Debat

Et fiktivt rige fortæller om nutidens unge

Røverhistorier om et svundent imperium har fanget Ryan Smiths opmærksomhed. Myten om det tartarianske rige kan tjene som nøgle til at forstå vores egen tid, hvor myten bliver fortalt, skriver han.
Illustration: Jean Palairet, Le Carte De Asie (1754) via Wikimedia Commons
Illustration: Jean Palairet, Le Carte De Asie (1754) via Wikimedia Commons

Udgivet 17.5.21

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor klassisk vestlige hvælvinger og søjleordener går igen i store dele af russisk, europæisk og nordamerikansk arkitektur? Måske tænker du, at spørgsmålet ikke aftvinger nærmere overvejelse, eftersom samtlige af disse territorier blev bebygget af stater, som havde en fælles kulturarv i kristendommen og den græsk-romerske arv.

I så fald tager du fejl. 

I hvert fald hvis man spørger en ny generation af konspirationsteoretikere, som mener, at fortidens klassisk-æstetiske bygningsværker i virkeligheden blev opført af en fremmed civilisation. Historien er ikke mindst interessant, fordi den kan sige os noget om den nutid, hvor den udbredes. Men lad os først se på, hvad teorien siger.

Riget var i sin samtid kendt som Stortartarien. Det var et teknologisk overlegent imperium, som i sin storhedstid herskede over store dele af Asien, Europa og Nordamerika.

Det stortartarianske rige gik imidlertid under, og siden da har en sammensværgelse af lyssky verdensherskere arbejdet intenst på at fjerne de sidste spor af tartarianernes storslåede bygningsværker. En hemmelig verdensregering river dem ned eller destruerer dem på anden vis. Et efter et bliver de klassiske bygningsværker erstattet af de glas- og betonkasser, der dominerer nutidens byggestil.

Læser man op på de tartarianske onlinefællesskaber, er der ikke udpræget enighed om, præcis og hvornår riget gik under. Den mest udbredte teori er som følger: For mellem 100 og 400 år siden indtraf en kataklysmisk oversvømmelse, som dækkede det meste af jorden med mudder. Oversvømmelsen var muligvis udløst af en defekt i tartarianernes avancerede teknologi. Omvendt er det også muligt, at den blot var en gigantisk naturkatastrofe. 

Under alle omstændigheder forårsagede katastrofen det tartarianske riges kollaps, og den lyssky elite af verdensherskere har siden da arbejdet på at destruere de prægtige bygningsværker, tartarianerne efterlod. En gennemgående teori er, at sammensværgelsen af verdensherskere finder på falske krige, som anvendes som påskud for at ødelægge den storslåede arv. Således kan Napoleonskrigene samt både 1. og 2. verdenskrig fortolkes som midler til at skaffe de tartarianske artefakter af vejen.

Curlingbørn deluxe

Det er naturligvis nemt for historienørder at afmontere teorien om Tartarien. Mange af de bygningsværker, som hævdes at være tartarianske, har man f.eks. udmærkede overleveringer om hvordan blev konstrueret. Og selv hvis overleveringerne er forfalskede, hvor er så de indiske, iranske og kinesiske kilder, som burde have berettet om et kæmpemæssigt og teknologisk avanceret rige, som lå lige op og ned ad deres grænser?

Det mest interessante ved Tartarien-teorien er dog ikke dens sandhedsværdi, men hvad den siger om dens tilhængere, som helt overvejende lader til at tilhøre den såkaldte Generation Z, eller zoomers – generationen, som kommer efter de hyppigt udskældte millennials

Millennials og zoomers har mere til fælles, end nogen af dem har med tidligere generationer. Et populært billede er, at zoomers blot er mere klynkende og mindre originale millennials. Imidlertid er det ikke hele historien.

Dykker man ned i den empiri, der findes om zoomers, viser der sig en kontrast: Hvor millennials skulle realisere sig selv gennem evige backpacking-ture gennem Bagindien og videre over på Bali, bruger zoomers hellere deres penge på genstande, som beriger deres dagligdag. Hvor millennials regnede med, at deres karrierer skulle være selvrealiserende eventyr, ser zoomers arbejde som en uinspirerende nødvendighed og gør sig ikke de store forhåbninger om at undslippe kontorlandskabets trædemølle. 

Curling-tendensen, hvor forældre forventes at gøre livet nemt for deres børn, startede under millennials, men lader til at være taget til i styrke hos zoomers. De har brug for de voksne, men bryder sig ikke nødvendigvis om at have brug for de voksne.

På den politiske front ser man også forskelle. Både millennials og zoomers var (og er) stærkt optagede af klima, af ligestilling og af accept på tværs af racer og seksualiteter. Men hvor millennials regnede med, at de kunne ændre verden, og sågar søgte at skabe sociale netværk, som kun bestod af folk med de ”rigtige” meninger, er zoomers langt mere blaserte. 

De forventer ikke nødvendigvis, at deres protester kommer til at ændre noget, og er af samme grund mere pragmatiske med deres venskaber og relationer. Firkantet kan man måske sige, at millennials voksede op i kølvandet på Sovjetunionens kollaps og med troen på det evige fremskridt i ascendanten, mens zoomers voksede op i skyggen af 11. september og finanskrisen i 2008.

Tartarien som generationsbillede

På ét plan kan man selvfølgelig se Tartarien-sammensværgelsen som et banalt oprør mod menneskefjendsk arkitektur. Men som et stillbillede, der udtrykker Generation Z’s angst og drømme, stikker lighederne dybere end det. 

Zoomernes apati og tilbagelænede temperament, hvor de ikke for alvor tror på, at deres kamp for en bedre verden kan skabe gennemgribende ændringer, skjuler måske i virkeligheden en dyb magtesløshed. Hver gang en zoomer foreslår en løsning på ét af tidens problemer, skyder en ældre personage den ned med hårdt opstillede argumenter og et bredere kendskab til verden.

Det onde i verden, repræsenteret ved de ældre generationer, sidder tungt på definitionerne, argumenterne, magten og pengene, og skal nok sørge for at få det, som de ønsker. Man kan ikke frigøre sig af de voksne, men bryder sig heller ikke om deres værdier. På den måde giver det mening at forestille sig en godhjertet (og endnu ældre) civilisation, som havde de samme værdier som zoomerne selv, og som på ukendt, nærmest magisk vis kunne have realiseret både multikulturalisme og transrettigheder, mens den levede i pagt med naturen.

Den ældre civilisation byggede også flot, med bløde romanske buer og majestætisk inspirerende kupler – måske havde den også gjort op med kapitalismen og fundet en samfundsform, som tillod alle at leve i overflod?

Hver og én af disse eventualiteter giver den nuværende elite rigeligt med motivation til at udslette de sidste spor af det stortartarianske rige. Hele gerontokratiets trick er jo at få andre dagsordener end dens egen til at fremstå umulige. Hvis de ældre generationer er opsatte på at fyre med fossile brændstoffer, er det ikke betimeligt med vidnesbyrd om tartarianernes avancerede teknologi. 

Og hvis gerontokratiet vil fastholde den kapitalistiske økonomi, er det opportunt at erstatte tartarianernes milde og menneskekærlige arkitektur med en rå brutalisme, som æstetisk kommunikerer, at enhver karrierevej ender i et kontorlandskab.

Verdenseliten skjuler med andre ord beviserne på, at zoomers i virkeligheden har ret – at deres ideer er ladsiggørlige. Således kan kendskabet til Tartarien-teorien give et praj og et håb om, at en radikalt bedre verden er mulig – også selvom ingen p.t. ved hvordan. 

Der er mange facetter af teorien, vi ikke har kunnet nå rundt om i denne artikel. Og det er naturligvis kun et absolut mindretal af Generation Z, som abonnerer på den. Ikke desto mindre er det dog fascinerende læsning, som det for de ældre generationer kan være nyttigt at stifte bekendtskab med. 

Andre studier af zoomers har nemlig vist, at de ikke responderer på konfronterende debat, men foretrækker inkluderende dialog. Vil man nå ind til de eksistentielle spørgsmål, zoomerne kæmper med, er det med andre ord en god strategi at lægge den bedrevidende og hårdt argumenterende attitude på hylden – at lægge sin stil om til at være mindre som en boomers og mere som en tartarianers.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter