Var det egentlig så slemt, at en række kvinder fra Danmark tilsluttede sig Islamisk Stat, eller bør man kaste et lidt mere nuanceret og nådigt blik på deres gerninger? Det spørgsmål er blevet stadig mere præsent i en række debatter, og senest rejser radiovært og historiker Adam Holm det i et længere indlæg på Facebook, hvor han bl.a. spørger:
“Har de foretaget sig noget grusomt under deres tid blandt islamisterne eller har de kun født børn og taget vare på hjemmet? Rejste de af kærlighed til en mand, der ville slås for Kalifatet, eller var de tiltrukket af islamismens ekstreme ideologi?”
Derefter perspektiverer Holm så til Jørgen Schleimann og Gert Pedersen, der i sin tid begge havde nazistiske sympatier, eller, som Holm skriver, “snusede til totalitarismen”.
Nu kan man sige, at IS-kvinderne gjorde en del mere end at “snuse” til totalitarismen. De rejste adskillige tusinde kilometer for aktivt at tilslutte sig den og dermed melde sig under fanerne hos et regime, som ikke alene advokerede terrordrab på danskere (en opfordring, som Omar El-Hussein som bekendt tog til sig, da han dræbte to danskere uden for henholdsvis Krudttønden og synagogen i Krystalgade) og den danske stats udslettelse, men også promoverede og begik folkemord. Jeg må indrømme, at denne intense vilje til evig relativisering af de syriensfrivilliges tilslutning til Islamisk Stats rædselsregime, som Adam Holm nu begiver sig ud i, slår mig som en kende bizar.
Ikke mindst, da jeg har beskæftiget mig ret indgående med et andet folkedrab, Holocaust, i en del tid, og hvis jeg skal spidsvinkle, så minder dette fokus på, hvorvidt folk "bare" har været hjemmegående husmødre i Raqqa og ikke individuelt ansvarlige for specifikke forbrydelser, mere end en smule om den retspraksis, man så i Vesttyskland i de første år efter krigen, hvor man med en uendelig nidkærhed gik op i, hvorvidt konkrete folk involveret i folkedrab og andre forbrydelser personligt havde slået folk ihjel, mishandlet dem eller lignende. For ellers havde de jo bare været en del af et meget stort system, hvor ansvar angiveligt var så bredt distribueret, at det belejligt nok – særligt for mange tyskere – nærmest helt forsvandt.
Det princip har tyske domstole heldigvis i de senere år forladt, og man har lagt et langt større fokus på medansvar i mere overordnet forstand. For naturligvis var det ikke kun Rudolf Höss samt den lille håndfuld SS-folk, der forestod det konkrete folkedrab, som bar ansvaret for, at omkring 1 mio. blev myrdet i Auschwitz' gaskamre, for nu blot at tage et eksempel. Det blev faciliteret af et utal af mennesker, der gjorde det muligt, at det kunne komme dertil. Men var der så ikke også mange af de folk, som deltog pga. opportunisme, uheldige omstændigheder, manglende evne til at sige fra, frygt, naivitet og alt muligt andet? You betcha.
En meget stor del var hverken frådende sadister eller på anden vis sindsforstyrrede, men ret almindelige mennesker, der ikke desto mindre spillede en afgørende rolle for, at millioner blev myrdet. Også selvom de ikke hældte Zyklon-B-krystallerne ned i gaskamrene eller henrettede civile på Østfronten.
Et aktivt valg
Islamisk Stat var, foruden et regime, som virkede gennem (sex)slaveri og helt uhørt brutal vold og systematiske drab på uskyldige, et folkedrabsregime. Det er ikke polemik. Det er en kendsgerning. Det var det såvel på et ideologisk plan som på et praktisk plan, eftersom man reelt udførte et sådan mod yazidierne.
Folkedrabet blev ikke alene muliggjort af de hundrede IS-krigere med kalashnikover i Toyota Hi-Aces som stod for de konkrete drab, men af en stat, uagtet at den selvsagt ikke var anerkendt som sådan. Af folk, der koordinerede logistik, af folk, som indkøbte ammunition, af folk, som bevogtede de tilfangetagne inden henrettelse ,og af de kvinder, som kunne lokke de konkrete drabsmænd til regimet som dydige islamiske præmiehustruer, der vaskede mordernes beskidte undertøj efter en lang dag ved massegravene og satte deres aftensmad på bordet.
De var, med andre ord, en essentiel del af den stat og infrastruktur, som udførte og planlagde dette folkedrab og resten af IS' forbrydelser, hvilket selvsagt var grunden til, at IS gjorde sig så stor anstrengelse for at lokke folk dertil.
Disse kvinder har aktivt valgt at understøtte og facilitere dette regime, uanset om de personligt har kvalt en opsætsig slave, sat selvmordsbombebæltet på en anden person eller – som Adam Holm så poetisk skriver – "kun født børn og taget vare på hjemmet". Det er, sorry to say, lidt som at høre nogen forsvare en bogholder i Auschwitz med, at vedkommende sørme da kun sørgede for at optælle de dræbtes penge, men skam aldrig gjorde en flue fortræd, da det jo var nogle helt andre SS-folk, der tilfældigvis dræbte 1 mio. mennesker her – og for øvrigt, må man huske på, kan det jo være, at medarbejderen jo slet ikke var overbevist nazist og slet ikke brød sig om massemord.
Disse kvinder traf med åbne øjne som voksne mennesker et valg om at tilslutte sig et folkemorderisk rædselsregime. Og til forskel fra de fleste tyskere i 1940'erne, så skulle de faktisk rejse 3.000 km og gøre en temmelig aktiv indsats for at fravælge livet i et demokratisk ikke-totalitært, ikke-folkemorderisk regime og tilvælge aktiv støtte til et sådant i stedet. De blev ikke ved skæbnens omskiftelige luner del af et terroristisk folkedrabsregime: De valgte det helt selv. At høre hændervridende semi-apologi for dette, er, i hvert fald med mine historiske briller på, lidt besynderligt.
For ja: Disse kvinder har i dén grad foretaget sig noget grusomt.
Teksten er en udvidet og revideret udgave af et indlæg postet på Facebook. Adam Holm har repliceret på dette, og debatten fortsætter.
