Man skal enten være historieløs, ekstremt naiv, eller, ja, undskyld, direkte dum, hvis man i 2025 stadig tror på kommunisme. Og alligevel findes der unge, der stolt kalder sig "kommunister". De går rundt med t-shirts med hammer og segl, smiler indforstået til hinanden over deres ideologiske tilhørsforhold.
De taler om revolution, mens de lever i komforten af vestlige samfunds velstand. De hylder ideologier, der har myrdet, sultet og undertrykt millioner – og alligevel ser de det som et symbol på retfærdighed og lighed.
Det er ikke blot grotesk; det er dybt respektløst overfor historiens millioner af ofre.
Fra nord til syd, fra øst til vest
Fra Gulag-lejrene i Sovjetunionen, hvor millioner blev sendt i dødens hænder, til Mao Zedongs “Store Spring Fremad” i Kina, der førte til hungersnød og døden for millioner af kinesere – kommunismens historie er et rædselskabinet. Den er ikke bare fyldt med fejl eller mislykkede eksperimenter. Den er fyldt med dødelige konsekvenser, fordi ideologien kræver, at staten kontrollerer alt: økonomi, produktion, uddannelse, medier og endda folks tanker.
De, der tror på, at "kommunisme bare aldrig er blevet rigtigt udført", overser en grundlæggende sandhed: det er ikke et spørgsmål om implementering. Systemet i sig selv kræver tvang, overvågning og undertrykkelse. Enhver, som forsøger at gennemføre kommunisme, må bruge vold for at tvinge befolkningen til at følge reglerne, og historien viser tydeligt, hvordan det altid ender. Massefattigdom, censur, politistater, vilkårlige udrensninger. Det er ikke undtagelser, det er reglen.
Historieløs hipster
At stå på Nørrebro, Vesterbro eller Østerbro i København og råbe “revolution!” med økologisk kaffe i hånden og iPhone i lommen er tragikomisk. Det er ikke bare komisk – det er en form for historieløs arrogance.
Du står på skuldrene af generationer, der har skabt velstand, frihed og teknologisk udvikling gennem markedsøkonomi, og bruger det til at hylde et system, der ville knuse alt, du tager for givet. Det er som at bo i et slot, som andre møjsommeligt har bygget, for derefter at rive det ned til fordel for en femårsplan, der aldrig bliver realiseret.
Rejs ud og se
Hvis man virkelig vil teste kommunismens idé i praksis, skal man rejse til de lande, hvor den stadig hersker, eller hvor dens spor stadig ødelægger liv.
Prøv at stå i kø i Cuba efter toiletpapir, prøv at se den propaganda, der udgår fra Nordkorea, eller tale med mennesker i Sydkorea. Prøv at finde mælk på hylderne i Venezuela. Hvis man efter sådanne oplevelser stadig insisterer på, at ideen er god, bør man stille spørgsmålet: Hvad ser man egentlig? Er det menneskerettigheder, eller illusionen af lighed?
Kommunisme er ikke “hipt”, “progressivt” eller “moderne”. Den er en af de mest brutale, undertrykkende og mislykkede ideologier, verden har set. At nogen i dag stadig tror på den, burde ikke betragtes som et politisk standpunkt – det burde være et råb om hjælp.
Flager rødt for lidelse
Så næste gang man ser en ung politiker vifte med røde faner eller høre nogen tale om revolution og lige muligheder, bør man huske: Det, de flager for, er ikke håb. Det er lidelse.
Ikke lighed, men undertrykkelse. Ikke fremtid, men fortidens gentagelse. Og det er vores ansvar at huske historien, advare de naive og aldrig acceptere glorificeringen af et system, der har kostet millioner deres liv.
