Debat

19.12.22

Fem julegaveideer til din borgerlige kæreste

Smykker gives til kvinder. Ikke til mænd. En PlayStation kan lige gå an til en dreng – hvis han er under 15 år. Veganske kogebøger gives til skraldespanden.

Det burde ikke være så svært. Men det er det åbenbart. Selv er jeg altid i tvivl om, hvad jeg skal give i julegave. Og jeg kan næppe være den eneste.

Men fat mod! Medmindre din kæreste styrketræner et par gange om dagen, så returnerer du bare den der massagepistol, som han alligevel ikke har brug for og vælger en af de julegaveideer, som jeg efter mange timers intenst tankearbejde har analyseret mig frem til ville være perfekt til lige præcis din højreorienterede kæreste – uanset om vedkommende tilhører den liberale eller den konservative fløj. You're welcome.  

1.     Aktier i et selskab, som arbejder med atomkraft. 

Hvis der er én ting, som vi borgerlige kan blive enige om, så er det, at atomkraft er et fuldstændig centralt værktøj, når det kommer til klima – udviklingen kan kun gå for langsomt. Så hvorfor ikke hjælpe den lidt på vej? Helst et amerikansk naturligvis. Ikke et kinesisk. 

Alternativt kan du give ham eller hende et abonnement på grøn atomstrøm fra Kärnfull. Ja, det er svensk, men hvis det er noget med våben eller kernekraft, så må man som borgerlig undtagelsesvist godt importere noget fra broderlandet.

2.     Bøger. 

Efteråret og vinteren har budt på et hav af fantastiske bøger skrevet af borgerlige tænkere. Et par anbefalinger: Henrik Dahl: ”Ved voksenbordet”, Christian Egander Skov: ”Borgerlig krise”, Eva og Rune Selsing: ”Den borgerlige orden” og Bent Jensens ”Modløber”. Take your pick. 

3.     Fitnessabonnement.

Du er skeptisk. Jeg kan fornemme det. Men hør lige en gang: Studier har vist, at jo mere du styrketræner, jo større sandsynlighed er der for, at du er højreorienteret. Og så er det da også borgerligt at holde sin krop sund og rask. At man præsenterer sig selv ordentligt er vigtigt.

4.     Jakkesæt. 

Ikke en bøllehat. Ikke en t-shirt med en sjov tekst. Ikke et par sneakers. Og slet ikke hvide. Nej, et jakkesæt og/eller et slips. Gerne med slipsenål.  

5.     Medlemskab hos Kontrast 

Egentlig mere tænkt som en gaveide til bekendte. For hvis din kæreste ikke har et medlemskab i forvejen, så bliver du nok nødt til at spørge dig selv, om han overhovedet er borgerlig? Skulle det ikke være tilfældet, så må du hellere se at finde dig en ny. 

Glædelig jul.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter