Forleden holdt Jakob Ellemann-Jensen en tale ved Folketingets afslutningsdebat, hvor han markant betonede kampen for individuel frihed som den mærkesag, han tydeligvis gerne vil vinde et folketingsvalg på. I den forbindelse skrev Rasmus Ulstrup et indlæg, jeg har tænkt en del over. Du skal selvsagt læse det hele, men bundlinjen er, at:
“Hvis kampen står mellem en borgerlig fløj med et neutralt frihedsbegreb på den ene side og en venstrefløj, der aldrig har været bange for at sige, hvad de aktivt vil gøre for at forbedre samfundet, er nederlaget uundgåeligt.”
Den tankevækkende konklusion opsummerer et dilemma, som blå blok, og særlig (men ikke kun) de liberale står med i denne tid. Både covid, antiglobalisering og militære trusler østfra har demonstreret for mange, at den klassisk liberale fortælling om staten – som i bedste fald en høflig nattevægter, i værste fald en allestedsnærværende trussel mod den personlige frihed – ikke længere har en tiltrækningskraft som i de glade 90’ere og lidt mindre glade 00’ere.
Hvad end man synes om Mette Frederiksen, har hun faktisk en overordnet fortælling om staten som den almoderlige garant for det gode socialdemokratiske velfærdsliv underbygget af rigelige konkrete politikforslag, som hun mener vil forbedre samfundet:
Barsel? Det skal staten øremærke, siden den ved bedre end forældrene, hvad der er bedst for de små, som socialdemokraterne da også har som selvstændigt mål at tvangsfjerne flere af.
Bestyrelser? Dem skal staten nidkært overvåge og utvivlsomt i fremtiden kønskvotere, da virksomheder slet ikke selv ved, hvad der er bedst for dem selv og deres bundlinje.
Gymnasieelever? De skal tvangsfordeles, så de kan agere integrationsfremmende brikker i det storslåede socialdemokratiske samfundsprojekt i stedet for hensynsløst at gå i klasse med deres venner.
Og når familien skal slappe af foran fjernsynet, så kan de passende se nogle statssanktionerede dramafortællinger, som DR har produceret for stadig flere tvangsinddrevne penge. Måske en serie om en visionær socialdemokratisk statsminister, socialdemokrater, der kæmper mod fæle kapitalister i 50’erne, eller nationalt sindede borgerlige, der var dumme i 1864?
Ikke nok at opretholde
Det er naturligvis alt sammen meget gebommerligt set fra et borgerligt perspektiv. Men hvad er egentlig de blå alternativer? Symptomatisk nok vil mine være, at man skal skambeskære DR og i øvrigt holde sig fra både virksomhederne og familierne, der langt bedre ved, hvad der er bedst for dem, end staten gør.
Alt det kan jeg fint forsvare med lange politiske tirader og et vognlæs herlige argumenter, men det ændrer ikke på Ulstrups pointe. For i praksis advokerer jeg for en opretholdelse af status quo, hvilket hverken er en forbedring eller en fortælling. Det er bare status quo.
Og selvom socialdemokraterne ikke er blandt de mest woke på venstrefløjen, passer mange af ovennævnte tiltag også fint ind i den identitetspolitiske narrativ, der allerede er godt på vej til at blive 20’ernes definerende fortælling. Den handler om, at samfundet er et nulsumsspil, hvor mennesker hverken kan eller bør vurderes som individer, men derimod som medlemmer af stammebaserede fællesskaber opdelt på køn, race og seksualitet, der kæmper om magt, penge og privilegier til deres respektive grupper.
Ifølge den fortælling har den hvide mand lige nu – gennem patriarkat, kolonialisme og racisme – formået at sætte sig på flæsket. Men gennem en omkalfatring af samfundet, der involverer både mentalitet og økonomi, skal disse privilegier i stedet omfordeles til andre grupper i en fremtid, hvor meritokrati (som de woke alligevel ikke tror på), bliver langt mindre vigtigt end køn, hudfarve osv. Og hvem er bedre end staten til omfordeling?
På udkig efter narrativer
Her kan jeg så igen larme højt og længe om det uhyggeligt destruktive potentiale i den anskuelse, men det ændrer ikke stort ved, at den er ekstremt effektiv og på få år har gennemsyret store dele af vores samfund.
Tag ikke fejl, det liberale oplysningsprojekt har på et par hundrede år og med de moderne nationalstater som ramme i Vesten skabt den mest frie, innovative og velstående civilisation i menneskehedens historie. Og idéen om det liberale samfund, hvori meritokrati og individualisme unægtelig er essentielt nyskabende komponenter, har vist sig både levedygtig og i stand til at overvinde formidable ideologiske modstandere på både højre- og venstrefløj.
Men lige nu er det unægtelig, som om der mangler borgerlige fortællinger om ikke alene det gode samfund, men i høj grad også det gode liv. Fortællinger, som er andet og mere end en betoning af frit valg i det offentlige og fravær af socialdemokratisk regulering, uanset hvor fine begge dele måtte være i sig selv. Jeg har ikke en perfekt løsning klar, men måske en diagnose, der peger hen mod en kur.
Den gode borgerlige fortælling vil inddrage alt det, som staten ikke evner. De frivillige og forpligtende fællesskaber i familien, lokalsamfundet og nationen og – ja – sammenhængskraft som andet og mere end en funktion af statslig omfordeling. ‘Danmark kan mere’ har den socialdemokratiske regering kaldt et par af sine udspil i tiden. De borgerlige må kunne tilbyde en fortælling om, at danskerne kan mere – sammen og hver for sig – også uden statens hjælp.
