I starten af februar lancerede en gruppe danske skuespillere kampagnen ’Et større billede’, som slår til lyd for øget mangfoldighed i danske film. De mener nemlig ikke, at en række minoritetsgrupper er “repræsenteret særligt godt, hverken i antal eller på måder, der er ligeværdige eller nuancerede”. For at begrunde den påstand har repræsentanter for gruppen i flere omgange henvist til en rapport fra Det Danske Filminstitut.

Men hvad kan man egentlig udlede af rapporten? Det vil jeg se nærmere på. 

Første sætning i rapporten lyder:

”Danmark er et etnisk mangfoldigt samfund, men hvordan følger det danske kulturbillede med denne forståelse og udvikling af samfundet, og hvordan afspejler [sic] den etniske mangfoldighed i dansk film?

Der menes formentlig, at danske film skal afspejle den etniske sammensætning i den danske befolkning, men hvad vil det helt konkret sige at afspejle? I rapporten er der fokus på den gennemsnitlige andel af nydanskere i samfundet og i filmene: Hvis der er 14% nydanskere i befolkningen, bør der også være 14% nydanskere i filmene, er tanken. 

Og så kan man for resten underinddele tingene til trivialitet i hovedroller, biroller, spillefilm, dokumentarfilm, foran kameraet, bag ved kameraet, etc. Alle steder skal der være 14% nydanskere. Afspejling af det danske samfund er, at den etniske sammensætning i den danske befolkning genfindes i alle dele af danske film.

Ræven vogter gæs

Desværre er nydanskere ikke altid til at identificere. Hvad er en nydansker i en film egentlig? Hvis folk, der ser film, skal opleve sig repræsenteret, eller skal opleve, at film afspejler det danske samfund, så skal det vel handle om, hvor mange nydanskere, folk, der ser film, oplever, at de ser i filmene. 

En undersøgelse med et spørgsmål a la: ”Hvor stor en andel af karaktererne i danske film oplever du er nydanskere”, kunne belyse det, som Filminstituttet – formentlig – gerne vil vide. Selv om Filminstituttet faktisk fik udført en interviewundersøgelse blandt ikke-vestlige nydanske, stillede man ikke spørgsmålet. Det havde man nok heller ikke fået meget ud af, for hvem kan sætte en andel på sådan noget?

I stedet besluttede Filminstituttet at klare sagen selv. Det skriver i rapporten:

”Opgørelsen af nydanske skuespillere samt karakterer beror på Filminstituttets skøn. Vurderingen af, hvorvidt der er tale om en nydansk karakter, er foretaget ud fra forestillingen om, hvad en gennemsnitlig dansk publikummer vil antage om karakteren, hvis der ikke fortælles eksplicit om denne baggrund. Her kan udseende, navn og evt. dialekt og trosretning spille en rolle.”

Nu er den vurdering jo lidt som at sætte ræven til at vogte gæs. Der er også lige det, hvad den skal sammenlignes med? Altså hvis f.eks. 16% af bikaraktererne vurderes til at være nydanskere, er det så repræsentativt? Afspejler det, hvad vi alle i gennemsnit oplever i den danske befolkning om bikarakterer? 

Og oplever vi, at 11% af hovedkaraktererne er nydanske? Hvis der findes gode svar på disse spørgsmål, har Filminstituttet ikke fundet dem.

Fiktiv problematik 

Det, Filminstituttet har gjort, er at sammenligne deres egen optælling af nydanske karakterer med andelen af nydanskere i den danske befolkning ifølge Danmarks Statistiks definitioner, dvs danske statsborgere, hvis forældre begge er udenlandske, eller efterkommere af sådanne.

Det er ikke så mærkeligt, at definitionen ikke kan bruges på karakterer i film, for de er jo fiktive, og det hører sjældent med til billedet af en fiktiv karakter, om begge forældre er født i udlandet. Omvendt er der formentlig mange af dem, der er nydanskere ifølge Danmarks Statistiks definition, der ikke ville opleves som nydanskere ved en overfladisk betragtning.

Kort sagt, det er pærer og bananer, man sammenligner, når man sammenligner andelen af nydanske karakterer i film med andelen af nydanske i befolkningen. Ingen aner, hvad facit skal være. Ingen aner, hvor man overhovedet er, i forhold til hvad man ikke aner, hvad er, men som man alligevel vil opnå.

Undersøgelsen indeholdt imidlertid et spørgsmål, der faktisk kunne have relevans for det, Instituttet gerne vil vide, nemlig om biografgængerne kan ”identificere sig med karaktererne i danske film”. På side 32 i rapporten kan man se, at ikke-vestlige nydanskere i samme grad som befolkningen som helhed synes, at de kan identificere sig med karaktererne i danske film, (31% er helt eller delvist enige i udsagnet, mod 33% af befolkningen i alt).

Det kunne tyde på, at balancen er ramt meget godt, for hvordan skulle det kunne gøres bedre? Selvfølgelig vil der være mange, der ikke kan identificere sig med nogen i en film, så det absolutte niveau kan man ikke lægge noget i. 

Og hvis man forestillede sig, at man øgede andelen af etniske danske karakterer i filmene, ligger det i Filminstituttets egne antagelser, at færre nydanskere ville identificere sig med karaktererne. Omvendt, hvis der var flere nydanskere, så ville færre etniske danskere identificere sig med karaktererne. 

Så når det balancerer, har man vel fundet den optimale andel af nydanske karakterer i filmene?

Haltende statistik

Lad mig lige minde om, at idéen med repræsentativitet ikke mindst er, at folk skal føle, at der er nogen, de kan identificere sig med. Så man skulle tro, at dette ville være et væsentligt, og vældig glædeligt, fund i undersøgelsen.

Men Filminstituttet har ikke noget at sige om det. Det fremhæver i stedet, at cirka samme andel, 30%, er helt eller delvist enige i, at dansk film generelt afspejler den etniske sammensætning i samfundet, og konkluderer:

”Undersøgelsen viser generelt, at en stor del af både de ikke-vestlige nydanskere og befolkningen som helhed fortsat oplever, at danske film ikke afspejler den etniske sammensætning i befolkningen.”

Det springer unægtelig i øjnene, at rapporten faktisk ikke rapporterer, hvor stor andel af de adspurgte, der oplever, at filmene IKKE afspejler den etniske sammensætning, men i stedet rapporterer, hvor stor andel, der mener at filmene gør det. Og så overlader til læseren at konkludere, at resten mener det modsatte. 

Men det er på ingen måde givet. Resten kunne for eksempel ingen mening have om spørgsmålet eller have undladt at svare. Hvorfor mon Filminstituttet ikke rapporterer de for deres konklusion relevante tal? Jeg har bedt instituttet om tallene, men foreløbig uden reaktion.

Filminstituttet opfatter det tydeligvis som et problem, at kun 30% af nydanske såvel som etniske danskere mener, at danske film afspejler den etniske sammensætning i befolkningen. 

Man må jo spørge sig selv, om Filminstituttet har tænkt sig at presse på for flere nydanske karakterer i danske film, indtil 100% af alle biografgængerne mener, at filmene afspejler den etniske sammensætning i befolkningen? Det synes at være Filminstituttets sørgelige bud på en løsning. Den vil næppe fungere. 

En gruppe af 40 skuespillere har benyttet rapporten som anledning til aktionen ”Et bredere billede”, hvor de advokerer for flere nydanske skuespillere i danske film. Her står paradokserne i kø.

“Jeg har personligt fået at vide af castere og producere, at jeg ikke kan få hovedroller, fordi danskere ikke kan identificere sig med mig,” siger Laura Allen Müller, der er født og opvokset i Danmark, men, så vidt jeg kan bedømme ud fra fotos, formentlig anses for at være farvet. 

Men, siger hun:

”Når vi taler om fiktionsfilm, arbejder man jo i forvejen med skildringer, der bøjes på mange måder i forhold til den såkaldte virkelighed. Mads Mikkelsen spillede Struensee i »En kongelig affære«. Mads Mikkelsen er pisse lækker – men det var Struensee altså ikke! Så hvorfor insistere på realisme, udelukkende når det drejer sig om etnicitet?”

Paradoks som resultat

Samtidig sættes Miss Saigon op på Det Ny Teater, og der er ingen ende på lovprisningerne over, at rigtige asiater spiller de vietnamesiske karakterer. Miss Saigon er sikkert en oplevelse med vietnamesiske agerende i stedet for sminkede vesterlændinge – hvad enten teatergængeren er vietnameser eller ej. 

Men det er jo påfaldende, at en repræsentant for branchen kan påstå, at hun som sort sagtens kan spille, så majoritetsdanskere kan identificere sig med hende, samtidig med at branchen benægter, at hvide kan spille farvede, heteroseksuelle kan spille homoseksuelle etc.

Det ser ud til at være med kulturel appropriation, som det er med racisme: Kun majoriteten kan appropriere. Alle andre kan spille, hvad det skal være, uden at det er appropriation – og sikkert ydermere bidrage til den kulturelle diversitet ved at gøre det.

Filminstituttet finder det problematisk, at de nydanske karakterer i danske film er stereotyper – uden dog at specificere, hvad der menes hermed. Man kan vel formode at det handler om taxachauffører, rengøringspersonale, i hvert fald ikke nogen fra de højere klasser. Men her er et helt grundlæggende paradoks.

Filminstituttets skøn over, hvem der er nydanske karakterer i filmene, baseres på de stereotype forestillinger, biografgængerne formodes at have om, hvem der er danskere, og hvem der er nydanskere i filmene. 

Hermed kommer instituttet paradoksalt nok det til at betjene sig af den tænkning i stereotyper, som det vil bekæmpe. Og den repræsentation, det ønsker at fremme i dansk film, bliver til stereotyper i præcist udmålte doser.