De næste par måneder er der en målestok for succesfuldt politisk lederskab, der massivt overtrumfer alle andre og nemt kan aflæses af hvem som helst i real time: Antallet af vacciner pr. indbygger, der bliver administreret i et givent land. Har man vaccineret mange, har den politiske ledelse klaret sig godt, har man vaccineret få, har ledelsen klaret det dårligt. Mere kompliceret er det ikke.

Målt med den målestok, så er USA's Donald Trump, Storbritanniens Boris Johnson og Israels Benjamin Netanyahu indtil videre mere succesfulde end samtlige europæiske statsoverhoveder – uanset hvad man så måtte mene om de tre herrers øvrige politiske virke.

Sammenlignet med både den planlagte og igangværende udrulning i de lande er de tilsvarende tal for Danmark, der er en del af EU's fælles indkøbsaftale, ganske enkelt tragikomisk lave.  

Indtil langt ind i april regner man med højst at modtage 70.000 doser om ugen. Lad os sammenligne med et politisk relativt isoleret land med et lavere BNP per indbygger end Danmarks, Israel. Israel formår lige nu at vaccinere 150.000 om dagen, satser på at have vaccineret alle over 60 år i løbet af 14 dage og 4 mio. – knap halvdelen af befolkningen – ved udgangen af marts. 

På det tidspunkt vil Danmark ifølge de nuværende beregninger have i omegnen af 300.000 vaccinerede bedømt ud fra de hidtil annoncerede tal. Det er måske heller ikke så underligt, eftersom EU har formået at købe færrest af de vacciner, fra henholdsvis Pfizer og Moderna, der faktisk er godkendt (eller meget tæt på godkendt) og på markedet.

Hvis man ser på tallene for USA og Storbritannien, hvor vaccineprogrammerne er i fuld gang, står Danmark til at være omtrent tre måneder bagud i forhold til at ramme det, man regner for at være grænsen for flokimmunitet. 

EU forsøgte endvidere at få medlemslandene til at vente med at iværksætte vaccineprogrammet, til det kunne gøres samtidigt, hvorfor en del lande måtte holde livsvigtige vacciner tilbage – et bizart og tonedøvt forsøg på at gøre liv og død til et spørgsmål om PR for unionen. Aldeles forståeligt valgte flere lande, heriblandt Tyskland og Ungarn, at sætte borgernes sundhed før unionens kommunikationsstrategi og iværksatte vaccinationer tidligere uanset. 

Det er helt banalt, som om situationens alvor ikke synes at være gået op for en del i både EU og Danmark, hvor vi risikerer markant hårdere og længere nedlukninger samt større tab af menneskeliv, hvis den hurtigtspredende covid-variant for alvor får tag i befolkningen. Hver eneste dag tæller.

Forsinkelsen kan blive dyr

Og jeg ved, at nu vil der sidde folk derude, som indvender, at Danmark vaccinationsmæssigt skam er godt med i forhold til andelen af vaccinerede med knap en halv procent i skrivende stund, hvilket placerer Danmark på en femte-syvende plads globalt. Men at en del lande klarer sig værre end ret dårligt, er en ringe trøst, når lande som USA og Storbritannien har både langt flere vaccinerede i procentdele, men også langt større befolkninger i absolutte tal og langt bedre forsyninger af vacciner. 

Når Storbritannien – i skrivende stund – har vaccineret knap 1,5 procent af 66 mio. indbyggere, burde Danmark med knap 6 mio. som absolut minimum ligge samme sted. For slet ikke at tale om Israel, der blot har 3 mio. flere indbyggere end Danmark, men ikke desto formået at vaccinere knap 10 pct. af befolkningen. Danmark har vaccineret en brøkdel af dette, og i resten af Europa står det altså endnu værre til. Og hvad har Israel gjort for at være fremme i skoen? Ifølge New York Times er de et geografisk lille land med et stærkt socialt sikkerhedsnet og digitaliserede sundhedsdata, der sørgede for at være aggressivt opsøgende og fremme i skoen for at sikre sin befolkning vacciner. Og – nåja, bortset fra sidste punkt – lyder det jo ganske bekendt.

Derudover var israelske politikere villige til at betale en højere pris for vaccinerne, end fx EU kom til. En merpris, der ifølge samme artikel vil være tjent ind, såfremt lockdowns kan hæves blot en uge tidligere – og efter alt at dømme vil israelerne kunne færdes frit længe, længe før danskerne, med det nuværende vaccinationstempo i de respektive nationer. Milliarderne har det med at løbe op temmeligt hurtigt, når man lukker samfund ned, viser det sig. 

EU burde være bedre

Der er utvivlsomt dem, der vil fremhæve det svære i at vide, hvilke vacciner der viser sig succesfulde, komplekse prisforhandlinger og alt muligt andet. Men det er der ingen grund til. Mellemregningerne er lige så ligegyldige som udløbne metrobilletter og Coldplay.  

Ender vi i en situation, hvor briter, israelere, amerikanere og andre kan hygge sig på festivaler, mens Europa stadig roder rundt i spørgsmål om nedlukning af barer og forsamlingsforbud på 10 eller 50, har EU fejlet massivt. 

Hvis EU, som politisk repræsentant for et ekstremt velstående kontinent med enorme økonomiske, produktions- og forskningsmæssige og ressourcer i ryggen, ikke formår at sikre sine medlemsborgere samme økonomiske og sundhedsmæssige sikkerhed som oplagt sammenlignelige lande, så har projektet dumpet sin til hidtil vigtigste eksamen. 

Senere i 2021 vil alle vestlige lande sandsynligvis svømme i vacciner, men behovet er ikke til juni eller september – det er lige nu, hvor næsten hele Europa er ramt af en voldsom andenbølge, der både koster liv, jobs og fremtidsmuligheder. Og at andre lande klarer sig værre end både Danmark og resten af EU, er ingen overraskelse. Men at EU ikke er med blandt de absolut bedste, er en skandale.

Medmindre der er planer, som EU ikke fortæller om, så er de eneste håb på den korte bane, at vaccinen fra Oxford/AstraZeneca, som EU har bestilt 400 mio. doser af, bliver lanceret og godkendt meget, meget snart. Den har været ramt af forsinkelser både i forhold til bivirkninger og dosering, men firmaet har erklæret, at deres resultater er lovende og med en effektivitet, der matcher de to vacciner, der allerede er på markedet. Dog uden at offentliggøre data fra deres forsøg, ligesom firmaet endnu ikke har indsendt en ansøgning om godkendelse til det europæiske lægemiddelagentur. Realistisk set er det svært at se den som en problemløsning på den korte bane, medmindre noget overraskende sker – meget hurtigt.

Covidvaccinen burde have været situationen, hvor EU viste sin eksistensberettigelse som en stærk politisk enhed, der sikrede sine borgeres sundhed og økonomi bedre end nationalstaterne kunne enkeltvis. Lige nu forekommer det modsatte en del mere sandsynligt.