Der er et indtryk fra sidste år, der for mig står særlig stærkt på nethinden. Det er filmisk og dramatiseret, men på ingen måde overdramatiseret, for det lader sig næppe gøre med elendigheden i Ukraine i 1930’rne.

En mager hest trækker en kærre på meder hen ad en snedækket markvej, mens en ældre mand indsamler og stabler ligene af de døde mennesker, der ligger spredt i landskabet. I en grøft finder han på et tidspunkt en død kvinde med et lille barn ved sin side. Barnet lever og hulker svagt, men det vil ikke undvære sin mor, så manden kaster det efter kvinden, da hun smides op på ladet. Barnet hyler, mens ligvognen skrumpler videre. 

Filmen Den sorte jord eller Mr. Jones bygger på den autentiske historie om den unge walisiske journalist Gareth Jones, der i 1933 drog til Sovjetunionen for at få et interview med Stalin. Det viser sig umuligt, men under opholdet i Moskva får Jones nys om, at der foregår noget grimt nede i Ukraine. Stik imod alle regulativer tager han derfor toget sydpå.

James Norton spiller Gareth Jones.

I Ukraine konfronteres han med konsekvenserne af Stalins tvangskollektivisering og med den menneskeskabte hungerkatastrofe, også kaldet Holodomor, hvormed kommunisterne forsøgte at kvæle enhver vilje og opposition i det ukrainske folk. Udsultningen af kornkammeret Ukraine blev bare ét af Stalins utallige overgreb mod alle Sovjetunionens folkeslag.

På sin vej møder Jones store flokke af sultne, forældreløse, døende børn. Blandt de mennesker, der ikke blev skudt, brændt eller sultet ihjel, blev mange deporteret, og nogle gange skubbede politisoldaterne fra GPU bare de grædende børn væk, når deres forældre blev stuvet ind i togvogne med kurs mod Sibirien. Russerne gjorde det samme ved invasionen af Tyskland 11-12 år senere.

Før og efter turen til Ukraine møder Jones i Moskva en amerikansk journalist, Walter Duranty, der arbejder for New York Times, og han er blandt Stalins mange vestlige klakører. Som chefreporter sendte Duranty en syndflod af fake news og almindelig desinformation hjem til USA, og det blev alt sammen trykt som både avisartikler og bøger. 

Peter Sarsgaard spiller Walter Duranty.

Duranty er den dag i dag noteret for en Pulitzer Prize, for man har ikke taget den tilbage, selv om man tog katastrofalt fejl, da man gav ham den i 1932 – mens folkemordet i Ukraine, som han fornægtede, var på vej mod det første klimaks. Duranty skrev vel også bare det, som redaktionen på New York Times og avisens læsere ønskede at høre.

Noget lignende gjorde den amerikanske vicepræsident, den venstreorienterede Henry Wallace, da han i 1944 besøgte det sovjetiske fangelejrsystem Gulag. Han vendte hjem og fortalte, at alt var godt. Det gjorde han ikke for en avis, men for sin præsident, Franklin D. Roosevelt. Alliancen med Stalin stod på spil. Det gjaldt på sin vis også for Storbritannien i 1933, hvor regeringen kun ville tro det bedste om manden af stål. Premierminister Ramsay MacDonald fra Labour lagde så vidt muligt låg på al kritik og afviste derfor også Gareth Jones’ beretninger. Jones’ tidligere foresatte, den liberale David Lloyd George, var i det stykke på linje med premierministeren.

Hvad Duranty angår, nøler man på New York Times i dag med den endelige oprydning i avisens arkiver. Noget er slettet, andet er redigeret, men meget står vist stadig tilbage i den originale form. Og ikke alt, hvad Duranty skrev, var løgn. Regulære usandheder var han ret forsigtig med, og som altid med gode falske nyheder var det ofte bare nogle få afgørende detaljer, der blev fordrejet, forvansket eller fortiet. Duranty fastholdt, at Stalin, femårsplanerne og tvangskollektiviseringen var vejen frem.

Forfatterne Martin Andersen Nexø og senere også Hans Scherfig påtog sig herhjemme den samme rolle som Duranty. Alt, hvad de så og oplevede i Sovjetunionen, beviste i deres univers, at Lenin var profet og stalinismen fremtiden. Andre var mindre forudindtagede og så derfor mere nøgternt på forholdene. Som for eksempel den danske hønseavler Arne Strøm, der rejste til Ukraine på samme tid som Gareth Jones. Her forsøgte han en tid at etablere en moderne produktion med stordrift. Han blev dybt frustreret over de erhvervsmæssige perspektiver, men han blev ikke mindst chokeret over den massedød, der hærgede omkring ham, hvor end han færdedes. Efter hjemkomsten til Danmark fik han i 1934 udgivet bogen Onkel, giv os brød.

Den form for fornægtelse af kendskabet til nationalsocialismens ofre, som man efter krigen registrerede hos både værnemagtssoldater og helt almindelige mennesker, kunne i årtierne under og efter Stalin spores overalt i Vesten. Når det handlede om Stalins forbrydelser, holdt mange sig for øjne og ører. Og til trods for den modige indsats af Khrusjtjov, Gorbatjov og Jeltsin fik russerne aldrig det konsekvente opgør med kommunismen, der måske kunne have vanskeliggjort magtovertagelsen for en autokrat som Vladimir Putin og hans faste greb om magten i nu mere end to årtier.

Forfatteren George Orwell var ærlig. Han er også med i filmen, og efter samtaler med Gareth Jones mistede han sine illusioner om stalinismen. Senere skrev han Animal Farm. Hønseavler Strøm kendte jo Ukraine fra første hånd, men han fik ingen tak for at skrive sin bog om det. På venstrefløjen blev han affejet som en gemen lystløgner, men langt hen ad vejen blev den slags vidnesbyrd slet og ret bare ignoreret. Fra Onkel, giv os brød til bogen Jeg valgte friheden af ukraineren Victor Kravchenko blev sandheden om Sovjetregimet forsøgt undertrykt af en forbenet venstrefløj, der siden også kastede sin kærlighed på Maos Kina og Enver Hoxhas Albanien.

Som lærer er det nok mit indtryk, at de unge i dag kender lidt til Putin, nu måske en smule mere, men de ved meget lidt om Rusland og så godt som intet om Sovjetunionen. For mange af dem gælder det vist desværre også, når de svinger huen efter studentereksamen. Sovjetunionen under Lenin og Stalin bør indgå i undervisningen med samme vægt som Hitlers Tyskland. Her skal man ikke stirre sig blind på den ene af de totalitære tvillinger, fascismen, mens man ignorerer det, der på mange måder var dens gødning og hele forudsætning: Sovjetkommunismen. 
​
Det, som mange kalder nazisme, var jo en national socialisme, og som kommunismen udsprang den af et postuleret ønske om lighed. Inden for henholdsvis et race-/folkefællesskab og et klassefællesskab. Om folkets fjender brugte nationalsocialisterne et socialdarwinistisk begreb som undermennesker, mens man i Sovjetunionen gik skridtet videre med definitionen forhenværende mennesker.

Til venstre den klassiske line-up af mausoleumsmateriale. Til højre den nationalsocialistiske udlægning af det tyske heltedynasti: ”Hvad kongen erobrede – fyrsten formede – feltmarskalen forsvarede – reddede og forenede soldaten.” 

Det er tydeligt, at ikke bare Putin kan ses som et levn fra dengang, men at sovjetmentaliteten og nogle af de gamle strukturer stadig gør sig gældende hele vejen ned gennem systemet. Det russiske folk virker ikke krigerisk, men det er stadig kuet.

Ideologisk passer Putin ikke ind som den næste statsleder i rædselskabinettet ovenfor til venstre, men historien lader sig ikke fornægte, hvis vi skal begynde at forstå bare en smule af, hvad der foregår i dag. Den yderste venstrefløj i Vesten lod sig længe forblinde af røde bødler som Stalin. Om Putin har folk i alle dele af det politiske spektrum ønsket at tro det bedste – med Angela Merkel midt i forreste geled – men rundtomkring falder nu skæl fra øjnene.

Putin fik vel aldrig så poetiske og dedikerede støtter, som Duranty, Wallace, Nexø og Scherfig var det for Stalin, men vi kunne godt have brugt lidt flere med format som Jones, Orwell, Strøm og Kravchenko. Som i 1930’rne har mange europæiske regeringer ment, at nedrustning og eftergivenhed var svaret på truslen fra despoterne. At varig fred ville være en funktion af pacifisme. Den drøm er forbi.