Debat

27.01.21

Fuldtidstyranniet breder sig

I Danmark er det svært at få lov at gå på deltid, hvis man af den ene eller anden årsag måtte ønske at få mere tid til alt det, der ikke er arbejde. Derfor kan valget komme til at stå mellem fuldtid og passiv forsørgelse, og det er uheldigt, mener Anne Kirstine Sørensen.
Foto: William Iven, Unsplash

Økonomisk regulering af børnefamilierne har ført til, at det i dag er meget svært, og for mange umuligt, at få råd til at vælge daginstitutionerne fra. Men det er ikke det eneste problem, danske forældre har på småbørnsområdet. Vigtigt er det også at problematisere, at det bliver tiltagende svært at få lov til at arbejde på deltid på det danske arbejdsmarked. Deltid er en meget ønsket mulighed blandt forældre. En spørgeundersøgelse, som arbejdsmarkedsforsker Thomas P. Boje fra Roskilde Universitet har gennemført, viser faktisk, at hele 70 pct. af de adspurgte forældre til hjemmeboende børn under 15 år ønsker kortere arbejdstid, i gennemsnit 15 pct. nedsættelse. 

Desværre bliver det hele tiden sværere at få det ønske opfyldt, fordi hensynet til arbejdsudbuddet vejer så tungt i al udvikling på arbejdsmarkedet. Som det sidste nye gik KL i 2020 i gang med at gennemføre tiltaget Fokus på fuldtid på hele det kommunale område. Sammen med Forhandlingsfællesskabet for de kommunalt ansatte, som repræsenterer 51 fagforeninger, skal ”deltidskulturen” nu afskaffes. Det sker særligt med henblik på social- og sundhedsområdet, men også andre steder i det kommunale regner man med, at de deltidsansatte repræsenterer en reserve, der kan udnyttes ved at få dem op i tid, helst på fuld tid, og fremover opslå alle stillinger som fuldtidsstillinger.

Med til historien hører, at nogle medarbejdere har haft svært ved at få lov til at arbejde på fuldtid, selvom de gerne ville, hvilket presser deres økonomi. Det gælder især på ældreområdet, hvor arbejdets rytme lægger op til kortere vagter på de tidspunkter af døgnet, hvor der er meget aktivitet. Dog må man gå ud fra, at en hel del medarbejdere selv har valgt deres nedsatte arbejdstid og er glade for den, da deltid generelt er meget mere populært i befolkningen end blandt politikere og arbejdsgivere. Det figurerer ingen steder i de overvejelser, jeg har kunnet læse mig til om tiltaget. Desuden er hensynet til de medarbejdere, der af en eller anden grund ikke vil eller kan arbejde fuld tid, fraværende.

Staten fylder for meget

Mit gæt er, at der findes en hel del mennesker, der på grund af deres livsomstændigheder eller bare lyst, ikke ønsker at arbejde fuld tid og måske heller ikke magter det. Hvad der skal ske med dem, når ”deltidskulturen” inden for det kommunale afskaffes, er uvist. Dog er det ikke svært at regne ud, at ønsket om deltid vil ende med at blive et særønske, man skal kæmpe for at få indfriet, ligesom det for eksempel er på DJØF's ansættelsesområde. Her skal man tage samtalen med sin leder, som langtfra altid er indstillet på at imødekomme den ansattes behov. Jeg skriver det ud fra personlig erfaring fra flere forskellige offentlige arbejdspladser i årene 2012 til 2018.

I et land, hvor alle er nødt til at have deres egen indtægt, undtagen de få meget rige, betyder det, at valget efterhånden kommer til at stå mellem fuldtid og passiv forsørgelse. Det er meget uheldigt. Det er også uheldigt, at man tager selvbestemmelsen fra medarbejderne. De bliver nødt til at stå med hatten i hånden frem for selv at vælge med integritet og værdighed omkring privatlivet. Der er intet odiøst i, at nogle ønsker at arbejde mindre end andre, særligt ikke i de livsfaser, hvor familien kræver meget af os. Det er helt legitimt, og det bør være muligt i mange jobs, hvis man er parat til at tage lønnedgangen på sig. Det var jeg selv, og det var mange andre småbørnsforældre i min omgangskreds dengang, men langt de fleste af os fik nej.

Det er dog ikke kun hensynet til ”manglen på hænder”, der ligger bag fuldtidstyranniet. Staten har i en længere årrække i stigende grad forholdt sig til borgerne som skattebetalingsoptimerede undersåtter frem for som borgere med autonomi og den økonomiske og åndelige frihed, der er en forudsætning. Når vi først og fremmest betragtes som skatteydere og arbejdskraft, så svinder pladsen til alt det andet i livet ind. Men det er netop disse fortrængte sider af livet, der giver os noget at leve for. Vores børn, vores livspartner, vores ældre, slægten, lokalsamfundet, civilsamfundet, kirkelivet, alt det, der ligger uden for statens institutioner og arbejdsøkonomien. Det er fortrængt i en grad, så man næsten ikke kan trække vejret i Danmark længere, hvis man er et menneske, der ønsker primært at leve for disse aspekter af tilværelsen. 

Jeg er overbevist om, at den generelt skrøbelige følelsesmæssige trivsel i Danmark hænger direkte sammen med den udvikling. Når man mister indflydelse på sit eget liv på grund af skattetryk og regulering, og når man oplever, at det, som virkelig får hjertet til at slå, fortrænges, bliver man meget mere udsat for dårlig trivsel og på længere sigt stress, angst og depression. Meningen med livet kan staten aldrig give os, og når staten fylder så meget, så oplever mange mennesker et meningstab. Det kan kun opvejes ved større frihed til at indrette tilværelsen meningsfuldt ud fra den enkeltes ønsker og livssituation.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter