For nyligt udgav tænketanken Kraka en rapport om integrationen blandt efterkommere i Danmark. Rapporten fik en del omtale, fordi den fortalte, at integrationen går meget bedre, end vi turde håbe. Faktisk ligner efterkommere folk med dansk oprindelse. 

I hvert fald, hvis vi lige skærer toppen og bunden af grupperne. Det vil sige, hvis vi kniber øjnene sammen og håber, så ligner det, at integrationsproblemerne nærmest løser sig selv. Glimrende.

Man kunne måske også sige: Vi ligner hinanden meget, hvis vi undlader at se på dem, der ikke ligner hinanden.

Det mest interessante greb i Krakas rapport er imidlertid, at man valgte at anvende en anden definition af efterkommere end Danmarks Statistik. Gruppen bliver bredere. På den måde får man allerede inden analysen en population, der med statistisk nødvendighed kommer til at ligne majoritetsbefolkningen mere. Det er jo smart.

Hvad er en efterkommer?

Uagtet problemerne i Krakas rapport er spørgsmålet om, hvordan vi definerer gruppen af efterkommere, interessant. Det er jo ikke kun Kraka, der har set sig sur på de bestående definitioner. Også på højrefløjen er det en tilbagevendende kritik, at definition af efterkommere kommer til at male et rosenrødt billede af den demografiske udvikling i Danmark. 

I Danmarks Statistiks definition af efterkommere tæller gruppen mennesker, der er født i Danmark, hvor ingen af forældrene har dansk statsborgerskab og er født i Danmark. Det betyder populært sagt, at tredje generation falder ud af statistikken. 

Det sker, f.eks. hvis en dansk-somalier med dansk statsborgerskab, som er født i Danmark, gifter sig med en somalisk kvinde fra Somalia. Det barn, de får, er hverken efterkommer eller indvandrer, men derimod så dansk som Jens og Peter efter statistikken. 

Herkomstdefinition er under overvejelse

Den danske definition kaldes en herkomstdefinition, fordi et individs status afhænger af hans forældres. En arbejdsgruppe under Indenrigsministeriet afleverede i marts 2020 en rapport vedrørende definitionen af indvandrere og efterkommere. Den samlede gruppe kaldes personer med udenlandsk baggrund. Med de aktuelle definitioner har vi i Danmark 793.601 svarende til 13,7 pct. af befolkningen.

Mere præcist har vi 5.012.480 mennesker af dansk oprindelse. 607.622 indvandrere og 185.979 efterkommere. Det er både vestlige og ikke-vestlige.

I rapporten har ekspertgruppen sammenlignet den danske definition med en række udenlandske definitioner. De nordiske kan vi skøjte let henover, fordi de i det store hele minder om den danske herkomstdefinition og i hvert fald numerisk giver nogenlunde det samme billede. 

Nye definitioner tegner et helt andet billede

Tag et eksempel. Danmark ville, hvis vi brugte de svenske definitioner og begreber, have lidt færre med ”dansk baggrund”, dvs. 4.950.538, lidt flere ”udenrigsfødte med udenlandsk baggrund” svarende til indvandrere, nemlig 681.108, og lidt færre ”indenrigsfødte med udenlandsk baggrund”, nemlig 174.435. De svenske tal er altså i det store hele sammenlignelige med de danske. Det betyder blandt andet, at vi kan fæste nogenlunde samme lid til de svenske opgørelser over demografisk udvikling som til de danske. 

Helt anderledes ser det imidlertid ud, hvis vi anvender de definitioner, som bruges i hhv. Nederlandene og Tyskland. Anvendte vi den første definition, ville vi have cirka lige så mange indvandrere eller folk med migrantbaggrund af første generation, som det hedder i Nederlandene. Derimod ser tallet helt anderledes ud, hvis man kigger på den kategori, der er sammenlignelig med den danske kategori efterkommere. 

Opgør man tallet efter de nederlandske begreber, ender man med en population på 444.102 efterkommere. Altså mere end det dobbelte af det danske tal. Det skyldes, at man efter de hollandske definitioner har migrantbaggrund, medmindre man har to forældre, der er født i landet. 

Dertil kommer, at man i Nederlandene opererer med en yderligere kategori, som indfanger tredje generation. Det har vi også i Danmark. Her hedder kategorien børn af efterkommere og tæller 26.504, hvoraf langt de fleste ellers ikke opgøres som personer med udenlandsk baggrund i den øvrige statistik. Her gælder det imidlertid også, at den nederlandske definition er langt bredere. Den opgør slet og ret børn af forældre af anden generation. Hvis man overførte den nederlandske definition til Danmark, ville vi ikke have 26.504 børn af efterkommere, men derimod 152.308. 

Så er vi kun lidt over 4.5 millioner

De tyske definitioner fra folketællingen i 2011 minder mere om de nederlandske end de danske og giver tal, der tegner nogenlunde samme billede. Et lidt højere antal af indvandrere end de danske definitioner og et markant højere antal efterkommere, 446.936. I begge tilfælde betyder dette naturligvis, at antallet af personer med dansk oprindelse ville være markant lavere, end vi ellers forestiller os. Henholdsvis 4.576.834 og 4.678.037. 

Sagt på en anden måde ville vi eksempelvis med den tyske definition stå med et billede af demografien, hvor 19,4 procent af den danske befolkning har udenlandsk baggrund. Med den nederlandske definition ender vi på 21,4 procent, hvis vi tager tredje generation med.

Disse tal indeholder, ligesom de 13,7 procent, som vi kender, både vestlige og ikke-vestlige. De er ikke i sig alarmistiske, men de giver et markant andet billede af indvandringens forvandling af Danmark de sidste lidt mere end 40 år. Et Danmark, der bliver, undskyld mit franske, stadig mindre dansk i nogen hidtil genkendelig forstand. Og dermed ikke sagt, at vores opfattelser af danskhed ikke kan og vil ændre sig. Men alligevel.

Hvis begrebsgymnasterne har ret, er alt værre

Dette er ikke et argument for, at vi så skal bruge de mere ekspansive definitioner. Der er fordele og ulemper. Indenrigsministeriets arbejdsgruppe endte da også med at anbefale, at vi fastholder herkomstdefinitionen i Danmark, men udvider statistikken med oplysninger, der gør det nemmere at følge den demografiske udvikling over tid – hvad de nuværende definitioner har vanskeligere (og får stadig vanskeligere) ved. Det er en god idé.

Men til Kraka og andre, der vil fifle med definitionerne, må vi i første omgang bare sige, at vi da sagtens kan føre debatten om masseindvandringens konsekvenser gennem begreber, der tager udgangspunkt i en bredere definition af efterkommere, således at gruppen kommer til at minde mere om majoritetsbefolkningen. 

Men hvis vi gør det, så må vi også samtidig se i øjnene, at selvsamme indvandring har forandret Danmark, mere end vi normalt antager. I hvert fald hvis antallet betyder noget.