Alle skal kunne ytre sig frit. Ytringsfriheden er en grundlæggende værdi, men de, der bruger ytringsfriheden på en måde, som kan virke provokerende, må forvente konsekvenser. 

Tag eksempelvis karikaturtegningerne af profeten Muhammed. Jeg har ikke selv set alle tegningerne, men jeg har set dén tegning, hvor der er en bombe i turbanen. Det er jo ikke en tegning, der ligefrem inviterer til dialogkaffe. Karikaturerne blev oprindeligt lavet for at afdække, om danske tegnere udøver selvcensur, men konsekvensen blev, at religiøse følelser blev såret og muslimer marginaliseret. 

Heldigvis er selvcensur udbredt. Særligt blandt lærerforeningerne er der god forståelse for sagens følsomme natur. For nyligt fortalte en lærer i Weekendavisen, at hun var blevet kaldt for “en hvid luderkælling”, fordi hun havde anvendt karikaturtegningerne i undervisningen. 

Det er helt forståeligt sket flere gange for hende. Efter Samuel Paty, en fransk lærer, forrige år blev slået ihjel for at have vist karikaturtegningerne, forklarede en underviser fra Københavns Professionshøjskole, at hun ville bruge selvsamme tegninger i undervisningen i sympati med Paty. Hun blev efterfølgende nødt til at gå under jorden. Man kan undre sig over, hvad hun egentlig havde forventet.

Det er dog ikke kun blandt blasfemiske lærere, der er en islamkritisk tendens. Vi ser den også i medierne. Hvor er eksempelvis alle historierne om buddhistiske selvmordsbombere? Og hvorfor er det så svært at finde artikler, der har noget pænt at sige om Taliban? Der opstår tydeligvis et problem i den danske journaliststand, når hovedpersonerne har en anden etnisk baggrund end dansk. 

Som tilhænger af alle religioner anser jeg selvfølgelig al religionskritik, heriblandt tegninger, som en form for racisme. Hvor ufølsom kan man i grunden være? Hvem ville gøre grin med Muhammeds flyvende æsel eller jomfrufødsler? Selvom miraklerne har det med at opstå i jernalderlitteratur, som Biblen og Koranen, så sker de jo nok hele tiden. 

Tak til fagbevægelserne
Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, og Claus Hjortdal, formanden for Skolelederforeningen, fortjener ros for deres indsats i denne ømtålelige sag. Begge har udvist stor eftergivenhed over for såkaldte religiøse følelser. Skoleledernes formand har endda gjort sig til fortaler for ikke at vise karikaturtegninger i undervisningen i folkeskolen, da det kunne provokere nogle af eleverne. Tak! Endelig nogen, der tager elevernes ret til ikke at føle sig provokeret over undervisningsmateriale alvorligt!

Ligesom man godt kan undervise i billedkundskab uden at vise billeder, så kan man også undervise i karikaturkrisen uden at vise karikaturerne. Det fordrer jo også kreativiteten hos den enkelte elev, der måtte være interesseret i årsagerne til krisen. De kan jo selv tænke sig til, hvordan karikaturerne så ud. Lad tankerne flyve! 

Men vi kunne godt blive bedre til at tolerere overtro. Dødsstraffene i Biblen eller kvindevolden i Koranen er tydeligvis ironisk ment. Hvordan skulle man ellers forklare, at der aldrig er nogen, der er blevet dømt for hadforbrydelser i en shariadomstol? Den katolske kirke har i øvrigt også undskyldt for behandlingen af Galileo Galilei. 

Når det i dag er mere risikabelt at vise nogle tegninger af en profet, der hævdede at tale med engle ude i ørkenen, end det er at true folk til ikke at vise tegningerne, så er det, fordi den ene part ikke respekterer andres umiddelbare følelser. Derfor skal vi blive endnu bedre til at udøve selvcensur og i langt højere grad give retten til at censurere andre til dem, der måtte føle sig provokeret – uanset om det måtte gælde muligheden for at tage en mexikanerhat på hos Københavns Universitet, tegne Muhammed eller sange fra Højskolesangbogen på Københavns Handelshøjskole.

Men her begynder det selvfølgelig at blive svært. For hvem skal egentlig bestemme, hvilke tanker og ytringer der skal lukkes ned for? Hvem burde bestemme på mine vegne, hvad jeg må læse? Hvem ville egentlig være i stand til at udføre den opgave, så jeg kunne slippe fra ansvaret for selv at afgøre, hvilke ytringer der måske kunne virke provokerende?

Der er mange gode kandidater. Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, kunne være en oplagt kandidat til jobbet. Han har jo før talt for ikke at vise Muhammed-tegningerne i undervisningen i folkeskolen, og skal vi skabe et multikulturelt samfund, hvor der er plads til alle, så er det præcis dét, der er brug for. 

Der er brug for langt mindre tolerance for potentielt provokerende ytringer. Måske en repræsentant fra Hizb-ut-Tahrir, sammen med Skolelederforeningen, kunne være behjælpelig med at finde ytringsfrihedens grænser. Hizb-ut-Tahrir har tidligere bidraget konstruktivt til debatten om hvordan vi bedst begrænser ytringsfriheden. Opgaven er vigtig og kræver en hurtigt arbejdende statslig taskforce!