Nu vi diskuterer, om hele forskningsfelter er under angreb, er det måske belejligt at stille skarpt på, hvad et forskningsfelt er.

Klassisk videnskabelig metode er at gå fra en observation til en hypotese, til eksperimentelt at teste den hypotese og så se, hvordan data belyser det undersøgte.

Men det behøver man ikke altid gøre. Hvis man forsker dybt i Platon, Kant eller Rembrandt, er det ikke muligt at teste sine hypoteser eksperimentelt. Man kan derfor højst argumentere og så fremlægge sin hypotese for andre. Det er det, der på engelsk er forskellen mellem science og scholarship.

Men hvad så med kønsstudier? Her vil man gerne sige utrolig vidtgående ting om patriarkalske strukturer og konstruerede køn. Men med det eksperimentelle er det ofte så som så. Ofte består rygdækningen i at henvise til andre teoretikere, som også tror på patriarkalske strukturer og konstruerede køn og så parre det med nogle delvise og isolerede nedslag, som tilsyneladende beviser ens pointe.

Hvis vi sammenligner kønsstudier med evolutionær teori, bliver det klart, at der er noget galt. Evolutionær teori er idéen om, at vi kan forstå menneskelig adfærd ved at se på vores udviklingshistorie som art. Det har f.eks. afstedkommet de hypoteser, at mænd i snit har sværere ved at tolerere utroskab, da mænd ikke kan være sikre på, at afkommet er deres. Eller at kvinder i snit har bedre korttidshukommelse, da kvinder oftere samlede bær, rødder og nødder, mens mændene gik på jagt.

Disse hypoteser kan man så teste med omfattende spørgeskemaer, evnetests og gennemsyn af kriminalstatistikker. Man kan også foretage observationer af primitive stammer, som lever, som vi formoder menneskeheden har levet gennem størstedelen af sin udviklingshistorie.

På den måde har evolutionær teori givet os en lang række bredt underbyggede og fortsat efterprøvelige hypoteser. Langt flere end kønsstudier har givet os.

Det er en central del af årsagen til, at kønsstudier ofte kommer under angreb. Kønsstudieforskning disker ofte op med ufatteligt vidtgående konklusioner om mænd, kvinder og samfundet generelt. Men langt størstedelen af dem forbliver postulater og teorier, som kun har den tyndeste videnskabelige rygdækning. Det er sådan, vi ender med videnskabelige artikler, hvor en kønsstudieforsker har set et tog køre ind i en tunnel og på den baggrund konkluderet vidt og bredt om den falliske kultur, som gennemsyrer vort samfund.

Sagt på en anden måde: Kønsstudier vil gerne belyse køn, men er blevet blæst fuldstændig bagover af et andet forskningsfelt, som ved brug af klassisk videnskabelige fremgangsmåder har opdaget langt mere om køn, end de selv har.

Hvis vi går tilbage til den engelske skelnen, er kønsstudier scholarship og ikke science. Det er der ikke noget galt med, hvis man udelukkende forstår kønsstudier som en teoretisk disciplin, eksempelvis som studiet af kønsfremstillinger i kunst og litteratur, hvor det ikke er muligt at lave klassiske eksperimenter.

Alt for ofte er det bare ikke det, kønsstudier foregiver at være. Hyppigt vil man gerne sige vidtgående ting om køn og strukturer i samfundet. Man beskæftiger sig med andre ord med et område, hvor det er muligt at foretage eksperimenter for at underbygge sine hypoteser - og lader samtidig være med at gøre det. I stedet forbliver man i sin teoriverden blandt de udvalgte få, som i forvejen er enige i den grundfølelse, som i første omgang afstedkom teorien. Det er ikke god videnskabelig praksis.

Er det også pseudovidenskabelig praksis? Hvis vi kigger på syv af de kriterier, som ofte kendetegner pseudovidenskab, kan vi måske blive klogere.

De er:

1. Fikserede ideer, som vejer tungere end data
2. Ingen bedømmelse af resultaterne fra andre eksperter
3. Data udvælges, på baggrund af hvad end kan støtte hypoteserne
4. Kritik af forskningsfeltet ses som en konspiration
5. Eksperimenterne, som bruges til at understøtte resultaterne, er subjektive og enkeltstående
6. Man hævder, at implikationerne af ens forskningsresultater er nærmest uendeligt vidtgående og dybe
7. Eksperimenter og data, som skal understøtte ens hypotese, forekommer overfladiske og klistret på som en eftertanke, efter at konklusionen er skrevet

Af disse syv mener jeg, det er tydeligt, at kun punkt to (fagfællebedømmelse) klarer frisag - for kønsstudier, såvel som for mange af de andre forskningsfelter, som har været under luppen de sidste par måneder. Modstanderne benægter det faktisk ikke engang.

Ofte siger de, at deres metodik blot er anderledes. At de har et teoretisk, ikke et eksperimentelt, udgangspunkt. Og at deres videnskabsbegreb er mere moderne (med hvilket de mener postmoderne).

Jeg er ikke uenig med dem. Men jeg kan vitterligt ikke forstå, hvordan de så kan være fortørnede over, at såvel deres akademiske kritikere som folk uden for universiteterne er skuffede over den forskning, de frembringer. At udenforstående føler sig talt ned til og holdt for nar.

Ultimativt beror kontrakten om fællesfinansieret forskning jo på den præmis, at forskningen skal komme os alle til gode på den lange bane. Samtidig er det dog ikke umuligt, at der rundtom på universiteterne er opstået små menigheder, hvor man fortrinsvis er interesseret i at udvikle teoretiske perspektiver, som muligvis ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er her, de pågældende forskningsfelter ophører med at være specialisternes anliggende og bliver alles anliggende. Hvor man med ren samvittighed kan kaste et kritisk blik på, hvad de egentlig laver, og spørge, om der mon er mere givtige metoder og tilgange, de kunne anvende på deres problemfelter.

Indlægget stammer oprindelig fra Ryan Smiths egen Facebook-væg.