Kritik af patriarkatet og giftig mandsdomineret kultur var engang feministernes styrke. Men denne evne ser ikke ud til at blive brugt af nutidens feminister. Medmindre kritikken er af den hvide mand, kapitalismen eller kristendommen.
Feminismen har altid haft en større tilslutning på venstrefløjen, og venstrefløjens feminister lider ofte af berøringsangst, når det kommer til kritikken af ”de andre”.
I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag, men hvor bliver den modige, kritiske og internationale solidaritet af, når det for eksempel gælder undertrykte kvinder i Iran? Hvor er kulturkritikken i den forbindelse? Og hvis ikke det er frie og oplyste feministers opgave at sætte ord på netop disse svære emner i den frie del af kloden, hvis opgave er det så?
Solidaritet med kvinder fra andre kulturer kræver kritik af de magtstrukturer, som findes i disse kulturer og som dermed er kulturelle problemer. Men selv for over 15 år siden, da jeg var aktiv i Enhedslisten, var der en virkelig berøringsangst.
Det var noget, som vi talte om, internt. Desværre har venstrefløjens feminister dog ikke siden gjort ret store fremskridt. Man kan med rette spørge, om ikke udviklingen på den del af venstrefløjen snarere er gået den forkerte vej.
Rådvilde vestlige feminister
I dagens Iran er kvindernes protester forvandlet til en egentlig revolution, der først og fremmest er en kulturrevolution. Fordi de har gjort op med udskamningen af kvindekroppen, ikke kun over for præsterne, men ligeledes over for deres egne familier, inklusive fædre, brødre og ægtemænd.
Opgøret med tørklædepåbuddet vil også føre til en egentlig revolution, fordi der er så stor opbakning til friheden til at fravælge hijaben. Dertil kommer, at præsterne er stædige nok til at lade kravet om kvinders frihed blive enden på deres styre. De kan simpelthen ikke fastholde et islamisk regime uden tildækkede kvinder.
Alt peger lige nu på, at islamister er i færd med systematisk at forgifte pigebørn på skoler. Det frygtes, at dette sker både som hævn og som afskrækkelse over for de mange piger, der har deltaget i protesterne imod tørklædepåbuddet.
Kvindeundertrykkelsen i Iran er religiøs, og iranske kvinder i og uden for Iran sætter nu ord på deres kritik af mullahernes religion. At vippe turbanen af mullahernes hoveder er blevet endnu et af de religionskritiske symboler på denne igangværende revolution.
I september 2022 døde Jina Mahsa Amini i moralpolitiets varetægt, hvor hun befandt sig grundet dårlig hijab. Aminis død var dråben, det var et liv for meget, og iranerne, særligt de iranske kvinder, gik på gaden. Mange kvinder tog deres tørklæder af og flere brændte dem i protest. Siden er mange tusinder blevet enten anholdt eller sågar dræbt.
Et svigt af rang
Tragikomisk nok var det også i september 2022, at Dansk Kvindesamfund viste sig mere end klar til at forsvare tørklædet. Et forsvar for tørklædet som tildækning af muslimske pigebørn – i Danmark. Dansk Kvindesamfund brugte i en opdatering den yderligtgående islamiske bevægelse Hizb ut-Tahrirs hashtag #ForsvarTørklædet. Det var en kommentar til et forslag om forbud mod tildækning af børn med tørklæder i grundskolen.
Da de blev kritiseret for at have gjort brug af Hizb ut-Tahrirs tag, slettede og undskyldte Dansk Kvindesamfund opslaget, men alene på baggrund af hvem afsenderen af tagget var.
Men ”forsvar tørklædet”? Hvorfor i alverden er det danske feministers opgave at forsvare religiøs udskamning og tildækning af pigebørn? Vi taler ikke engang om voksne kvinder. Hvorfor forsvarer feminister kønsdiskrimination af børn?
Man skal jo være historieløs for ikke at vide, at religion, også kristendommen, er blevet brugt til at holde piger og kvinder nede. Ligesom man skal være historieløs for ikke at vide, at også kvinder i Danmark har måttet kæmpe for retten til egen krop, eget liv og egen seksualitet.
Dansk Kvindesamfund kender jo udmærket til udskamningen af kvinders kroppe, og vi behøver slet ikke at kigge så langt tilbage. Slutshaming er stadigvæk et problem.
Derfor har Dansk Kvindesamfund flere gange deltaget i SlutWalks. Det er events, hvor kvinder giver fingeren til udskamningen af kvindens krop og seksualitet. Selv formulerer Dansk Kvindesamfund det således:
”SlutWalk er en begivenhed, hvor vi tager ordet ”slut” tilbage og fejrer selvstændighed, skamløshed og lyst … SlutWalk er samtidigt en protest mod slutshaming, victimblaming, seksuelle overgreb og sexistisk dobbeltmoral, og vi understreger at alle har ret til egen krop. Påklædning, antal partnere, seksualitet, profession, adfærd eller alkoholindtag er ALDRIG en undskyldning for voldtægt eller overgreb!”
Jeg støtter det 100 %, og har flere gange selv poseret nøgen af blandt andet samme grunde, og jeg har kun en indsigelse, for der er noget, jeg stadig ikke kan forstå. Hvordan hænger det sammen med budskabet ”Forsvar tørklædet?”
Selv hvis vi alene forholder os til en hjemlig kvindediskussion, så har feministerne svigtet. I en dansk kontekst er feminisme blevet til en fattig elitær diskussion om pladser i bestyrelser. Imens har de mange problemer med for eksempel æresrelaterede konflikter ingen rigtig plads på feministernes fine hvide bord.
Det er og bliver et svigt af dimensioner.
