Den internationale bestseller Invisible women af Caroline Criado Perez findes nu også i dansk oversættelse, Usynlige kvinder, og man bemærker den brugt som kilde. Bogens budskab er, at mænd har indrettet verden for mænd, hvilket ikke kun er irriterende, når værktøjet ikke passer i en kvindehånd, men livsfarligt, når kvinder miskendes i sundhedsvæsenet, ignoreres i arbejdsmiljøet og får stress af kvindeligt dobbeltarbejde. Bogen har fået positive anmeldelser i seriøse aviser, har modtaget The Royal Society Science Book Prize 2019 og er blevet nomineret til flere priser.
Kristeligt Dagblads anmelder kalder det en troværdig bog. Jeg ved ikke, hvad anmelderen har tjekket, inden hun satte det prædikat på. Næsten alle tjek, jeg har foretaget, viser, at der er noget galt.
Eksempel: Perez skriver, at ”siden 1989 har hjerte-karsygdomme været den hyppigste dødsårsag blandt kvinder i USA, og kvinder har større risiko for at dø end mænd efter et hjertetilfælde”, og formidler hermed det budskab, at kvinderne er hårdere ramt af hjerte-kar-sygdomme end mændene. Det er ikke sandt.
For det første er hjerte-kar-sygdomme den hyppigste dødsårsag hos både mænd og kvinder, og kvinderne er ikke hårdest ramt. I 2019 var mændenes dødelighed af hjertesygdomme i USA 221 per 100.000 mod kvindernes 181. Det vil sige, at mændenes dødelighed var 22% højere end kvindernes.
For det andet holder det ikke, at kvinder har større chance for at dø af et hjertetilfælde end mænd. Perez siger, at ”unge kvinder synes at være i særlig risiko: i 2016 rapporterede British Medical Journal, at unge kvinder havde næsten dobbelt så stor chance som mænd for at dø på hospitalet”. I artiklen fra British Medical Journal findes faktisk en sætning om, at "risikoøgningen synes at være højest hos unge kvinder, hvis dødelighed under indlæggelse er næsten den dobbelte af mændenes”, og den sætning har Perez taget uden at nævne, hvad artiklen videre siger om overrisikoen, nemlig at den forsvinder, når der tages højde for andre faktorer, og at artiklens konklusion er, overrisikoen ikke har noget med køn at gøre, men skyldes, at kvinderne har mere komorbiditet end mændene.
Der er flere problemer med hjertesygdommene. ”En ny analyse af 22 millioner personer fra Nordamerika, Europa, Asien og Australien fandt, at kvinder med lav socio-økonomisk baggrund har 25% større sandsynlighed for at få et hjertetilfælde end mænd i samme indkomstgruppe,” siger Perez, men det er også forkert.
Som nævnt har mænd i USA 22% højere dødelighed af hjertesygdomme end kvinder. Det ville være overraskende, hvis det skulle vise sig at være omvendt i lave socialklasser, sådan som Perez påstår. Det er da heller ikke, hvad den omtalte analyse viser. Sagen er, at lav socialklasse øger risikoen for hjertesygdom. Undersøgelsen, som Perez henviser til, viser, at socialklasseeffekten er mere udtalt for kvinder end for mænd. Den viser ikke, at kvinders risiko for hjertesygdom er højere end mænds i nogen socialklasse, for det har den slet ikke undersøgt.
Kan dette være en tilgivelig fejl? I så fald har Perez kun læst overskriften på den hjemmeside, hun har brugt som kilde. I artikelteksten siger én af undersøgerne, Sanne Peters, ”at kvinder i gennemsnit udvikler hjertesygdom 5-10 år senere i livet end mænd. Denne fordel er mindre blandt kvinder med lav socio-økonomisk status”. Kvinderne har fordelen – også i de lavere socio-økonomiske klasser. Men det overser Perez bekvemt – ligesom den journalist, der har stået for hjemmesiden. Undersøgelsens faktiske resultat er ret uinteressant, mens den fordrejede version har kastet en artikel i The Sydney Morning Herald af sig og til sidst er endt som kilde i en prisbelønnet bog.
Et konsistent fund verden over er, at kvinder lever cirka 4,4 år længere end mænd (WHO s. 3), men det fortæller Perez ikke noget om. Hjertesygdomme er med 0,84 år den største bidragyder til mændenes lavere levetid (WHO s. 5). Det formår Perez altså at vende på hovedet. Den rigtige version ville også være et forstyrrende indslag i en fortælling om, at mænd har indrettet verden for mænd.
Et særlig forstemmende eksempel på Perez’ ”dokumentationsarbejde” handler om alvorlige arbejdsskader. I Perez’ verden mangler der data, og ”det betyder somme tider, at kvinder dør”, skriver hun (s. 113), hvorefter hun illustrerer pointen ved at citere en temmelig irrelevant fransk statistik, som viser en stigning i alvorlige arbejdsskader blandt kvinder og et fald blandt mænd, og fortælle en historie om en kvinde, der kom til skade på arbejdet. Det insinueres, at der er et stort, overset problem med alvorlige arbejdsskader hos kvinder, ja måske så stort, at det overgår mændenes.
Hvis man ved lidt om arbejdsskader, tænker man, at der er noget galt, og et simpelt opslag på Google viser da også, at i Danmark er 9 ud af 10, der mister livet i arbejdsulykker, mænd. Det samme i USA. Der er ingen mangel på data, der er bare én, som ikke kan eller vil se de data, der er, og ønsker at promovere et budskab, som data ikke passer ind i. Og så er det jo snildt at supplere påstanden om, at mænd har indrettet verden til sig selv, med en fortælling om, at de også har forsømt at skaffe data om kvinderne. Den datamangel, Perez taler om, skyldes for en stor del hendes egen fortielse af de data, der faktisk findes.
God journalistisk skik fordrer, at man er kritisk og så vidt muligt tjekker oplysninger via uafhængige kilder. Men for journalisten Perez er der vide grænser for, hvad der accepteres, bare en anden har skrevet det først. ”En undersøgelse fra University of Michigan … fandt at ægtemænd skaber syv timers ekstra arbejde i hjemmet om ugen for kvinder”, skriver hun (s.72).
Kilden er en artikel i The Independent, men man behøver kun at læse websiden om undersøgelsen for at blive klar over, at det er en fordrejet fremstilling. Forskeren bag undersøgelsen, Frank Stafford, udtaler, at der ”stadig sker en betydelig omfordeling af arbejdet, når folk gifter sig – mændene arbejder mere uden for hjemmet, mens kvinderne påtager sig mere af arbejdet i hjemmet” (vi er i Nordamerika omkring 2005). Videre har undersøgelsen vist, at ”både mænd og kvinder, der gifter sig, arbejder mere i hjemmet end mænd og kvinder, der forbliver ugift”.
Nu, vi er ved arbejdet i hjemmet, kan vi lige tage den her også: ”En australsk undersøgelse fandt … at når kvinder begynder at bo sammen [med mænd] ’går deres arbejdstid i hjemmet op, mens mændenes går ned ” (s. 72). Her har Perez åbenbart kun læst websiden, som hun har planket teksten fra. Den, der læser den videnskabelige artikel, som websiden henviser til, finder til gengæld ud af, at den overhovedet ikke handler om at begynde at bo sammen.
Og sådan kunne man blive ved.
Kan der slet ikke siges noget godt om bogen? Den kan måske opfattes som et memento om at tænke en ekstra gang over, om dette eller hint er optimeret til mænd eller til kvinder, eller om man har overset en mulighed for at optimere til begge køn. Hvis man vil have kvindelige politibetjente, er det måske smart at udstyre dem med skudsikre veste, som passer til deres anatomi – for at nævne et af Perez’ eksempler.
Alligevel advarer jeg om at være på vagt. Der er for mange fejlciteringer, fortielser og fordrejninger i de eksempler, jeg har kunnet tjekke, til at det kan anbefales at tage noget fra bogen for pålydende. Perez’ blik på verden er skævvredet af en forudfattet opfattelse af, at kvinder overses og miskendes. Det, hun skulle vise, bliver i stedet det, der dikterer, hvad hun ser.
Interessant nok er det en kritik, hun finder anledning til at komme i forkøbet. Hun fortæller om en date, hun var på med en mand, der foreholdt hende, at hun er forblindet af ideologi. Hun svarede ikke, at manden tog fejl, men at manden også var forblindet af ideologi, det var bare en anden én. Ifølge den betragtningsmåde er der ikke noget, der er sandt eller falsk, men kun forskellige måder at være forblindet af ideologi på.
Men selv ikke det er nok til at forklare bogens mange alternative sandheder. Det er et paradoks, at Perez på den ene side erkender, at hun er forblindet af ideologi, og på den anden side gør meget ud af at få det til at se ud, som om hun dokumenterer sine påstande. Hvad skal fejlcitaterne, fortielserne og forvanskningerne egentlig tjene til, når hun alligevel står ved, at hun er forblindet? Er det ikke at gå over åen efter vand? Det var da lettere at sige, at man har den ideologiske holdning, at mænd har indrettet verden til sig selv, og at det skal der laves om på. Om det er sandt, er et irrelevant spørgsmål. For tilhængere af ideologien ER det sandt, og modstandere af ideologien har en anden sandhed, som det gælder om at bekæmpe.
Det ville være ærlig snak. Men så ærlig er Perez ikke. Hun insisterer på, at det, hun siger om kvinders dødelighed af hjertesygdomme, er sandt – ikke bare set gennem feministbriller, men sandt på de præmisser, hvorunder data er frembragt – den ’etablerede’ videnskabs, om man vil. Her sætter jeg som repræsentant for den etablerede videnskab foden ned. 181 er ikke større end 221. Så enkelt er det, og medmindre man vil acceptere, at 181 er større end 221, vil jeg fraråde, at man lader sig inspirere af noget i denne bog, før man har tjekket, om det er rigtigt, og så har tjekket det en gang til. Perez er en dreven propagandist.
