Jeg har set fremtiden, eller i hvert fald som Frodo i Ringenes Herre fået forevist bud på den. Og én ting er sikkert: Den kan udvikle sig til hvad som helst. For nylig kunne en fremtidsforsker af en slags – dog uden den helt store lighed med elverdronningen Galadriel – således forkynde, at når alle mulige aktuelle restriktioner snart er ophævet igen, vil alverden helt sikkert kaste sig ud i hæmningsløs livsnydelse fuldstændig som for 100 år siden i de brølende 1920’ere.

Selvsamme dag hævdede en anden forsker til gengæld med lige så stålsat blik i kaffegrumset, at vi snarere er på vej lukt ind i en gentagelse af de gråmelerede, bornerte, hæmmede, triste og indadvendte 1950’ere.

Han blev dog i den grad overtrumfet et par dage senere af en amerikansk forsker, der i en dansk morgenavis proklamerede intet mindre end en tilbagevenden til den mørkeste middelalder med de store it-koncerner i feudalherrernes og kirkens gamle rolle.

Få dage efter igen mente en dansk fremtidsforsker derimod med den for vort land så karakteristiske snusfornuft at kunne konstatere, at vi aldrig kommer tilbage til tiden før, og uanset utallige Hollywoodfilms påstande om det modsatte lyder det på en eller anden måde også ganske overbevisende.

Nu er fremtidsprofetier i vekslende grader af åndeligt skydække jo på ingen måde en ny opfindelse. Dog med den afgørende forskel, at rollen som profet så udpræget er rykket fra religionernes verden – hvor stort set alt i sagens natur er en trossag – videre til ofte at få status af akademisk bonitet eller analytisk skarpsyn. Apropos de brølende 1920’ere gjorde således selv Adolf Hitler i sine unge år flittigt brug af en myteomgærdet okkultist og clairvoyant ved navn Erik Jan Hanussen, der sågar hævdede at være dansk aristokrat. Ja, allerede i antikken hos de gamle etruskere og romere kunne man være augur med speciale i at tolke fuglenes flugt eller haruspex med speciale i at tage varsler af dyrs indvolde.

Det sidste er også emnet for en af René Goscinny og Albert Uderzos allersjoveste og skarpeste Asterix-historier, Le Devin eller Profeten fra 1972. Her får den gæve gallerlandsby besøg af en lige så talentløs som skamløs sandsiger, der med stærkt vekslende held ernærer sig ved at binde troskyldige folk vidtløftige og ofte selvmodsigende fremtidsforestillinger på ærmet.

Profeter kan også blive paffe

Spoler vi fra gallernes Bretagne frem til nutidens mere eller mindre globale landsby, holder også vore egne profeters luftige jærtegn på lykke og fromme kun sjældent ved nærmere eftersyn. Man kan for eksempel bare tænke deres sammenligninger med fortiden igennem. For selv om det da efterhånden kan lyde endog særdeles tillokkende at party like it’s nineteen twenty-nine, blev de heftige år efter Første Verdenskrigs og den spanske syges rædsler hurtigt afløst af børskrak, finanskrise, massearbejdsløshed, fascisme og ny verdenskrig. Omvendt udviklede de traurige 1950’ere sig lige så roligt til velfærdssamfund og rockmusik og kropslig frigørelse i alle ender og kanter.

Den i øvrigt ifølge masser af nyere forskning alt andet end mørke middelalder under og efter de store pestepidemier førte hen ad vejen også både reformation og renæssance og kapitalisme og alt muligt andet godt med sig. Mens det i forbindelse med påstanden om, at intet vil blive som tidligere, er nok så fristende at henvise til den sicilianske romanklassiker Leoparden fra 1958 og dens berømte parole om, at alt netop skal forandres for at kunne blive forblive som før.

I Asterix-historien braser profetens korthus af troværdighed til gengæld hurtigt sammen, da det lykkes for de mere skeptiske af gallerne at overraske ham, og så kommer høtyvene og håndmadderne ellers frem. I virkelighedens mere makabre verden rakte Hanussens clairvoyance åbenbart heller ikke til at forudse, at han selv ville blive likvideret umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse i 1933.

Op ad konsekvensmuren

Helt så råt går det heldigvis sjældent for sig i vore dages ofte langt mere tilgivende verden. Tværtimod er noget af det mest fascinerende ved den aktuelle profetitis, hvor konsekvensfrit det gerne er at tage fuldstændig fejl i sine gætterier og så i øvrigt drage direkte mavefornemmende videre til i næste kommentar eller interview at profetere det noget nær stik modsatte.

Forfatteren og journalisten Gretelise Holm skrev tilbage i 2006 en nærmest legendarisk spydig kronik i Politiken om, at det tilsyneladende var stort set umuligt for mænd at diskvalificere sig til topstillinger i medierne. Noget tilsvarende gælder i mindst lige så høj grad moderne sandsigere af samtlige køn. For hånden på krystalkuglen (eller palantíren, for nu at blive ved Tolkien): Kan I bare på dansk jord huske en eneste kommentator eller akademiker blive hældt ned ad ekspertbrættet eller stillet op ad konsekvensmuren for ikke at have kunnet forudse fx internettet, 11. september, valget af Donald Trump, Brexit og det sidste års tids mange og trange besynderligheder? Hvor i øvrigt selv meget af den regulære lægefaglige ekspertise på diverse specialområder har brilleret med jævnligt at spå forkert om stort set alt.

Vi kan også rette tilbageblikket mod den anden ende af gættespektret. Hvor mange dommedagsvarslende sortseere har det egentlig haft konsekvenser for, at verden ikke blot står endnu, men over en meget bred bank og uanset alle mulige bump og lokale kriser altovervejende kun har udviklet sig positivt de sidste mange år?

Af samme grund har jeg i det foregående bevidst været meget sparsom med kildehenvisninger. Der er absolut ingen grund til at give tågehornene et sekunds mere reklame, end de allerede selv har hustlet sig til, så I må altså tro mig på mit ord (men jeg har noteret mig deres navne). Mere bør fremtiden nemlig heller ikke være en gratis omgang. For som den fine titel lyder på Julian Temples dokumentarfilm fra 2007 om punkstjernen Joe Strummer: The Future Is Unwritten, og frem for at gætte uforpligtende løs på at fortolke fremtiden er det da væsentligt mere oplagt og opbyggeligt selv at gøre noget ved så meget af den, der nu måtte være tilbage.