbefatter regeringens indtil videre symbolske forslag, så ender de afgjort på glatis.